Verdens ældste trosforsvar

Introduktion

Kirken har altid haft til opgave at forkynde og kropsliggøre evangeliet om Jesus. Der er løbet meget vand gennem åen i kristendommens 2.000 år lange historie, men kirkens opgave har altid ligget fast. Måden opgaven er blevet løst på derimod – dén har varieret en del! Verden byder nemlig hele tiden på nye spørgsmål og udfordringer, som kirken er nødt til at forholde sig til. Med et lille men … som vi skal se senere, er der faktisk slående ligheder mellem det antikke Romerrige, kristendommen voksede frem i og det sekulariserede Vesten, vi lever i. Vi vil se på, hvordan de første kristne forsvarede deres tro og særligt zoome ind på det uhyre interessante skrift Brevet til Diogenet for at blive klogere på de kristne, der var kirke før os, og for at lade os inspirere af dem, når vi laver apologetik og deler troen i vores sammenhæng i dag.

Tip-tip-tip-oldkirkens apologetik

”Hey Jude”

De første Jesus-troende var jøder, og den tidlige kristne apologetik blev derfor i høj grad formet af den forudgående jødiske apologetik med front mod det græsk-romerske hedenskab. Faktisk havde den jødiske apologetik været så effektiv, at det først var omkring år 130, at kristne for alvor stiftede bekendtskab med hedenskabet selv.[1] I tiden før 130’erne var den kristne apologetiske front rettet mod de jøder, der ikke troede, at Jesus var Israels Messias, fordi de ikke mente, at Jesus havde bragt den lovede messianske tidsalder, hvor der skulle blive fred, selvstændighed og retfærdighed. De første kristne argumenterede for, at den messianske tidsalder var indtruffet ved Jesus – ikke ved at argumentere for, at der var skaffet åndelig fred, selvstændighed og retfærdighed, men ved at henvise til helbredelser, dæmonuddrivelser og dødeopvækkelse, der var sket i Jesu navn midt iblandt dem.[2]

”But I’m a … Greek”

Med tiden skulle de kristne til at forholde sig til den græsk-romerske hedenske front, for der vakte Jesustroen også anstød. Omvendelsen til kristendommen var også noget abrupt fra den græsk-romerske polyteisme til den kristne monoteisme. Man indførte eksorcisme (dæmonuddrivelser) inden dåben og indførte ”forsagelsen” (som vi stadig siger i mange danske kirker i dag) inden trosbekendelsen, som man skulle bekende inden sin dåb, for at markere en afvisning af det hedenske, inden man tilsluttede sig Jesus.[3] Apologeternes front mod hedningerne kan lidt groft inddeles i fire punkter:

1) Man foretog en skarp religionskritik, fordi man anså den hedenske gudsdyrkelse for at være i strid med fornuften. Apologeter som Justin Martyr (ca. 100-165) fremhævede Sokrates som et forbillede, der med filosofien afslørede polyteismen som intellektuelt uholdbar.[4]

2) Man argumenterede politisk. Det var vigtigt for de forfulgte kristne at understrege, at de ikke var til fare for Romerriget, men var dydige borgere, der godt kunne adlyde kejseren og samtidig kalde Jesus for Herre. Kirkefaderen Tertullian (ca. 155-220) argumenterede desuden for, at det er et menneskeligt privilegium at kunne tilbede Gud som man vil, og at den romerske stat burde støtte denne frihed.[5]

3) Man udlagde troen. De første kristne blev blandt andet beskyldt for incest og kannibalisme. Derfor var det vigtigt at forstå kristentroen, så man kunne forklare, at man ikke dyrkede incest, når man talte om at ”elske brødrene”, eller var kannibaler, fordi man mente, at man i nadveren modtog Jesu legeme og blod under brødet og vinen.

4) Man levede et autentisk kristenliv til døden. Den udholdenhed og nåde, det krævede at bevare troen trods skrækkelige pinsler og lidelser under forfølgelser gjorde indtryk på folk; troen på Jesus var ikke tom snak for de kristne, men forvandlede deres liv. Det er ikke tilfældigt, at ordet ”martyrium” kommer af det græske μαρτυρία (martyria) for ”vidnesbyrd”.

Brevet til Diogenet

Nu vil vi zoome ind på et anonymt apologetisk skrift fra det andet århundrede og se på noget konkret apologetik fra oldkirken. Skriftet hedder Brevet til Diogenet[6] og er et apologetisk skrift, der er skrevet til hedningen Diogenet og mennesker omkring ham, der har stillet nysgerrige spørgsmål til kristentroen. Med retorisk skarphed kritiserer forfatteren både hedensk og jødisk religion og beskriver, forkynder og forsvarer det kristne liv og den kristne tro.

”Kalder I dem for guder?”

