En klassisk indvending mod kristendommen er, at dens voldelige historie modsiger, at den skulle være kærlig og god. Indvendingen er særligt potent, når emnet falder på korstogene, hvor magtsyge paver, griske adelige og voldsparate fanatikere drog på hellig krig med Gud i ryggen. Eller værre igen, at korstogene i virkeligheden er udtryk for en slags kristen proto-kolonialisme. Hvis man ønsker at gøre op med Vestens fortids synder, bør man derfor tage afstand fra kristendommen, som er skyld i dem. Men er kritikken berettiget?
Optakten til korstog
I løbet af det femte århundrede kollapsede det vestlige Romerrige, og den stabilitet, som Romerriget havde leveret, forsvandt. Nye ”barbariske” folkeslag kæmpede for magt og for deres plads på kontinentet. Perioden mellem Vestromerrigets fald frem til korstogene er mildest talt kompliceret at opsummere, men den vigtige pointe for denne artikels sag er dette: Kirken indgik hele middelalderen igennem politiske alliancer med de nye magthavere, såsom Klodevig I (Merovingiske frankerrige), Karl den store (Karolingiske frankerrige) og Otto den Store (tysk-romerske kejserrige). Det lykkedes på den måde igen at forene kirke og stat som samarbejdspartnere i en konstellation, der mindede om den, der var i Romerriget. Det kristne Vesteuropa var i 1095 igen politisk stabilt, og stod ikke længere i en intern kamp for overlevelse.[1]
Det var ikke et øjeblik for sent. For i starten af 600-tallet opstod en ny religion i Arabien, islam, som med udgangspunkt i byerne Medina og Mekka havde bredt sig til store dele af Mellemøsten og Nordafrika, områder der tidligere var højborge for kristendommen, for slet ikke at nævne tre af verdens fem vigtigste kristne byer, Alexandria, Antiokia og Jerusalem. I midten af 600-tallet begyndte muslimske togter ind i Europa. Mavepusteren kom dog i 711, hvor umayyaderne invaderede og erobrede den Iberiske Halvø og forsøgte ekspansion ind i Frankerriget også.[2] De muslimske overherrer begik massakrer og undertrykte kristne og jøder og pålagde dem særskatter, jizya, samt ødelagde helligsteder, monumenter og relikvier.[3] Byzans, der var den stærkeste kristne magt i verden siden Vest Romerrigets fald, havde i starten af 1000-tallet mistet størstedelen af sine landområder, op mod 2/3, til muslimske magthavere.[4] For at gøre ondt værre havde kirken, som ellers havde virket samlende for øst og vest, gennemgået det største brud i dets historie, skismaet i 1054.[5] Fjenden mod kristenheden, men måske vigtigere, mod Europa, bankede på døren, både i vest og i øst.
Gamle venner
I filmen Ringenes Herre: Kongen vender tilbage, ser vi Denethor, marsk af Gondor, nægte at tænde bavnene, der skulle sende signal til Rohan om, at Gondor var under angreb. Han havde mistet håbet efter en lang kamp mod Mordors styrker, en kamp han tilsyneladende ikke kunne vinde. Måske Kejseren af Byzans, Alexius I Komnenos, følte sig i en sådan håbløs situation, da han så seljukkernes hære knap 150 km fra sin hovedstad Konstantinopel, efter ca. 400 års konflikt med forskellige muslimske dynastier. I Ringenes Herre står Gondors gamle allierede Rohan klar til at hjælpe, hvis de ser Gondors bavne tænde. ”The Beacons of Minas Tirith! The beacons are lit! Gondor calls for aid!” “And Rohan will answer their call!” Alexius I Komnenos “tændte sin bavne” og kaldte på hjælp i Vesteuropa. Rohan svarede Gondors kald. Og Pave Urban II svarede Byzans’ kald:
”For I må skynde jer at yde hjælp til jeres brødre, der bor i Østen, og som har brug for jeres hjælp, hvilken de ofte har bedt om. For tyrkerne, et persisk folk, har angrebet dem, […] de har dræbt eller tilfangetaget mange mennesker, de har ødelagt kirker og de har hærget Guds rige. Hvis I tillader dem at fortsætte meget længere, vil de i langt større omfang underlægge sig Guds trofaste folk.”[6]
Figur 1 Kirkemødet i Clermont 1095, hvor Pave Urban II indledte det første korstog, billede fra 1400-tallet ukendt kunstner
Med de ord, og ønsket om at hjælpe sin næste, Byzans,[7] reagerede Vesteuropa på Alexius I Komnenos’ anmodning, og drog på korstog i Mellemøsten, hovedsageligt i perioden 1095-1270. Og der var stor iver, som vi læser hos bl.a. William af Malmesbury: ”Waliseren opgav jagten i skovene, skotten forlod sine vante lus, danskeren afbrød sit uophørlige drikkeri, og nordmanden forlod sin kost af rå fisk”.[8]
Overordnet set havde kun det første korstog succes med at opnå sit mål. Det var til gengæld også en overraskende stor succes, med generobringen af Nikæa, Antiokia og Jerusalem og grundlæggelsen af et nyt kristent kongedømme som bestod i knap 200 år, fra 1099-1291. De efterfølgende korstog var generelt mindre vellykkede, sommetider direkte katastrofale. Korstogsbevægelsen var da også fyldt med problemer, og flere gange undervejs måtte kirken træde ind og fordømme korsfarerne. De mest kendte eksempler er voldshandlinger mod jøder i Europa og plyndringen af Konstantinopel under det fjerde korstog. Faktisk gik nogle af korstogene så ringe, at samtidens muslimer så det som en bekræftelse af deres overlegenhed.
