Gå til indhold

Er det Gud, vi erfarer i skønheden?

De fleste kender nok til mødet med det skønne. Men kan vores erfaringer af skønhed pege udover sig selv og til Gud?

af den

I 2023 udkom et stort dansk studie foretaget af SDU, der skulle dokumentere danskernes åndelige behov. Til manges overraskelse var danskerne langt fra ligeså åndeligt uengagerede, som de sommetider fremstilles i medierne, og hele 80% svarede, at de afgjort havde et åndeligt behov. Særligt interessant er det at bemærke, at da de blev bedt om at vælge, hvad der var vigtigst for deres åndelighed, var topscoren denne: At fordybe sig i naturens skønhed.

Overrasket? Det tror jeg næppe. Vi ved jo godt alle sammen, at der – uden for de eksplicit religiøse domæner – næppe er noget, der fremkalder bøn og andægtighed, som netop erfaringen af skønhed i kunst, natur eller musik. Jeg kan for min del også sige, at netop denne erfaring var helt afgørende for, at jeg som 19-årig valgte at lade mig døbe og træde ind i den kristne tro. I Bibelen, kirkerummet og den storslåede danske salmetradition fandt jeg et sprog for det ubegribelige, som jeg gennem hele livet havde været fortrolig med, men først nu kunne kalde ved navn: Gud.

Mere overraskende er det derimod, at dette felt ofte har været så underbelyst i den kristne apologetik. Forklaringen er måske, at apologetikken i den senere tid i høj grad har været præget af at skulle yde modstand mod nyateismen (altså den bølge af religionskritik, som særligt var populær i nullerne, og var kendetegnet ved at anse religion for at stå i modsætning til naturvidenskab og fornuft), og derfor har måtte tale rationalismens og videnskabens mere kølige sprog. Ikke et ondt ord om det; men det må også indrømmes, at dette sprog sjældent har afspejlet den åndelige interesse og energi, som tydeligvis har levet i befolkningen.

Hvis vi vil beskæftige os med skønhedens apologetik, bliver vi derfor nødt til at bevæge os ud i mere bløde tankebaner, hvor vores skarpskårne syllogismer og uimodsigelige empiriske bevisførelser kommer til kort. Dette er dog naturligvis ikke er det samme som at sige, at vi må give afkald på vores rationalitet!

Så hvordan kan en sådan skønhedens apologetik se ud?

Den skønne erfaring

Den aarhusianske forsker Dorthe Jørgensen, som ikke bare har én men to doktorgrader(!), giver os i mine øjne nogle vigtige begreber, der sætter os i stand til at udforme en sådan apologetik. Ifølge Jørgensen oplever alle mennesker “erfaringer af merbetydning”. Hvad, der ligger i det begreb, kan næppe udtrykkes bedre end af Henrik Pontoppidan, der i Lykke-Per giver en dragende skildring af hovedpersonens vandring i alperne:

Han spurgte, hvorledes det var var muligt, at der kunne være noget tiltrækkende, ja noget for sindet opløftende i at gå således time efter time gennem en fuldkommen livløs stenørken, i den samme ensformige stilhed. Hvordan gik det til, at noget så negativt som det, at man ingenting hørte, kunne virke så højtideligt befriende? Eller hørte man måske alligevel noget? Havde de religiøst troende i en vis forstand ret, når de talte om noget ”hinsides naturerkendelsen”? Fandtes der i verdensrummet lydsvingninger, der ikke kunne opfattes af det legemlige øre?

Selvom “Lykke-Per” (eller Peter Andreas, som han hed) havde afsagt sig forældrenes kristentro og var blevet erklæret ateist (og betegnelsen nyateist ville ikke være misvisende med tanke på hans nærmest ubegrænsede tillid til videnskaben i denne periode af sit liv), kunne naturen i Alperne ikke undgå at fremkalde en vis religiøsitet og oplevelse af mening. Det er dette, der ligger i Jørgensens begreb om “erfaringer af merbetydning” – og SDU’s undersøgelse viser, at denne oplevelse langt fra er unik.

