Var den elskede discipel et øjenvidne?

Mange forskere betvivler, at evangelierne skulle være affattet af øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse. [1] Der er imidlertid gode grunde til at betvivle, at dette skulle være tilfældet, særligt for Johannesevangeliet, der eksplicit hævder om den discipel, Jesus elskede: ”Det er denne discipel, som vidner om disse ting og har skrevet disse ting, og vi ved, at netop hans vidnesbyrd er sandt.” (Joh 21,24)[2] Denne artikel vil undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Johannesevangeliet bygger på den elskede discipel som øjenvidne. Med andre ord: Er den elskede discipel forfatteren bag evangeliet? Det vil blive undersøgt ud fra den oldkirkelige tradition, den kritiske forskning, og endelig ud fra hvad evangeliet selv siger.

Irenæus: Forløberen for den johannæiske konsensus

De fleste forskere daterer Johannesevangeliet til omkring år 90,[3] hvilket betyder, at det er en potentiel mulighed, at den elskede discipel under Jesu virke omkring år 30 kunne have været en ung mand, der stadig var i live i år 90. Hvem forfatteren er, præciseres dog først 70 år senere i år 180 af Irenæus i Mod Kætterne: ”Derefter udgav Johannes, Herrens discipel, ham, der også lænede sig ved hans bryst, et evangelium, mens han boede i Efesus i Asien” (Adv. Haer. 3.1.1).[4] Ifølge Irenæus er forfatteren den elskede discipel, der i Joh 13 lænede sig op ad Jesu bryst, og hans navn er Johannes. Dette har han formentlig fra sin mester Polykarp, som selv ifølge Irenæus var discipel af apostlen Johannes (Adv. Haer. 3.3.4). Således er der blot to led fra Johannes til Irenæus, hvilket styrker troværdigheden af Irenæus’ udsagn. Efter Irenæus bliver konsensus inden for Oldkirken, at apostlen Johannes, den elskede discipel, er forfatteren bag det fjerde evangelium.

Den johannæiske skole

I det 18. århundrede begyndte forskere dog at så tvivl om Irenæus’ og andre oldkirkelige kilders historiske værdi. Som alternativ til det apostoliske forfatterskab præsenterede Ernest Renan i 1863 sin tese om en johannæisk skole, inden for hvilken de johannæiske skrifter skulle være opstået, og denne tese har sidenhen vundet bred tilslutning i forskningen.[5] Tesen handler om, at der har været en skole, hvori de johannæiske skrifter (Johannesevangeliet og -brevene) over tid og på baggrund af overleveringer er nedskrevet af en eller flere anonyme forfattere. R. Alan Culpepper bruger 30 sider på at opliste et væld af forskere, der fra 1863-1975 har argumenteret for tesen. Således kan man fristes til at konkludere, at man har nået en konsensus inden for forskningen, men ifølge Culpepper er man langt fra en konsensus. Det skyldes på den ene side, at mange tilslutter sig tesen uden at argumentere for dens berettigelse, og på den anden side at forskerne langt fra kan blive enige om, hvordan denne skole har set ud.[6]

Culpepper forsøger selv udførligt at argumentere for tesen, men det store problem ved tesen er i det hele taget, at kildematerialet er mangelfuldt. ”[T]he history of a ‘Johannine community […] is almost completely unknown to us”, som Martin Hengel siger.[7] Kilderne på skolens eksistens er nemlig mere eller mindre blot selve de johannæiske skrifter! Således forsøger enhver, der argumenterer for tesen, at rekonstruere en skole uden at have det store at rekonstruere ud fra.

Den elskede discipel – en historisk person?

Nu hvor vi har set på Oldkirken og den kritiske forskning, vil vi gå videre til, hvad Johannesevangeliet selv siger om sagen. Joh 21,24 er allerede citeret ovenfor og siger, at den elskede discipel ”har skrevet disse ting.” Denne elskede discipel er ifølge de fleste forskere ikke blot nogen litterær figur, men har også været en historisk person. Det primære argument for det er, at talen om den elskede discipels død i Joh 21,23 ville være meningsløs, hvis ikke han som historisk person rent faktisk var død.[8] Der hvor vandene i høj grad deler sig inden for forskningen, er til gengæld spørgsmålet om, hvordan ordet ”skrevet” (graphō) skal forstås.

Graphō – udtryk for ”åndeligt ansvar”?