Var korstogene så udtryk for kolonialisme? Den populære opfattelse af korstogene, hvor Vesten udfører en form for imperialistisk undertrykkelse af Mellemøsten, opstod først omkring år 1900, som et politisk modsvar til kolonialiseringen af Mellemøsten.[9] Man kan dog med rimelighed sige, at den moderne forskning imidlertid peger i én retning: Korstogene var et kristent svar på muslimsk ekspansion ind i områder, der blev opfattet som kristne, og i høj grad også havde været det. Fortællingen om korstogene som en form for proto-kolonialisme er altså mildest talt problematisk.
Teologien tager præg af kulturen
Figur 2 Kristus som kriger, 600-tallet, Sankt Andreas kapellet i Ravenna.
Anelhj, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Med et lille blik ind i korstogenes optakt og motivation kommer vi nu til et vigtigt spørgsmål: Hvorfor blev det til korstog? Hvordan udviklede kristendommen sig fra en religion med Jesus som forbillede til pludselig at tale for hellig krig? Hvordan gik en kirke, der brystede sig af sin villighed til selv at gå i døden før den greb til våben,[10] efter Jesu eget forbillede (Joh 18, 10-12), til at drage på korstog?
Den generelle konsensus om oldkirken er, at man som regel så ilde til, at kristne var soldater, både fordi man i hæren blev tvunget til afgudsdyrkelse,[11] og fordi det Nye Testamente så ofte udtaler sig imod vold (Matt 5,38-48; 7,1-2; 26,52-54; Luk 3,14; Joh 18,36; Rom 12,17-21; Gal 5,19-21; Tit 3,1-2). Bibelens ”kærlighed frem for vold”-tilgang er da også udtrykt blandt flere af kirkefædrene,[12] dog skal det også være sagt, at den almindelige kristne til tider har tjent i militæret på trods. Vi finder altså i oldkirken et nuanceret billede, hvor det dog er svært at se, at man skulle have billiget vold, men alligevel har haft praktiske årsager til at acceptere, at det forekom.[13]
Magten bliver kristen
I starten af det 4. århundrede blev den romerske kejser Konstantin kristen og med kejseren også riget, især da kristendommen blev statsreligion under Kejser Theodosius i 380. Den bevægelse var monumental på mange måder, men havde også den konsekvens, at kejseren nu pludselig tilsluttede sig en religion, der havde haft et kompliceret forhold til krig. Denne spænding virker til at afføde den første reelle teori om krig fra kristent hold, formuleret af Augustin i teksten ”Om Guds Stad”.[14] Augustins teori om retfærdig krig (Bellum Iustum) kan kort beskrives i 5 dele: 1) Målet for krigen er etablering af fred. 2) Krigen føres kun som selvforsvar, eller for at tage hvad der blev stjålet tilbage. 3) Den må være proportionel, soldater bør udvise tilbageholdenhed. 4) Kampen foregår uden at ydmyge modstanderen og skabe foragt og 5) Krigsfanger holdes i live. Augustins teori om retfærdig krig kan ses som første led i bevægelsen mod en kristen hellig krig, selvom Augustin selv aldrig udtrykker en sådan tanke og fastholder det syndige i at slå ihjel.[15]
Med bevægelsen væk fra et samlet imperium med græsk-romersk kultur, opstod en ny magtklasse, en mere broget samling af krigsherrer, hvis kultur i langt højere grad hyldede krigeren og vold.[16] Selv efter kristningen af disse folkeslag ansås krigeren som ærværdig, det ses fx i ”Rolandskvadet” eller ”Beowulfkvadet”. Idealet for den kristne lensherre i middelalderen indebar altså i høj grad også kamp, vold og strid. Med kirkens ønske om at konvertere disse krigsherrer anvendtes disse idealer i missionsarbejdet, og kirkens egne folk begyndte at adoptere idealet for sig selv.[17] Denne syntese mellem krigeridealet og kristendommen ses nok tydeligst i ”Drømmen om Kristi kors” eller ”Heliand”, hvor Kristus bl.a. beskrives som en kriger, der overvinder synden.[18] Et dansk eksempel på denne stærke kriger-Jesus kunne være Åbykrucifikset. Sammenlagt kan det opsummeres således: I forsøget på at konvertere de opståede europæiske krigersamfund, brugte kirken disse krigersamfunds idealer i en kristen kontekst. Men i denne brug blev forståelsen af de kristne dyder også præget af krigeridealet.
