Israels udvandring fra Egypten

Bibelen beretter om adskillige mirakuløse begivenheder. Men en af de største er fortællingen i 2 Mos 1-15 om Israels udvandring fra Egypten. Patriarken Jakobs efterkommere i Egypten var blevet reduceret til statsslaver for den egyptiske konge (farao), og de havde i mange generationer knoklet sig i stykker ved hans mange byggeprojekter. Men ifølge Anden Mosebog får denne gruppe af loppebefængte slaver til sidst lov af farao til at forlade landet – efter at en række alvorlige naturkatastrofer havde lammet det egyptiske samfund på få uger (de ti plager). Igen og igen henviser både Loven og Profeterne til denne hændelse som et eksempel på Guds trofasthed over for sit folk.

Hvor historisk er denne beretning? Er der fundet noget arkæologisk, som kan belyse Bibelens storslåede fortælling om slavernes exodus (udvandring)?

En teologisk myte

De allerfleste bibelforskere er meget klare i mælet her: Fortællingen i Anden Mosebog er helt igennem uhistorisk. Den er en teologisk myte, skabt af præster i landflygtigheden i Babylon over 1000 år senere. Enkelte forskere vil ikke udelukke, at der måske kan have været en lille gruppe af slaver, som det lykkedes at flygte fra Egypten. I tidens løb er beretningen om deres flugt vokset i omfang, så det til sidst blev hele folket, der undslap faraos slavesystem.

Perioden 1570 til 1200 f.Kr. er en yderst veldokumenteret periode i Egypten. Vi har et væld af skriftlige kilder fra mange sider til rådighed. Men i disse mange kilder finder vi ikke den mindste omtale af noget Israel i Egypten, ligesom Moses og de ti plager heller ikke nævnes nogetsteds. Derfor kan Israel ikke have været slaver i Egypten, konkluderer man, og beretningen om Israels udvandring er – ja, en myte, der blev skabt mange hundrede år senere af teologiske årsager.

Bibelforskerne overser imidlertid flere forhold her. For det første vil egypterne aldrig omtale deres nederlag. Farao er solguden Amon-Res direkte søn, og farao kan per definition ikke lide nederlag. Når han alligevel indimellem løber ind i et nederlag, havde hans folk en dobbelt strategi: Enten blev nederlaget helt fortiet, eller det blev udlagt som en strålende sejr. De officielle tekster på faraos templer og i gravkamre ville aldrig omtale slaver.

For det andet nedfældede man informationer om slaverne på papyrus. Israelitterne blev ifølge 2 Mos 1,11 sat til at opføre bl.a. byen “Ramses”. Resterne af denne by ligger på Tell el-Daba’, som ligger i det nordøstlige Nildelta. Hvert år gik Nilen over sine bredder og lagde Nildalen og hele deltaet under vand i mange uger. De årlige oversvømmelser betød imidlertid, at alt papyrusmateriale i jorden rådnede væk i tidens løb. Ved udgravningerne af Tell el-Daba’ har man ikke fundet den mindste stump papyrus. Man har fundet fragmenterne af to breve, der var skrevet på lertavler fra Mesopotamien og hittitterriget. Dertil kommer et væld af seglaftryk. Men de mange papyrusdokumenter, som seglaftrykkene sad på, er rådnet væk.

Derfor er der gode grunde til, at Israel ikke findes omtalt i de egyptiske kilder fra perioden.

For det tredje er der ikke et eneste persisk eller babylonisk ord i hele Loven. Skrifter som Ezra-Nehemias, Krønikebøgerne og Esters Bog har mange persiske ord, hvilket er naturligt, da disse skrifter jo er skrevet i persisk tid. Men når Mosebøgerne – og altså også Anden Mosebog – ikke har et eneste ord af babylonisk eller persisk oprindelse, må disse skrifter være væsentlig ældre end jødernes eksil i Babylon.