Forfatterens kritik af den hedenske og jødiske tro er et godt eksempel på den religionskritik, der prægede mange af oldkirkens apologeter. Her vil vi kun se på kritikken af den hedenske religion. Denne religionskritik kan minde om, hvad Emil Børty Nielsen i sin forskning har kaldt ”argumentativ apologetik”, hvor apologeten giver et rationelt forsvar for troen. Mod hedningerne peger forfatteren på, at de gudsbilleder, de laver i sten, ler, sølv og guld alle er lavet af forgængeligt materiale og derfor er døde (Dio. 2,3). Ret dumt at tilbede en sten egentlig … Kritikken ligner den, vi finder i Esajas’ Bog kapitel 44: ”[H]an [afgudsdyrkeren] har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen [af træet] brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten [af træet] gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods.«”

Dernæst påpeger forfatteren hedningernes inkonsekvens: ”Håner og spotter I dem [de hedenske gudebilleder] ikke meget mere, ved at I dyrker dem, der er af sten og ler, uden at I lader dem bevogte, medens I låser dem, der er af sølv og guld, inde om natten og sætter vagter for dem om dagen for at de ikke skal blive stjålet? Ja, ved de æresbevisninger, som I mener at yde dem, straffer I dem snarere, hvis de da har nogen følelse, og har de ingen, fører I bevis mod dem ved at dyrke dem med blod og fedtdamp!” (Dio. 2,7-8) Forfatterens pointe er, at det er inkonsekvent at tilbede billederne som guder og samtidig behandle dem som sten, ler, sølv og guld, som var de ikke guder længere. Derfor det konfrontatoriske udsagn: ”Kalder I dem for guder?” (Dio. 2,5)

”Hvis du altså længes efter denne tro”

Ikke alene vil forfatteren vise, at alternativerne til kristendommen er ufornuftige, men han vil også fremhæve troen på og livet med Jesus som noget fantastisk og berigende – noget man bør håbe på! Det svarer til, hvad Emil Nielsen kalder ”imaginativ apologetik”, hvor man fremhæver kristendommens skønhed og godhed for at vække en længsel efter den. Forfatteren beskriver det kristne liv på en bjergtagende måde, jeg ikke kan yde retfærdighed ved at forklare det; det skal man læse selv. Hermed opfordret til at læse hele skriftet! Og her et udpluk af beskrivelsen af det kristne liv:

Hverken i henseende til land eller til sprog eller til skikke skiller de kristne sig ud. For de bor ikke i egne byer, og de taler ikke nogen særlig dialekt, og de har heller ikke nogen særegen livsførelse. […] De bor i deres egne fædrelande, men som fremmede; de har som borgere del i alle ting, og de udholder som fremmede alle ting. Ethvert fremmed land er deres fædreland, og ethvert fædreland er et fremmed land for dem. […] De lever på jorden, men deres borgerskab er i himlen. De adlyder de fastsatte love, og de overgår med deres egen livsførelse lovene. De elsker alle, og de forfølges af alle. De er ukendte, og de er fordømte; de dræbes, og de vinder derved livet. De er fattige og gør mange rige; de mangler alt, og de har overflod af alt. De er ringeagtede, og de forherliges i ringeagtelse. De bagtales, og de retfærdiggøres. […] Skønt de gør velgerninger, straffes de som forbrydere; når de straffes, glæder de sig som dem, der vinder livet. (Dio. 5,1-2.5.9-14.16)

Med tilsvarende poetisk pen skriver forfatteren med næsten pietistisk ånd om, hvordan Gud har båret over med menneskets synd og endelig sender Jesus:

Men da vor uretfærdighed var blevet fuldstændig [i tiden indtil Jesus kom], og det var blevet aldeles klart, at dens løn: straf og død, stod i vente, og da den tid kom, som Gud forud havde bestemt til for fremtiden at åbenbare sin godhed og magt – å, af overvældende menneskekærlighed og kærlighed hos Gud – så hadede han os ikke og stødte os heller ikke bort og huskede heller ikke på vor slethed, men var langmodig, overbærende, påtog sig, fordi han var nådig, vore synder, gav selv sin Søn som løsesum for os, den hellige for de slette, den uskyldige for de skyldige, den retfærdige for de uretfærdige, den uforgængelige for de forgængelige, den udødelige for de dødelige. For hvad kunne dække over vore synder andet end netop hans retfærdighed? I hvem var det muligt for os ugudelige og slette at blive gjort retfærdige undtagen i Guds Søn alene? Å, dejlige bytte, å, uudgrundelige skabelse, å, uventede velgerninger, for at manges ugudelighed kunne blive skjult ved én retfærdig, og at den enes retfærdighed skulle gøre mange ugudelige retfærdige! Da han således i den forløbne tid havde overbevist os om vor manglende evne til at vinde livet, og nu har vist os den frelser, som formår at frelse også det, der ellers ikke kunne frelses, har han villet, at vi af begge årsager skulle tro på hans godhed og regne ham for vor forsørger, Fader, lærer, rådgiver, læge, forstand, lys, ære, herlighed, kraft og liv. (Dio. 9,2-6)

Forfatteren fortsætter næste kapitel med en uafsluttet sætning: ”Hvis du altså længes efter denne tro og først kommer til erkendelse af Faderen …” (Dio. 10,1). ”Så hvad?!”, har jeg lyst til at spørge! Beskrivelsen af det kristne liv og den kristne tro er meget dragende og inviterende. Sådan kan man åbenbart også lave apologetik!