Figur 3 Åbykrucifikset, ca. 1100, ukendt kunstner. Nationalmuseet.
Omfavnelsen af disse idealer var dog ikke uden konflikt. Mens kristendommen sagtens kunne rumme vægtlægningen på Kristi gerning som en kamp, og dermed en agtelse af krigerens dyder, var det ikke konfliktfrit at være kriger. Vold var ikke blevet mindre syndigt og drab endnu mindre. Det lå middelalderens konger tungt på sinde, at de ved deres krigsførelse og voldshandlinger risikerede at give køb på det evige liv. I et forsøg på at opnå frelsen begyndte de, som havde råd bl.a. at opføre store bygningsværker, kirker og klostre, hvor de til gengæld fik bedt for deres sjæl,[19] andre gik på pilgrimsfærd.
Netop pilgrimstanken, som længe havde været forbundet med syndsforladelse, blev anvendt i forbindelse med korstogene. Et særligt løfte om syndsforladelse var altså forbundet med den pilgrimsvandring til Jerusalem, den kristne korsfarer drog ud på.[20] Det opvejede den frygt, man havde for at gå fortabt, fordi korsfareren netop drog i krig og derfor ikke kunne undgå synd. Den nyere forskning peger på, at pilgrimsmotivet var bærende hos den enkelte korsfarer. Det var de ældste sønner, der drog af sted frem for de yngste, altså, det var dem som stod til at arve jord, rigdom og titel, der drog af sted. Vi kan se fra optegnelser, at der ingen forventning var til rigdom ved at drage afsted, flere risikerede endda bankerot.[21] Det tyder altså ikke på, at korsfarernes motivation har været grådighed, men løftet om syndsforladelse.
Historikerne Michael Pihl og Jesper Rosenløv gør i øvrigt opmærksom på, at krig var et kristent modsvar til islams ekspansion, både i Spanien, Nordafrika og Mellemøsten. At ty til vold lå ikke naturligt i kristendommen og opstod sent i traditionen, derfor er det rimeligt at pege på de muslimske aggressioner som katalysator for udviklingen af hellig krig i kristen kontekst.[22]
Konklusion
Intet af dette undskylder kirkens handlinger, og det er svært at benægte, at kirken i 1000-tallet var blevet indblandet i samtidens kultur på en problematisk måde og i den forbindelse brugte sin religiøse autoritet til at opfordre til at drage i krig, hvor volden var en integreret del af pilgrimsvandringen. Men måske kan vi bedre forstå kirkens handlinger, når vi forstår den historiske situation i middelalderens Europa, islams ekspansion, Augustins teologi om retfærdig krig og middelalderens krigerideal. Det er måske ikke så besynderligt, at korstogene fandt sted.
Når kritikkeren placerer ansvaret for korstogene hos kristendommen, er det vigtigt at fastholde, at mens korstogene nok bar religiøst præg og havde klare religiøse motiver, var anledningen politisk. Men Pave Urban II anså klart en kristen dyd i at kæmpe for kristenheden og hjælpe sin kristne nabo og arbejde for at forene kristne landområder igen.[23]
Bliver vi så nødt til at tage afstand fra kristendommen? Jeg tror det ikke. Korstogene som bevægelse er langt mere nuanceret end vi er vant til at få dem præsenteret. Derfor synes jeg heller ikke, at det er rimeligt at pege på korstogene som en slags kristen proto-kolonialisme, hvilket de ikke var. Vi bør ikke affeje kristendommen på baggrund af dens voldelige historie, som i øvrigt ofte er overdreven. I stedet bør vi tage den alvorligt, lære af den og så se frem, ligesom vi også bør lære af alt det gode, kristendommen har bragt med sig gennem tiden. Som kirke er målet at efterligne Jesus, men som de amatører vi er, begår vi konstant fejl. Det betyder dog ikke, at vi skal stoppe med at gøre forsøget.
[1] Engelbrecht, Church History, 90–106; 130–33.