Hyksos og fordrivelsen af Hyksos

Fra ca. 2000 f.Kr. slog flere og flere hyrder fra Kana’an sig ned i Nildeltaet. Blandt dem var også patriarken Jakobs sønner. Fra 1650 til 1570 f.Kr. tog et semitisk befolkningslag, kaldet Hyksos, kontrollen over deltaet og grundlagde et selvstændigt rige. Den egyptiske farao havde kun den sydlige Nildal at råde over og herskede fra Theben, langt mod syd. Egypten var på dette tidspunkt altså delt i to riger. Ca. 1570 f.Kr. erobrede den egyptiske farao Ahmose magten tilbage over deltaet, og Hyksos blev fordrevet. Farao Ahmose grundlagde hermed det 18. dynasti (1570-1295 f.Kr.).

Det 18. dynasti og slaveriets begyndelse

Dette dramatiske skifte er formentlig afspejlet i 2 Mos 1,8, hvor det siges, at en ny konge kom til over Egypten, som ikke kendte noget til det, som Josef havde gjort for Egypten. Den mest kendte blandt faraonerne i det 18. dynasti er Tutmoses III, som regerede meget længe (1504-1450 f.Kr.), og som gennemførte mange militære felttog og nåede så langt op i Syrien, at han overskred Eufratfloden.

Ahmose og hans efterfølgere gjorde israelitterne og de andre semitiske grupper i deltaet til slaver for farao. De blev sat til at opføre store militære anlæg og byer. 2 Mos 1,11 nævner byerne Pitom og Ramses. Som sagt er byen Ramses identisk med Tell el-Daba’. Byen var oprindelig Hyksos’ hovedstad, hvor den hed Avaris; men Ahmose ændrer byen til en vigtig kaserneby.

Den østrigske arkæolog Manfred Bietak har gravet på Tell el-Daba’ siden 1966. Farao Ramses II i det 19. dynasti gør byen til sin hovedstad og ændrer byens navn til Ramses, hvilket er det navn som bruges i 2 Mos 1,11.

Manfred Bietak har påvist, hvordan der var en voldsom byggeaktivitet i starten af det 18. dynastis tid. Faraonerne byggede et stort palads i byen, hvor de opholdt sig gennem lange perioder. Store kaserneanlæg af lersten blev konstruerede i byen, og talrige magasiner blev opført til brug for hærens felttog. Tell el-Daba’ lå i den østlige del af deltaet og var ideel som opmarchsted for faraos mange militære togter op i Kana’an og Syrien, især på Tutmoses III’s tid.

Egypterne havde kun statsslaver i perioden 1570-1200 f.Kr. I det 1. årtusinde havde de ikke længere statsslaver. Det er tankevækkende at se, hvordan Israels trældom og udvandring fra Egypten falder præcis i perioden 1570-1200 f.Kr.

Selv om alle de papyri, der havde skildret israelitternes slaveri, er forsvundet, har vi en række gravmalerier fra egyptiske embedsmænd, som viser slaver i arbejde. Den mest kendte er Rekhmires grav fra ca. 1450 f.Kr. (se nedenfor)[1] Her ser vi, hvordan slaver ælter ler med fødderne, så der kan laves mursten, de hælder leret op i forme, stenene tørrer i solen, mens andre slaver er i gang med at bygge med de færdige sten (nederste panel). Alt imens de egyptiske slavefogeder sidder med deres piske og overvåger arbejdet. Ovenover ser vi andre slaver, som knokler med at smelte malm, så faraos tempeldøre kan blive forgyldte. Slaver kunne også blive sat til markarbejde, fremgår det af andre gravmalerier.

En autentisk beretning

Anden Mosebog nævner en række stednavne i forbindelse med israelitternes udvandring. Alle disse stednavne kendes fra egyptiske kilder fra den periode, selv om der er enkelte steder, som vi ikke er i stand til at stedfæste præcist endnu. Personnavnene på de israelitiske ledere er også egyptiske, f.eks. Moses eller Mirjam.