I den anerkendte ordbog Theological Dictionary of the New Testament skriver G. Schrenk i 1937 en katastrofal definition af ordet graphō. På baggrund af at Paulus bruger graphō om det at diktere, hvad han siger til en skriver, mener Schrenk, at graphō i Joh 21,24 blot skal forstås som, at den elskede discipel har haft ”spiritual responsibility” for sit skrift (fed-markeringen er ikke min). Så når den elskede discipel “skrev” Johannesevangeliet, skal det forstås som, at han indirekte havde et åndeligt ansvar for, hvad der blev nedskrevet. Men hvordan kan man gå fra det, at en forfatter dikterer noget til det at skulle have et udefinerbart ansvar for en tekst? Schrenks definition synes at være postulerende og ifølge Richard Bauckham er denne brug af graphō slet ikke noget, man finder i antikken: ”Not a single example is given of the use of graphein to assert no more than ‘spiritual responsibility’ for the content of a book”.[9] Hverken inden for eller uden for NT bruges ordet således.

Kan man ikke være ligeglad med et upræcist ordbogsopslag fra 1937? Nej, for konsekvensen har været, at forskere har kunnet referere til denne forståelse uden at behøve at legitimere den fra anden side. Hvem vil betvivle, hvad der står i en ordbog? Det har således betydet at store Johannes-forskere som Raymond E. Brown og Culpepper har henvist til den og brugt det som hovedargument for, hvorfor Joh 21,24 ikke skal forstås som en bestemmelse af, hvem der har affattet evangeliet.[10] De kommer faktisk ikke med andre argumenter ud over at henvise til Schrenks definition! Argumenterne mod at graphō ikke skal forstås som reference til forfatteren hviler således på et spinkelt grundlag. Derfor er det klart, at Joh 21,24 hævder, at den elskede discipel har skrevet evangeliet. Denne kan vi kalde for tekstens ”implicitte forfatter”, altså den der ifølge teksten selv er forfatteren.

Johannesevangeliets faktiske forfatter

Man kan nu spørge: Kan vi regne med, at tekstens implicitte forfatter også er dens faktiske forfatter? Kan vi stole på, at den, teksten siger, er forfatteren, rent faktisk er forfatteren? Majoriteten af forskere mener, at kap. 21 er en senere tilføjelse til Joh 1-20 (og det er sikkert også rigtigt). Nogle kunne da indvende, at en gruppe fra den johannæiske menighed har taget Joh 1-20 og tilføjet kap. 21 af personlige interesser for at understrege troværdigheden af skriftet med forfatterangivelsen i Joh 21,24. Men hvis det er sandt, hvorfor har de så ikke tilføjet disciplens navn? Hvorfor blive i mysteriet om dennes identitet?

Hvis kap. 21 er tilføjet senere, er det sket kort efter affattelsen af Joh 1-20,[11] og formentlig af nogle af den elskede discipels tilhængere.[12] Skulle de have opdigtet forfatterskabet, ville det være ret nemt at påvise, at ”[John] 21.23,24 was an invention”, som Hengel indvender. Han fortsætter:

”How could a work which was attributed to a phantom disciple find recognition in the Johannine circle, and in so doing prompt this circle to false speculations about the death of this disciple? […] Would the community have accepted this phantom figure as its ‘anonymous teacher’[?]”.[13]

Johannesevangeliets autoritet i Johannesmenigheden er ifølge Hengel opnået, netop fordi den elskede discipel var den faktiske forfatter, og det synes at være den mest plausible antagelse.

