Transhumanisme

Denne artikel handler om et tema, som ved første øjekast kan virke ret spacy, måske næsten gakket. Det handler om transhumanisme.

Transhumanisme er en betegnelse for den forestilling, at man ved hjælp af teknologi kan overskride menneskets fysiske, kognitive og emotionelle begrænsninger. Menneskets krop er enestående kompliceret, men alligevel også ret begrænset: Vi bliver hurtigt trætte, kan ikke løfte særligt tunge ting, kan ikke bevæge os særlig hurtigt (det fysiske). Vi har den mest komplicerede hjerne blandt alle arter, alligevel glemmer vi hurtigt, bliver mentalt trætte af at koncentrere os og foretager logiske fejlslutninger (det kognitive). Vores følelsesliv er sammensat til et niveau, hvor vi ikke selv kan gennemskue, hvorfor vi føler, som vi gør, og derfor præges mange af os af negative følelser. I hvert fald er der intet menneske, som kun har følelser af velvære, nydelse og lykke (det emotionelle).

Transhumanisme er en broget bevægelse, men fælles for alle dens tilhængere er, at de anser mennesket for at være formbart. Det er altså muligt at overskride de menneskelige begrænsninger ved hjælp af teknologi. Ofte bliver det formuleret på den måde, at mennesket nok er det højest udviklede dyr, men evolutionen er ikke afsluttet endnu, og der er ingen grund til at vente på, at udviklingen sker. Transhumanister vil altså gå fra en tilfældig udvikling til en teknologisk styret evolution.

Når menneskets begrænsninger er så mangfoldige, bliver transhumanismen også hurtigt uoverskuelig, fordi den fokuserer på mange forskellige ting på én gang. Derfor er det nyttigt at opdele transhumanismen i nogle varianter, så man kan se, hvor stor forskel der er på, hvad ambitionen er. Den katolske teolog Benedikt Paul Göcke har lavet et nyttigt skel mellem kvantitative og kvalitative forbedringer af mennesket.

De kvantitative forbedringer udvikler mennesket indenfor dets nuværende biologi og fysiologi. Hvis jeg kan løfte 30 kilo, når jeg arbejder på mit lager, kan man understøtte min muskulatur med en teknologisk protese, der gør, at jeg kan løfte 100 kilo i stedet. Ideen om cyborgs bliver ofte placeret her, selvom cyborgs i sig selv kan fokusere på både kvantitative og kvalitative forbedringer.

Det kvalitative handler så om, at mennesket ændrer sig, så det kan gøre noget helt nyt. Det kan være, at man får installeret en chip i hjernen, så man kan gå på internettet med tankerne og dermed have øjeblikkelig adgang til al eksisterende viden.

Der er mange emner, der kan være svære at placere i dette skema. Fx har transhumanistiske gerontologer (aldringsforskere) foreslået, at man kan få indsat nanorobotter i blodet, så sygdomsfremkaldende antistoffer løbende fjernes. Nogle har også foreslået, at nanorobotter kan hjælpe kroppens metabolisme (stofskifte), så det er så optimalt som muligt hele livet igennem. Mange af disse emner behandles i den populære israelske historiker Yuval Hararis bog Homo Deus, som kortlægger transhumanismens forskellige projekter.

Kan man overvinde døden?

Ofte er det de kvalitative spørgsmål, der bliver diskuteret, fordi de også hurtigt ender i en diskussion om den hellige gral: at teknologien kan hjælpe os med at udsætte eller endda overvinde døden. Harari skriver i den nævnte bog, at transhumanister anser døden for at være et teknisk problem, som derfor har en teknisk løsning. Døden er et kompliceret problem, som vi ikke har løst endnu, men det vil ske, hvis vi bare knokler på.

Kampen mod døden er for mange transhumanismens hovedprojekt, og der har været gjort mange forsøg på at få skubbet på den udvikling. Kloning er ét eksempel, kryoteknik et andet. Kloning handler om at kopiere et arveanlæg, så man kan genskabe personen. Kryoteknik betyder, at man nedfryser en nyligt afdød med håbet om, at man en dag kan genoplive personen, når teknologien er tilstrækkeligt udviklet. Ved kloning forsøger man at overvinde døden ved hjælp af kopiering, ved kryoteknik vil man overvinde døden ved hjælp af genoplivning.

