Er Markusevangeliet anonymt?

Indtil for relativt nylig har ingen betvivlet, hvem der skrev de fire evangelier, nemlig Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. I nyere tid rejser mange forskere dog tvivl om sagen og argumenterer for, at vi ikke har evidens nok til at kunne afgøre, hvem der skrev evangelierne. I artiklen her skal vi zoome ind på Markusevangeliet og se, hvorfor nogle er kritiske overfor at tilskrive evangeliet Markus’ hånd, og hvad der får mange til at fastholde et traditionelt forfatterskab.

So what?

Hvad er der egentligt på spil i spørgsmål om Markusevangeliets forfatterskab? Vi skal passe på med at give spørgsmålet en større vægt, end det kan bære. I Markusevangeliet ser vi ikke nogen klar forfatterangivelse i teksten, som vi eksempelvis gør i Første Timotheusbrev, der indledes sådan: ”Fra Paulus, Kristi Jesu apostel efter befaling fra Gud, vor frelser, og Kristus Jesus, vort håb.” Intet sted i Det Nye Testamente tilskrives Markusevangeliet eksplicit Markus selv.

Men er det så ikke ligegyldigt, hvem der har skrevet det? Nej, der er faktisk stadig noget på spil. At tilskrive skriftet Markus har nemlig vigtige historiske implikationer for skriftets tilblivelseshistorie og historiske troværdighed, hvilket bliver tydeligt, når vi undersøger, hvem Markus var, og hvordan den ældste kirke opfattede skriftet.

Go’e gamle Markus

Hvem sagde urkirken så, Markus og de andre evangelister var? To af dem, nemlig Matthæus og Johannes, fulgte Jesus og var derfor øjenvidner, og Markus og Lukas mente man kendte til øjenvidner, de havde deres informationer fra. Professor Emeritus i Ny Testamente Richard Bauckham, med hjælp fra professor i samme felt, Samuel Byrskog, peger på, at den bedste historieskrivning i antikken anså øjenvidner som de mest troværdige historiske kilder – især hvis øjenvidnerne selv havde været personligt involverede i de begivenheder, de beskrev.[1] Hvis evangelierne er skrevet af øjenvidner eller forfattere, der har været tæt på øjenvidner, må de altså siges at leve op til de højeste standarder for græsk-romersk historieskrivning. Hvis forfatterne derimod er anonyme, er det nemmere at argumentere for, at tidlige kristne har samlet vandrehistorier om Jesus, de har skrevet sammen til evangelierne – uden at have haft kontakt med troværdige øjenvidner eller være det selv.

Hvad kan vi ellers sige om Markus? Traditionelt har man identificeret ham med ”Johannes med tilnavnet Markus.”, (ApG 12,12) hvor Peter møder Markus’ mor Maria. Senere bliver Markus taget med på missionsrejse med Barnabas og Saulus. (ApG 12,25) Nysgerrige sjæle kan selv slå efter og læse om Markus i ApG 13,5.13; 15,37-41; Kol 4,10; 2 Tim 4,11; Filem 24 og 1 Pet 5,13. Vigtigst her er at påpege, at Markus var sammen med Peter i Rom, hvorfra Peter skriver, at ”min søn Markus hilser jer.” (1 Pet 5,13) I kirkehistorien har man genkendt denne kobling mellem Markus og Peter og skildret Markus som Peters tolk, da han nedskrev sit evangelium.

Et anonymt evangelium?

Flere forskere mener, at Markusevangeliet, ja faktisk alle fire, er anonyme. De er formentlig nedskrevet i den græsktalende del af verden af mennesker, der hørte historier om Jesus gå i omløb. Dem fortalte man så videre – sommetider med variationer, der enten skyldtes ens uperfekte hukommelse eller et agenda, man ville have indlejret i fortællingerne. Denne proces har så foregået i et stykke tid, før nogle valgte at samle nogle af fortællingerne og skrive dem ned; en proces, der kan minde lidt om samlingen af Grimms eventyr. Bart Ehrman, en forsker, der afviser, at evangelierne er skrevet af de fire evangelister, skriver sådan her: ”All four books were written and circulated anonymously, and only later did Christian leaders maintain that they were Matthew, Mark, Luke, and John.”[2] Kirken har altså ikke modtaget de fire evangelier fra evangelisternes hånd – tværtimod har den modtaget fire anonyme evangelier, som den så har tilskrevet Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, der alle optræder i større eller mindre grad i Det Nye Testamente.