”Dette ligner ikke menneskeværk”

Forfatteren kommer med en interessant betragtning: ”Ser du ikke, at jo flere [kristne], der pines, jo flere bliver de andre.” (Dio. 7,8). Mod vores intuition voksede kirken i tider med brutale forfølgelser, og de lidende kristne drog mennesker til sig, som de var blevet draget af Jesus selv, da han led på korset. Emil Nielsen arbejder med en tredje kategori af apologetikken, der betegnes ”kommunitaristisk apologetik”, hvor kristnes trofaste og autentiske efterfølgelse af Jesus kan virke tiltrækkende – det kan fint favne, hvad forfatteren tager fat på. Han skriver, at kristne holder loven, ja, endda overgår den, indbyder til fælles måltid og ikke udsætter deres småbørn – noget der, tragisk nok, var almindeligt i Romerriget på den tid. (Dio. 5,6-7.10) Om de kristnes liv og deres lidelse især konkluderer forfatteren: ”Dette ligner ikke menneskeværk; dette er Guds magt; dette er bevis på hans nærvær.” (Dio. 7,9) For forfatteren måtte det være Guds nåde, der stod bag for at de mennesker kunne klare skærene under forfølgelserne.

Vil den rigtige Diogenet rejse sig?

Brevet til Diogenet fejrer ’snart’ 2.000 fødselsdag. Men kan vi alligevel finde værdi i sådan et skrift i dag? Er der moderne Diogenet’er derude, der ville sætte pris på en samtalepartner, som Diogenet fra det 2. århundrede fik? Jeg tror, der er meget at hente i brevet, og at der stadig er rigtig mange Diogenet’er derude i dag. Faktisk er der et ret interessant overlap mellem Romerriget og Skandinavien; både den græsk-romerske hedenske religion og det moderne sekulariserede Vesten værdsætter pluralitet og mangfoldighed – på godt og ondt. Kristne blev i antikken kaldt ateister, fordi de valgte de mange guder fra i stedet for at tilføje deres egen gud til mængden af guder. Gudetilbedelsen var et tag-selv-bord, hvor man kunne indrette guderne til sit liv efter eget ønske. I Vesten er polyteisme ikke så almindeligt, men tanken om, at vi er forbrugere af produkter, livsstile og filosofiske indsigter, som vi plukker fra et rigt tag-selv-bord af muligheder, sammensat efter eget ønske, og synet på andres valg af religion(er), filosofi(er) og livsstil(e) som værende lige gode, minder meget om antikkens pluralisme og religiøse mangfoldighed.

I mødet med den moderne Diogenet kan vi lære af vores forgænger i troen, at ikke alle måder at anskue verden på hænger lige godt sammen. Når man former sit verdensbillede ved at plukke fra forskellige steder, kommer man nemt til at tro på mange selvmodsigende udsagn uden at opdage det. Lad os tage en snak om, hvordan verden mon hænger sammen og turde, kærligt, at påpege udfordringer man ser i andre verdensanskuelser. Desuden kan vi øve os i at fortælle evangeliet som svaret på menneskets længsler. På dansk, så man kan forstå det (her taler jeg også til mig selv)! Sådan kan vi også udfordre konkurrencekulturen og den FOMO, der så ofte hænger i luften; vi behøver ikke nå det hele, hvis det, vi når er det skønneste og bedste, der er – og hvis Jesus er, hvem han siger han er, så må et liv med ham netop siges at være det skønneste og bedste! Til sidst kan vi lære, at vi må øve os i kærlighed – men ikke for at overbevise den moderne Diogenet om kristendommens sandhed! Mens kærligheden kan være dragende, må den aldrig reduceres til et middel frem for et mål, ligesom vores næste heller aldrig må det. Kærligheden og næsten må være mål i sig selv. Bliver andre så draget af at erfare kærligheden alligevel, er det godt at glæde sig over.

Kort sagt lærer Brevet til Diogenet os at sætte pris på tre uvurderlige ting: det Sande, det Skønne og det Gode. Og dét bliver vi aldrig færdige med!

[1] Skarsaune, In the Shadow of the Temple: Jewish Influences on Early Christianity, 226.

[2] Skarsaune, 302–3.

[3] Skarsaune, 229–30.

[4] Skarsaune, 232.

[5] Engelbrecht, Church History: The Basics, 35.

[6] Skriftet Brevet til Diogenet vil fremover blive henvist til som ”Dio.” og er hentet fra: Giversen, De apostolske Fædre II, 242–62.