[2] Pihl og Rosenløv, Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv, 43–54.
[3] Pihl og Rosenløv, 54–65.
[4] Pihl og Rosenløv, 106.
[5] “East-West Schism | Summary, History, & Effects | Britannica”; Engelbrecht, Church History, 137–43.
[6] “Kap. 5 – tekst 5.a – Forlaget Columbus”, 5 (uddrag af Pave Urban II’s tale i Clermont v. Fulcher af Chartres).
[7] Pihl og Rosenløv, Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv, 227.
[8] Pihl og Rosenløv, 129.
[9] Dickson, Bullies and Saints, 17–21; Pihl og Rosenløv, Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv, 131–33.
[10] “CHURCH FATHERS: Apology (Tertullian)” Chapter 37.
[11] “CHURCH FATHERS: De Corona (Tertullian)” X.
[12] “CHURCH FATHERS: The First Apology (St. Justin Martyr)”14-15; “CHURCH FATHERS: Contra Celsum, Book VIII (Origen)”73; “CHURCH FATHERS: Of Patience (Tertullian)”3; Dickson, Bullies and Saints, 127–28.
[13] Ph.D, “Early Christian Pacifism?”
[14] “CHURCH FATHERS: City of God (St. Augustine)”.
[15] Dickson, Bullies and Saints, 134–35.
[16] Paradis, Barnes, og Lagemann, “Chapter 14”.
[17] Tyerman, God’s War, 35–38.
[18] “The Dream of the Rood and the Image of Christ in the Early Middle Ages”; McGrath, Christian theology, 234–35; Dickson, Bullies and Saints, 173–74.
[19] Tyerman, God’s War, 42–45.
[20] “Kap. 5 – tekst 5.a – Forlaget Columbus”.
[21] Pihl og Rosenløv, 146–49.
[22] Pihl og Rosenløv, 222–25.
[23] Pihl og Rosenløv, 225–26.
Litteratur
“CHURCH FATHERS: Apology (Tertullian)”. Set 29. februar 2024. https://www.newadvent.org/fathers/0301.htm.
“CHURCH FATHERS: City of God (St. Augustine)”. Set 10. marts 2024. https://www.newadvent.org/fathers/1201.htm.
“CHURCH FATHERS: Contra Celsum, Book VIII (Origen)”. Set 9. marts 2024. https://www.newadvent.org/fathers/04168.htm.
“CHURCH FATHERS: De Corona (Tertullian)”. Set 9. marts 2024. https://www.newadvent.org/fathers/0304.htm.
“CHURCH FATHERS: Of Patience (Tertullian)”. Set 9. marts 2024. https://www.newadvent.org/fathers/0325.htm.
“CHURCH FATHERS: The First Apology (St. Justin Martyr)”. Set 9. marts 2024. https://www.newadvent.org/fathers/0126.htm.
Dickson, John P. Bullies and Saints: An Honest Look at the Good and Evil of Christian History. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Reflective, 2021.
“East-West Schism | Summary, History, & Effects | Britannica”. Set 28. februar 2024. https://www.britannica.com/event/East-West-Schism-1054.
Engelbrecht, Edvard A., red. Church History: The Basics. St. Louis, MO: Concordia Publishing House, 2016.
“Kap. 5 – tekst 5.a – Forlaget Columbus”. Set 23. februar 2024. https://forlagetcolumbus.dk/boeger/historie/historiske-hovedlinjer/tekster/kap-5-tekst-5a.
McGrath, Alister E. Christian theology: an introduction. 25th Anniversary Sixth Edition. Chichester, West Sussex ; Malden, MA: Wiley, Blackwell, 2017.
Paradis, David, Sheena Barnes, og Abby Lagemann. “Chapter 14: The Early Middle Ages”, 22. maj 2021. https://pressbooks.buffscreate.net/originsofeurope/chapter/chapter-13-early-medieval-europe/.
Ph.D, Andrew Holt. “Early Christian Pacifism?” Andrew Holt, Ph.D. (blog), 9. november 2014. https://apholt.com/2014/11/09/early-christian-pacifism/.
Pihl, Michael, og Jesper Rosenløv. Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv. 1. udgave 4. oplag. Frederiksberg C: Frydenlund, 2017.
“The Dream of the Rood and the Image of Christ in the Early Middle Ages”. Set 3. april 2024. https://history.hanover.edu/hhr/98/hhr98_2.html.
Tyerman, Christopher. God’s War: A New History of the Crusades. 1. Harvard Univ. Press paperback ed. Cambridge, Mass: The Belknap Press of Harvard Univ. Press, 2008.
Forfatter
Magnus Kildahl Cæsar Torp, stud.theol.