Hvilket belæg giver Ehrman for sin påstand? Som nævnt står der intet eksplicit i Markusevangeliet om, hvem der har skrevet det. Vi har det altså kun fra titlen, som Ehrman mener er kommet til senere. Desværre kan han ikke henvise til et eneste manuskript, hvor titlen, der tilskriver evangeliet til Markus, mangler – sådan et manuskript, som vi har dem i dag, eksisterer nemlig ikke; heller ikke for de andre tre evangelier.[3] Ehrman peger i stedet på, at der findes mange variationer i Markusevangeliets overskrift blandt forskellige manuskripter.[4] Nogle manuskripter læser ”κατα Μαρκον” (”ifølge Markus”), andre ”ευαγγελιον κατα Μαρκον” (”evangeliet ifølge Markus”), andre igen ”το κατα Μαρκον αγιον ευαγγελιον” (”det hellige evangelium ifølge Markus”). Denne variation er altså, ifølge Ehrman, evidens for, at evangelierne oprindeligt var anonyme, og at Markus’ navn først er skrevet på senere.

Ehrman er dog ikke uimodsagt. Det er værd at bemærke, at på trods af variationerne, optræder navnet ”Markus” altid. Brant Pitre, der forsker i Ny Testamente, lander på den stik modsatte konklusion: ”According to the basic rules of textual criticism, then, if anything is original in the titles, it is the names of the authors. They are at least as original as any other part of the Gospels for which we have unanimous manuscript evidence.”[5]

Hvorfor fastholde Markus?

Er vi nødt til at kaste hænderne i vejret i opgivelse, fordi forskere er uenige om, hvorvidt Markus skrev Markusevangeliet? Det tror jeg ikke. Debatten kan næppe afgøres i en kort artikel som denne, men vi skal se på nogle af de grunde der er til at fastholde Markus som forfatter.

Ekstern evidens

Lad os starte med den eksterne evidens, det vil sige de ting uden for selve teksten i Markusevangeliet, der kan hjælpe os til at afgøre, hvem der skrev skriftet. For det første er det værd at bemærke, at det hele ikke står og falder med, om evangelierne oprindeligt havde overskrifter med forfatterangivelser. Der er andre måder at kende forfatteren på. Lukasevangeliet henvender sig eksempelvis til ”højtærede Theofilus”, (Luk 1,3) som garanteret har vidst, hvem der skrev til ham. Sådan indledes Markusevangeliet ikke, men er det virkeligt skrevet af Markus, har han været en kendt person i den tidlige kirke – måske skrev han endda sit evangelium på bestilling. I alt fald var var ikke ualmindeligt i antikken, at man kendte forfatterne til historiske værker, selvom de ikke bar deres navn; Tacitus’ Annales et eksempel på det.[6] Desuden var det ikke nødvendigt at kende forfatteren, før et skrift kunne regnes for kanonisk i den kristne kirke, så der har ikke været nogen god grund til at ville opfinde forfattere på anonyme værker. Hebræerbrevet, hvis forfatterskab altid har været omstridt og med rette regnes for anonymt, er et eksempel på det.

Det er interessant at bemærke, hvordan Markusevangeliet blev modtaget i den ældste kirke. Ingen var i tvivl om, at det var skrevet af Markus. Det læser vi blandt andet hos Papias i ca. år 110, som gengivet i Eusebs Kirkehistorie 3.39:

”Markus, der var Peters tolk, nedskrev nøje alt det, som han huskede, hvad enten det var blevet sagt eller gjort af Herren, dog ikke i rækkefølge. For han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men fulgte senere, som jeg sagde, Peter, der gav belæringer efter behov, men ikke i den hensigt at give en sammenhængende fremstilling af Herrens ord. Derfor begik Markus heller ikke nogen fejltagelse, da han nedskrev noget, således som han huskede det, for han gjorde sig umage for én ting: hverken at udelade noget af det, som han havde hørt, eller at forfalske noget i det.”[7]