I virkelighedens verden sker der ofte noget, som ingen havde planlagt. Det skete også i forbindelse med israelitternes exodus: Lige efter at 12,37 har omtalt israelitternes udvandring, siger v 38: “Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem”. Det, som er oversat med “stor og broget flok”, betyder egentligt “et sammenrend af mennesker, noget ros”. Moses havde kun haft israelitterne i tankerne, da han gik til farao og bad ham give israelitterne lov til at rejse. Men mange andre af faraos slaver fulgte med israelitterne ud af Egypten og oplevede underet ved Sivhavet sammen med dem (2 Mos 14). Så mange ikke-israelitiske slaver tog del i exodus, i ørkenvandringen og var med til at erobre Kana’ans land. Det er et stærkt autentisk træk. Det viser at udvandringen var en virkelig hændelse. Var beretningen om Israels udvandring blot noget opdigtet, ville man ikke have nævnt, at også mange andre end Jakobs efterkommere erfarede udvandringen.

Udvandringen

I 2 Mos 2,23 nævnes det, at Egyptens konge døde efter lang tid. Moses var 40 år i Midjans land, før farao døde, så denne konge må have hersket i mere end 40 år. Dette kunne stemme med farao Tutmoses III, som regerede meget længe, 54 år i alt. Hans søn Amenhotep II (ikke Tutmoses’ ældste søn) tog over og blev ny farao (1450-1425 f.Kr.). Ved sin tiltræden pralede Amenhotep med, at han ville udrette endnu større ting end sin far.

Noget højst besynderligt sker få år inde i Amenhotep II’s regeringstid. Han iværksætter et felttog til Kana’an med det ene formål at tage nye slaver. Godt 100.000 slaver tager han med tilbage til Avaris (det senere Ramses), siger han. Hvad er der sket? Hvorfor er hans beholdning af slaver blevet så reduceret, at han tager på regulær slaveplyndringstogt? Har en voldsom pestepidemi dræbt mange af hans slaver? Vi har ingen kilder, der antyder det. Eller har det noget at gøre med, at en stor gruppe slaver, israelitter og ikke-israelitter, er udvandrede?

Desuden opgiver Amenhotep II byen Avaris; han flytter sydpå til Theben, paladsområdet får lov at forfalde, og det bliver til begravelsesplads for æsler. Hvad er der sket? Amenhotep II er fuldstændig passiv i resten af sin regeringstid. Noget voldsomt må være sket, som har lammet ham, selv om han ved sin tiltræden få år tidligere pralede med, at han ville udrette endnu større ting end sin far Tutmoses III. De efterfølgende faraoner i det 18. dynasti undgår også byen Avaris.

Det er ikke noget bevis for, at israelitternes udvandring virkelig har fundet sted. Men Anden Mosebogs skildring af udvandringen kan til fulde forklare, hvorfor farao helt opgiver byen Avaris, selv om den stadig lå særdeles godt placeret for militære felttog op i Kana’an, og hvorfor han har behov for at skaffe sig mere end 100.000 nye slaver. Ifølge Bibelen finder udvandringen sted ca. 1446 f.Kr. Det bygger på informationerne i 1 Kong 6,1, Dom 11,26 og 1 Krøn 6,18-23, hvor Første Krønikebog oplister hele 18 generationer af levitter mellem udvandringen og Davids tid.

Mosebøgerne placerer udvandringen på det rigtige tidspunkt, de beskriver de rette omstændigheder, og udgravningerne peger på, at en så voldsom krise må have ramt farao Amenhotep II, at han må opgive denne store by. Meget tyder på, at beretningen om israelitternes udvandring bygger på faktuel erindring.[2]

[1] For en god gengivelse af dette gravmaleri, se James K. Hoffmeier, “Out of Egypt: The Archaeological Context of Exodus”, Biblical Archaeology Review 33.1 (2007), 30-41: 32.

[2] Lyst til mere? Læs Carsten Vang, “Exodus – teologisk myte eller historisk begivenhed?”, Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 36.3 (2009), 46–68.