Kloning er et politisk sprængfarligt emne, og der er store lovmæssige begrænsninger, der hæmmer eksperimenterne. Som med al anden transhumanistisk forskning er et tilbagevendende problem, at man er nødt til at eksperimentere med levende kroppe for at kunne få indsamlet data, som man så videre kan bruge til ny teoriudvikling og nye eksperimenter. Men de fleste politikere er ikke villige til at stille befolkningen til rådighed for denne type af forskning, som er så usikker. Det frustrerer mange transhumanister, som taler for, at vi er moralsk forpligtede til at skubbe på udviklingen, så mennesket som art kan overleve.

Til mange transhumanisters overraskelse har kryoteknik aldrig vundet folkestemningen. Lige nu er der kun omkring 250 afdøde i de flydende nitrogentanke i USA og omkring 1500 har skrevet sig op til at gå samme vej, når de en dag skal herfra. Derfor har der også været en udvikling henimod et forøget fokus på ”mind-uploading”, hvor man får scannet sin hjerne (såkaldt ”whole brain emulation”) og kopieret den digitalt, så kan man ”genopstå” i cyberspace til evigt liv. Mind-uploading er stadig meget spekulativt. Dels ved ingen, om det overhovedet er muligt at foretage en komplet scanning af den menneskelige hjerne. Dels ved ingen, hvad forbindelsen mellem hjernens biokemi og bevidstheden er, og hvis mind-uploading skal være en realitet, må den ”genfødte” jo være bevidst. Dels ved ingen, hvad den præcise forbindelse mellem bevidsthed og krop er, og meget tyder på, at kroppen er selve forudsætningen for at være et individ, hvorfor en uploading af en scannet hjerne ikke vil have nogen effekt.

Teologernes vurderinger

Transhumanismen bliver ofte kaldt en erstatningsreligion, fordi den forsøger at give et svar på livet efter døden og dermed bringe håb til dødsangste mennesker. De fleste transhumanister understreger dog, at man kun låner træk fra kendte religioner, for man tænker gennemført naturalistisk om mennesket. Der er ingen Gud, mennesket er ren biologi, og vi har kun dette univers at leve i.

Det betyder også, at teologer og kristne tænkere har forholdt sig forskelligt til bevægelsen. Nogle er ret begejstrede og siger, at det også er en vision i kristendommen, at mennesket skal udvikle sig. At vi skal få del i guddommelig natur (Andet Petersbrev 1,4). Denne guddommeliggørelse af mennesket er der ikke noget i vejen for, at vi selv arbejder med på, heller ikke selvom det i sidste ende er Gud, der griber ind og fuldender processen, vil disse folk sige.

Andre er mere skeptiske og advarer imod, at mennesket overtager Guds skaberrolle og laver om på den verden, Gud selv har kaldt gennemført god (Første Mosebog 1,31). Denne gruppe vil sige, at alt, hvad mennesket behøver for at kunne blomstre, trives og udvikles, allerede ligger i skabelsen. Det eneste, der vil komme ud af menneskelig indgriben, er en afsporing af Guds gode plan for verden.

Tre grunde til min egen skepsis

Jeg er selv ret skeptisk overfor transhumanismen. For det første er jeg enig med de ”biokonservative” i, at man næsten med sikkerhed skaber en mere ulige verden, hvis man slipper disse teknologier løs. De vil helt sikkert være ekstremt dyre, og derfor er det kun de mest velstillede, der har råd til dem.

For det andet advarer flere mod, at udviklingen vil være irreversibel. Det betyder, at man ikke kan vende om og fortryde. Hvis transhumanismens projekt lykkes ultimativt, vil der være skabt en ny art. Men selv hvis det ikke lykkes, advarer flere imod, at et indgreb i den menneskelige natur ikke blot er en sag for den enkelte, men også en beslutning, der påvirker de kommende generationer. Sådan advarede C.S. Lewis fx allerede i 1940’erne. De kommende generationer bliver patienter (modtagere) af eksperimenterne, og det er i sidste ende at tage dem som gidsler.

For det tredje er der en flugt fra døden i transhumanismen, som ikke er holdbar. I sidste ende fortæller termodynamikkens anden lov os, at universets energi vil ophøre og det hele forgå. Det er ikke muligt at skabe evigt liv i det eksisterende univers. Her må der et indgreb til fra en instans udenfor systemet, og i den kristne teologi er Gud netop den almagt, der kan nyskabe universet og give evigt liv. Transhumanismen er ikke det gode svar på menneskelig lidelse og dødsangst, her har Gud selv vist den gode vej. Transhumanismens mindre ambitiøse forsøg på at skabe bedre og mere lykkelige liv med mindre sygdom og lidelse er et langt bedre projekt, som kristne også kan se mening i, og jeg anser det derfor for en vigtig opgave for kristne at være med til at holde transhumanismen på det sunde spor og overlade det til Gud at være Gud.