Der kunne videre gives citater af Irenæus (Adv. Haer. 3.1.1-2, år 180), Tertullian (Adv. Marc. 4.5, ca. år 200), Klemens af Alexandria (Hypotyposeis, ca. år 200 – ifølge Euseb HE VI.14.5-7) og Origenes (Komm. til Matt – ifølge Euseb HE VI.25.5).[8] Jeg vil nøjes med at gengive citatet fra Klemens som henvist til ovenfor:

“Hvad Markusevangeliet angår var sammenhængen følgende: Peter prædikede offentligt ordet i Rom og forkyndte evangeliet ved Ånden, men mange, der var tilstede der, forlangte, at Markus, der havde fulgt ham i lang tid og huskede det, han fortalte, skulle skrive det sagt op. Han gjorde det og overgav evangeliet til dem, der havde bedt derom. Da Peter havde fået det at vide, blandede han sig ikke i sagen, hverken således, at han hindrede eller tilskyndede ham.”

I den ældste kirke var der altså en uimodsagt konsensus om, at Markus gennem Peter forfattede Markusevangeliet.[9] Og det på trods af, hvor lille den tidlige kirke var, hvor geografisk spredt de forskellige kirkelige forfattere var, og hvor uenige de samme forfattere ellers kunne være på andre områder. Hvis man vil fastholde, at ingen kender eller kendte Markusevangeliets forfatter, må man altså finde en god forklaring på, hvorfor alle kirkelige forfattere, der var meget tæt på skriftets nedfældning, er enige om, at Markus er forfatteren.

Intern evidens

Lad os nu vende os til den interne evidens, det vil sige ting i Markusevangeliet, der kan hjælpe os til at afkode dets forfatterskab. Intet sted giver forfatteren sig eksplicit til kende, og mange hævder, at der ikke er noget som helst, der peger på, at Markus skrev evangeliet og brugte Peter som kilde. Førnævnte Bart Ehrman siger det sådan:

”Despite repeated attempts over the centuries by readers to show that Mark’s Gospel is “Peter’s perspective,” the reality is that if you simply read it without any preconceptions, there is nothing about the book that would make you think, “Oh, this is how Peter saw it all.” Quite the contrary – not only does Peter come off as a bumbling, foot-in-the-mouth, and unfaithful follower of Jesus in Mark (see Mark 8:27-32; 9:5-6; 14:27-31), but there are all sorts of stories – the vast majority – that have nothing to do with Peter or that betray anything like a Petrine voice.”[10]

I den kendte Markuskommentar udtrykker Joel Marcus et lignende synspunkt: ”were it not for Papias [kirkefader, jeg citerede ovenfor], one would never suspect that the Second Gospel were particularly Petrine [”petrinsk”, dvs. har med apostlen Peter at gøre].” [11]

Ikke alle deler Ehrmans eller Marcus’ synspunkter. Det skyldes blandt andet, at Peter fylder noget mere i Markusevangeliet end i andre evangelier og er nævnt ofte, taget evangeliets korte længde i betragtning. Faktisk er Peter til stede gennem stort set hele Markusevangeliet. Richard Bauckham viser også, hvordan Markus bruger et litterært virkemiddel, der kendes fra antikken, eksempelvis i Lucians Alexander og Porfyrs Plotins liv, nemlig en øjenvidne-inclusio.[12] En sådan inclusio går ud på, at man sommetider i antikke værker viser, hvem ens primære øjenvidne er ved at nævne dem i starten og slutningen af sit værk. Hvem kunne Markus mon finde på at placere der? Peter! Naturligvis. Og det gør han også, nemlig ved at nævne ham som den første discipel i Mark 1,16 (”Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon [som senere kaldes ”Peter”] og Andreas, Simons bror […]”) og i Mark 16,7 (”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter […]”). Både i starten og slutningen understreges Peter – først nævnes han to gange ved at kalde Andreas ”Simons bror” i stedet for ”hans bror”. Til slut kunne han have nøjedes med at skrive ”Men gå hen og sig til hans disciple” og undlade den emfatiske tilføjelse ”og til Peter”.[13]

