Lidelsens og ondskabens tilstedeværelse i verden udgør formentlig det største problem af alle for kristendommen, der jo i sit centrum har troen på en kærlig og almægtig Gud. Og vi må blankt indrømme, at vi ikke har det svar, der én gang for alle løser alle spørgsmål om forholdet mellem Guds godhed og almagt og lidelsen og ondskaben i verden. Men vi mener, at vi har en række komponenter til et svar.
For det første vil vi pege på, at da Gud oprindelig skabte verden, var alt godt, som vi kan læse i skabelsesberetningen i Bibelens første kapitel. Ifølge bibelsk tankegang lever vi dermed nu i en slags undtagelsestilstand. Der indtrådte nemlig en katastrofe i forholdet mellem mennesket og Gud, da de første mennesker lod sig lokke af slangen/Satan. Dermed overtrådte de nemlig ikke blot Guds bud, men trodsede Gud selv og mistede dermed det umiddelbare fællesskab med Ham. Borte fra Gud ventede blod, sved og tårer og død. Lidelsen og døden er således i en vis forstand selvforskyldt og imod Guds oprindelige vilje. Og dermed kan man spørge, om Gud kan siges at være direkte ansvarlig for al lidelse og ondskab i verden.
Den berømte teolog Augustin hævder i den forbindelse, at menneskets synd er den utilsigtede konsekvens af, at Gud har skabt mennesket med fri vilje. Gud ønskede nemlig, at mennesket helt frivilligt skulle vælge samværet med Ham. Men mennesket valgte sig selv og afskar sig dermed fra godhedens kilde. Ud fra denne tankegang kan Gud højst siges at være indirekte ansvarlig for den lidelse og ondskab, som vi mennesker påfører hinanden.
For det andet udgør det en markant side ved den kristne tro, at Gud ved tidernes ende, hvor Jesus vender tilbage og tager det endegyldige opgør med synd, ondskab og død, vil afskaffe al lidelse og ondskab (Åb.21,1-7).
Men hvorfor venter Gud med at gribe ind? – spørger man med rette. Det er jo nu, at mange mennesker lider forfærdeligt under andres ondskab! Det bedste svar, som Bibelen giver, og som vi dermed kan give, er, at Gud tilsyneladende tøver med at gribe ind, fordi han vil, at alle skal frelses (2. Pet 3. 9). Derfor vil Gud, at budskabet om Jesus skal forkyndes for alle mennesker, så alle har en chance for at blive frelst. Derefter kommer enden med den endelige udryddelse af det onde.
Men der er mere at sige: Gud er nemlig ikke blot en fjern Gud, der på kølig afstand betragter livets fortvivlede gang på den jord, han har skabt. Nej, Gud valgte på eget initiativ at træde ind i vores lidelsesfulde verden og dele vilkår med os. Han blev selv menneske i skikkelse af Jesus – Jesus, som ifølge Det nye Testamente er Guds ”udtrykte billede”(Hebr 1.3; jf. Kol 1.15) – og var villig til at lide for at gengive os muligheden for fællesskab med Gud (jf. filmen ”The Passion of Christ”). Gud er således slet ikke højt hævet over menneskelig lidelse, men gik af kærlighed frivilligt ind i den for at frelse os. Man kan måske udtrykke det på den måde, at Gud var villig til at påtage sig lidelse for at fri os fra ondskaben herredømme.
Alt dette betyder slet ikke, at vi har givet svaret på lidelsens og ondskabens gåde. Men vi har peget på, at den lidelse og ondskab, som findes i verden, hverken er Guds oprindelige eller endegyldige vilje, og at Gud heller ikke har forholdt sig passiv i forhold til verdens lidelse og ondskab.
Og som nævnt: Ved at skabe mennesker med en vis fri vilje kan Gud højst siges at være indirekte ansvarlig for den lidelse og ondskab, som vi mennesker påfører hinanden. Det er, som C.S. Lewis, påpeger i The Problem of Pain, mennesker, ikke Gud, der har skabt piske, fængsler, slaveri, skydevåben m.m.
Og Bibelen antyder, at menneskets fald også er årsagen til de former for lidelse, som naturen påfører os i form af naturkatastrofer m.m.