Gudserfaring uden Gud

Samtidig påpeger Jørgensen, at ikke alle vil tolke disse erfaringer religiøst. Hun bruger begrebet “immanent transcendenserfaring” til at beskrive erfaringen af at opleve merbetydning uden at have en teologisk ramme at fortolke den ud fra. Det er dog, med Jørgensens egne ord, “vanskeligt – i længden måske slet ikke muligt – at leve et godt liv med reference til ingenting.” Måske er dén den store udfordring for ateister.

Mens det naturligvis er let nok at sige for en kristen teolog som Dorthe Jørgensen, er det langt fra en betragtning, som alene er gjort af kristne tænkere. En af de stærkeste beskrivelser af dette skønhedens mismod kommer netop fra den ateistiske filosof Bertrand Russell, som i et dybt bevægende brev til Lady Constance Malleson skriver:

Mit centrum er altid og for evigt en forfærdelig smerte – en mærkværdig, vild smerte – en søgen efter noget hinsides, hvad denne verden indeholder, noget forvandlet og uendeligt – det salige skue – Gud – Jeg finder det ikke, jeg tror ikke det kan findes – men kærligheden til det er mit liv – det er som en lidenskabelig kærlighed til et spøgelse. Sommetider fylder den mig med vrede, andre gange med fortvivlelse, den er kilden til venlighed og ondskab og arbejde, den fylder hver lidenskab jeg har – den er det faktiske udspring til livet i mig.

Russell beskriver her en erfaring af skønhed og meningsfylde, som samtidig bliver en smerte, fordi den ikke kan opfyldes af noget i denne verden. Alligevel, hævder Russell, opleves den som selve livets udspring og mening (det er store ord, der tages i brug!) Denne dissonans udtrykker rammende Jørgensens påstand om smerten ved den erfaring af det guddommelige, som ikke kan tillægges nogen sandhedsværdi.

Længslens kilde

C.S. Lewis lyder forbavsende lig Russell i sin beskrivelse af det kristne håb i Mere Christianity (1952). Her taler han om en særlig eksistentiel længsel, som han beskriver således: “De fleste mennesker ville vide, hvis de havde lært at se ind i deres egne hjerter, at de faktisk ønsker, og ønsker desperat, noget, som ikke kan fås i denne verden.”

Modsat Russell anser Lewis dog ligefrem denne længsel som et bevis på, at der faktisk må findes noget andet end det, vi kan se og føle på: “Hvis jeg i mig selv finder en længsel, som ingen oplevelse i denne verden kan tilfredsstille, er den mest sandsynlige forklaring, at jeg blev skabt til en anden verden.” For Lewis må længslen altså fortolkes for at forløses: Først når vi tillader vores eksistentielle hjemve at vise os i retning af vores sande hjem, har skønhedserfaringen gjort sin gerning.

Ingen har udtrykt denne pointe stærkere end den engelske digter T.S. Eliot (1888-1965) i sit mesterværk Four quartets (måske en af alletiders smukkeste langdigte). Digtet er i høj grad en fortælling om hans omvendelse til anglikansk kristendom, og han beskriver her nødvendigheden af, at skønheden ikke bare erfares men også fortolkes:

(…) the sudden illumination–
We had the experience but missed the meaning,
And approach to the meaning restores the experience.

Først når vi ser den religiøse betydning i vores skønhedserfaringer, vil vi mærke dem i deres fylde.

Der er altså rigt belæg for Jørgensens påstand om, at et rent immanent verdensbillede vil skabe dissonans i mødet med transcendenserfaringen. Hvis skønheden ikke forklares, kan selv de bedste ting i tilværelsen efterlade os med blot en længsel, der kun forstærker vores tro på tilværelsens iboende meningsløshed. Hvad vi tror former, hvad vi erfarer. Lad os derfor håbe, at vi har en tro, der byder skønheden velkommen!