Endnu en grund til at acceptere Markus som forfatter er at lægge mærke til, hvad der sker, når Peter falder ud af narrativet. Her begynder Markus som regel at give tilsyneladende unødvendig information om andre personer. I Mark 15,21 læser vi eksempelvis at ”Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus” bærer Jesu kors. I Matthæusevangeliet kaldes han ”en mand fra Kyrene, som hed Simon”, (Matt 27,32) i Lukasevangeliet ”Simon […] fra Kyrene”, (Luk 23,26) og i Johannesevangeliet nævnes han ikke. Da Simon var et almindeligt navn, var det nødvendigt at præcisere, at det var Simon fra Kyrene, der skrives om. Men hvorfor tilføjer Markusevangeliet ”far til Alexander og Rufus”? Bauckham forsøger at forklare dette ved at påpege, at Peter forsvinder fra narrativet fra Mark 14,72, og at Markus har brugt, ikke Simon fra Kyrene selv, men hans sønner som øjenvidner til begivenhederne op til Jesu død, som formentlig var en del af den tidlige kristne menighed, indtil kvinderne tager rollen som øjenvidner fra Mark 15,40. Den slags små detaljer om tilsyneladende mindre centrale personer opstår ofte i Markusevangeliet, når Peter ikke er til stede, og de kan pege på, at Markus konsekvent har indlejret de øjenvidner, han har konsulteret i sit evangelium – og da de optræder, når Peter ikke deltager, tyder det på, at forfatteren har brugt Peter som sit primære øjenvidne.

Ja, go’e gamle Markus!

Der er altså flere grunde, både eksterne og interne, der tyder på, at Markus har forfattet Markusevangeliet og brugt Peter som sin primære kilde. Diskussionen er på ingen måde færdig her, men implikationerne er væsentlige: Hvis Markusevangeliet er baseret på øjenvidneberetninger, er det fin og troværdig historieskrivning efter samtidens standarder. Markusevangeliet er intet folkeeventyr eller nogen sammensmedning af Jesus-legender – det er et skrift, der forkynder Jesus som den korsfæstede og opstandne på baggrund af, hvad mennesker helt tæt på begivenhederne selv har set og hørt.

[1] Richard Bauckham, Jesus and the Eyewitnesses. The Gospels as Eyewitness Testimony, 2. udg. (Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans, 2017), 8–9.

[2] Bart Ehrman, “Why Are The Gospels Called Matthew, Mark, Luke, and John?”, The Bart Ehrman Blog (blog), set 27. august 2023, https://ehrmanblog.org/why-are-the-gospels-called-matthew-mark-luke-and-john/.

[3] Vi har dog manuskripter, hvor forfatteren først er nævnt i slutningen og ikke begyndelsen af skriftet. Ved to vigtige manuskripter, Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, mener man desuden, at titlen er en senere håndskrift, der er skrevet over evangelieteksten efter, at selve evangeliet er blevet afskrevet.

[4] Bart Ehrman, Jesus Apocalyptic Prophet of the New Millennium (New York: Oxford University Press, 1999) 248-250.

[5] Brant Pitre, The Case for Jesus: The Biblical and Historical Evidence for Christ (New York: Doubleday, 2016), 17.

[6] “Did Matthew, Mark, Luke, and John Really Write the Gospels?”, Catholic Answers, set 27. august 2023, https://www.catholic.com/magazine/online-edition/did-matthew-mark-luke-and-john-really-write-the-gospels.

[7] Søren Giversen, overs., De apostolske Fædre I (København: Museum Tusculanum, 1985), 241. Papias citeres i Eusebs Kirkehistorie 3.39.

[8] Man kan søge efter citaterne og læse dem selv på https://www.newadvent.org/

[9] Det er værd at bemærke, at kirkefædrenes konsensus er tidligere end Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, som er nævnt i note 3. Hvis det er korrekt, at de manuskripter ikke oprindeligt havde titler med evangelisternes navne, er det altså ikke fordi evangelierne ikke allerede var tilskrevet netop de forfattere i oldkirken.

[10] Bart Ehrman, “Is the Gospel of Mark in Papias Our Gospel of Mark?”, The Bart Ehrman Blog (blog), set 27. august 2023, https://ehrmanblog.org/is-the-gospel-of-mark-papias-refers-to-our-gospel-of-mark/.

[11] Joel Marcus, Mark 1-8: A New Translation with Introduction and Commentary, The Anchor Bible 27 (New York, NY: Doubleday, 2000), 24.

[12] Bauckham, Jesus and the Eyewitnesses, 132–45.

[13] Bauckham, Jesus and the Eyewitnesses, 124–26.