Den elskede discipels identitet

Hvis den elskede discipel er forfatteren bag Johannesevangeliet, er det nærliggende at spørge: Hvem er vedkommende? Charlesworth gennemgår 23 løsningsforslag i forhold til at identificere disciplen.[14] Harold W. Attridge udtrykker det således, at ”[e]very attempt to pursue that quest [for the Disciple’s identity] runs into a dead end”.[15] Det skyldes, at Johannesevangeliet selv har gjort det svært for læserne at identificere den elskede discipel: ”[T]he gospel makes any assessment of his identity problematic”, som Michael J. Leary skriver.[16] Derfor er det måske ikke Johannesevangeliets intention, at forfatteren skal bestemmes. Forfatteren vil nemlig ikke vidne om sig selv, men om Jesu liv og gerninger, død og opstandelse. Samtidig kan enhver læser sætte sig i den elskede discipels sted. Enhver discipel er en discipel, Jesus elsker, på samme måde som han elskede Martha, Maria og Lazarus (Joh 11,5). Men denne læsning fungerer kun, når forfatterens identitet forbliver skjult. Det betyder ikke, at læserne ikke har kendt til forfatteren, og det betyder heller ikke, at det ikke er muligt at komme med et plausibelt bud på disciplens identitet. Men Joh 21,24 vil understrege to ting for Johannesevangeliets læsere. På den ene side, at den elskede discipels anonymitet skal gøre hans historiske identitet mindre interessant og i stedet pege på Jesus (Joh 3,30). På den anden side, at vidnesbyrdet om Jesus bygger på ham som øjenvidne (Joh 19,35). Når han er et øjenvidne, kan vi på samme måde som de første læsere komme til erkendelsen af, ”at hans vidnesbyrd er sandt” (Joh 21,24), ikke blot som ide eller myte, men som en historisk sandhed, så vi kan tro på, at Jesus virkelig er Guds søn (Joh 20,31).

[1] Denne artikel bygger på mit bachelorprojekt, jeg afleverede i juni 2024, med titlen ”Den johannæiske jagt: Jagten på Johannesevangeliets forfatter”. For en mere udførlig gennemgang af forfatterspørgsmålet samt en kritik af Jesper Tang Nielsens doktorafhandling fra 2023, der har et radikalt bud på tilblivelsen af Johannesevangeliet og -brevene, kan man skrive til mig på Facebook og få tilsendt bachelorprojektet.

[2] Min oversættelse. ”autou” (hans) står foranstillet i den græske tekst, og dermed lægges der vægt på, at ”netop hans” vidnesbyrd er sandt.

[3] Stanley E. porter kalder dateringen ”AD 80-100” for ”a widespread consensus date for the composition of John’s Gospel” (Stanley E. Porter og Hughson T. Ong, “The Origins of John’s Gospel: An Introduction”, I The Origins of John’s Gospel, redigeret af Stanley E. Porter og Hughson T. Ong (Leiden Boston: Brill, 2015), 18).

[4] Min oversættelse.

[5] R. Alan Culpepper, The Johannine School: An Evaluation of the Johannine-School Hypothesis Based on an Investigation of the Nature of Ancient School (Missoula: Scholars Press, 1975), 4-34.

[6] Culpepper 1975, 37.

[7] Martin Hengel, The Johannine question, oversat af John Bowden (London: SCMT Press Ltd, 1989), 205, n. 85.

[8] Culpepper 1975, 265.

[9] Richard Bauckham, Jesus and the Eyewitnesses: The Gospels as Eyewitness Testimony (Grand Rapids, Michigan: Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 2006), 360. For yderligere kritik af Schrenk se Kevin J. Vanhoozer, First Theology: God, Scripture and Hermenutics (Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press, 2002), 261-62.

[10] Raymond E. Brown, The Gospel According to John XIII-XXI, The Anchor Bible 29A (London: Geoffrey Chapman, 1971), 1123; Jf. Bauckham 2006, 360-61; R. Alan Culpepper, Anatomy of the Fourth Gospel: A Study in Literary Design (Philadelphia: Fortress Press, 1983), 48.

[11] Senest omkring år 100 (Raymond E. Brown, The Gospel According to John I-XII, The Anchor Bible 29 (London: Geoffrey Chapman, 1971), LXXXVI; Hengel 1989, 81).

[12] På baggrund af de antikke kilder om det johannæiske fællesskab ser Brown en mulighed for, at ”the disciples of John played a role in the composition of the Gospel” (Brown 1971a, C).

[13] Hengel 1989, 195-96, n. 15.

[14] James H. Charlesworth, The Beloved Disciple: Whose Witness Validates the Gospel of John? (Valley Forge, Pennsylvania: Trinity Press International: 1995), 127-224.

[15] Harold W. Attridge, ”The Restless Quest for the Beloved Disciple”, i Early Christian Voices: In Texts, Traditions, and Symbols. Essays in Honor of François Bovon, redigeret af Ann Graham Brock, David Pao, og David Warren (Leiden: Brill, 2021), 79.

[16] Michael J. Leary, ”The End of John: A Literary Reading of John 21”, ph.d., (University of Edinburgh: 2019), 119.