Den smukke sandhed

Hvis apologetik skal forstås som en teologisk disciplin, der vil vise kristendommens sandhed, er det afgørende at stille spørgsmålet: “Hvad er sandhed?” Ofte giver vi svar såsom “udsagn, der korresponderer med en ydre og objektiv virkelighed”; og det kan være fint nok, men i så fald er det svært at begrunde, hvorfor skønheden skulle have en selvstændig sandhedsværdi. I hvilken forstand kan musik eksempelvis siges at korrespondere med en ydre og objektiv virkelighed? Ud fra sådan en definition ser det altså sort ud for skønhedens apologetik.

I mine øjne finder vi imidlertid en mere rammende forståelse af sandhedsbegrebet hos filosoffen Martin Heidegger. Heidegger bygger sin forståelse på det græske ord for sandhed, aletheia, der etymologisk ser betyder, at noget gøres “uskjult”. Sandheden er altså som en lampe, der tændes i et mørkt rum, så vi pludselig ser noget, vi ellers havde overset.

Ud fra en sådan forståelse bliver spørgsmålet til den kristne apologetik, om kristendommen kan formå at bringe dét frem i lyset, som før var skjult. Det er dette, der ligger i C.S. Lewis’ klassiske citat: “Jeg tror på kristendommen, som jeg tror på, at solen er stået op: Ikke alene, fordi jeg ser den, men fordi jeg ser alt andet i kraft af den.”

Jeg er enig – og det gælder ikke mindst vores skønhedserfaringer. Mens skønhed fortsat udgør en meningsgivende kraft og inspirationskilde for mennesker i dag, tror jeg, at vi – som T.S. Eliot – længes efter et verdensbillede at fortolke vores oplevelser ud fra, som kan forklare, hvorfor skønheden ikke bare er betydningstom men meningsfuld. Og netop det mener jeg, kristendommen kan tilbyde.

Skønhed i Treenighedens lys

Derfor vil jeg slutte af med kort at skitsere, hvordan kristendommens åbenbaring af den treenige Gud kan udgøre en fantastisk fortolkningsramme for oplevelsen af skønhed:

  • Åbenbaringen af Gud som Fader viser, at alt er blevet til i kraft af en kærlig Guds vilje. Med den franske filosof Jean-Louis Chrétiens ord, er verdens skønhed at betragte som et svar på det kald, der lød fra Gud ved skabelsen. Derfor hører vi uophørligt skaberen kalde på os gennem sit kunstværk; “for frem af storheden og skønheden i det skabte træder billedet af dets ophavsmand” (Visdommens Bog 13,5).
  • Åbenbaringen af Gud som den inkarnerede Søn viser, at Gud ikke lader sig finde af mennesker i en særligt åndelig sfære, som er uberørt af menneskets krop og sanser. Han er tværtimod selv trådt ind i sanseverdenen og har ladet sig skue. Derfor udfordrer kristendommen både den platoniske dualisme, der ser den fysiske verden som en distraktion fra det guddommelige, og den formalistiske reduktionisme, der benægter, at skønhedserfaringen peger ud over sig selv.
  • Endelig viser åbenbaringen af Gud som Helligånd, at ikke alle vil kunne se Gud i skønheden; det kræver en særlig åndsfylde, som sætter jeg’et i stand til ikke bare at gøre sig erfaringen, men også se dens betydning. Med Tolkien og Løgstrup kan vi kalde denne evne for fantasi. Kun i kraft af Helligånden gøres Guds sandhed u-skjult for os.

Derfor stiller jeg mig også kritisk over for den populære teologiske strømning, der ønsker at lade skønhedserfaringen danne grundlag for en mere “fri og moderne” kristendom, der kan træde i stedet for “den gamle, dogmatiske” variant.

For mig at se er det netop den i den “gamle” kristendom, med dens overjordisk smukke liturgier, fortællinger og begreber, at vi finder den mening, der gør at skønhedserfaringen kan blive mere end bare en enkeltstående rørende oplevelse: den kan fremtræde som et vidnesbyrd om universets inderste og dybeste betydning, at vi er her på grund af den treenige Guds evige og uudslukkelige kærlighed.

Forfatter

Jacob Munk, ba.theol. og forfatter