De fleste danskere ser Bibelen som en god bog at have stående i reolen. Men når det kommer til stykket, har mange svært ved at tro på hele Bibelen. Den rummer nogle påstande, som vi kan have svært ved at forstå, eller som ligefrem provokerer os. Det gælder fx tanken om, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at der både findes et helvede. Mange tænker, at vi ikke længere kan tro på sådan noget. Men hvor kommer disse tanker fra?
En fortælling om udvikling
Når vi afviser ting, som forældede, skyldes det ofte, at vi på mange måder er indgroet i et narrativ om udvikling. En fortælling, som siger, at vi hele tiden bliver klogere. Derfor tænker vi, at der er holdninger, som vi i dag er blevet for kloge til at tro på. Fortiden er kendetegnet med mindre oplysning og videnskab, men det får vi heldigvis mere af med tiden. Derfor ser vi overordnet på os selv i dag som de mennesker i historien med størst mængde viden og refleksion. Og derfor har vi tendens til at forvente, at en lang række af vores idéer og holdninger i dag er overlegne i forhold til tidligere tiders holdninger. Alt dette udtrykkes kort og præcist i argumentet: ”Vi skriver jo 2022!” Så behøver man ikke at sige mere. Men bør det være sådan? Kan vi være sikre på, at vi ikke tager fejl i nutiden? Jeg vil invitere os til at genoverveje dette. Måske har vi stadig noget at lære.
Er mine anfægtelser bedre end andres?
En grund til at se tingene fra et andet perspektiv er, at de ting, som vi ser som indlysende, ikke er det for mennesker fra en anden kultur som eksempelvis Mellemøsten. Timothy Keller, der er præst i New York, pointerer dette i bogen Gud for skeptikere. Her skriver han, at mennesker fra Mellemøsten oftest ikke ser et problem i, at Gud tillader et helvede. Det skyldes at man vægter retfærdighed højt og derfor tænker det som naturligt at onde handlinger må straffes. Selvfølgelig kan Gud ikke lade onde handlinger gå ustraffet hen. I Mellemøsten vil der til gengæld typisk være mange, som ikke kan tro på en Gud, der siger, at man skal elske sine fjender. For hvordan skal man kunne elske dem, der gør ondt mod en selv? Det virker dybt urimeligt. Derfor kan dette spørgsmål i en mellemøstlig kontekst virke helt umuligt at svare på.
I Vesten derimod, ser vi typisk positivt på tanken om fjendekærlighed. Vi anser det for forbilledligt, når nogen er villig til at afstå fra hævn i kærlighedens navn. Til gengæld har vi meget svært ved at forholde os til, at der skulle findes et helvede, da vi synes det virker ukærligt og ubarmhjertigt, at Gud kan straffe mennesker på den måde. Spørgsmålet bliver da, hvorfor jeg er så sikker på, at mine indvendinger er bedre end andres? Hvis vi tror på, at der kan findes et modsvar på en indvending, som andre synes, det er umuligt at svare på (som fjendekærlighed), hvordan kan vi så være sikre på, at der ikke også kan findes et modsvar til det, der virker uforståeligt for os (eksempelvis helvede)? Den mulighed bør vi overveje.
Der kommer også nogen efter os
En anden grund til at se tingene fra et andet perspektiv ligger i 2022-argumentets midlertidige natur. Det er faktisk et farligt argument. For hvis vi kan nævne en liste af ting, som vores oldeforældre mente, men som vi i dag synes er komplet uforståelige, så har vi noget at frygte. For mon ikke også vores oldebørn vil kunne sige det samme om os? Eller tror jeg oprigtigt, at mine oldebørn ikke vil kunne korrigere noget hos mig? Nej, selvfølgelig ikke. Selvfølgelig har vi blinde vinkler, som andre vil kunne korrigere. Vores overbevisninger i nutiden er heller ikke de endelige svar.
Vi må altså overveje, om der kan være andre måder at tænke på. Dette var C. S. Lewis, der var professor i litteraturhistorie hos Oxford og Cambridge, en stor fortaler for. Med sin glæde for middelalderens værker gjorde han sig til fortaler for, at man for hver ny bog, man læser, også bør læse en gammel. Grunden til dette er, at gamle bøger har et andet syn på verden. Ved at læse gamle bøger, vil man kunne få øjnene op for de blinde vinkler, som vi kan have i vores tid. Lewis så det altså som afgørende at få inputs og tanker fra mennesker, som er fra en kulturel kontekst end en selv. Det er den eneste måde, vi kan modarbejde blinde vinkler og blive klogere på verden.
En anden måde at anvende dette princip på kan også være at søge efter bøger skrevet af forfattere fra andre kulturer end os selv. Ja, måske er det endda bare af danske forfattere, som har et andet politisk eller religiøst ståsted end mig selv. Det bør vi lade os udfordre af i en tid, hvor algoritmerne på sociale medier er designet til kun at fodre os med mere af det, vi i forvejen tænker, og hvor polariseringen er på fremmarch i hele verden. Vi møder ikke nye tankegange, hvis vi ikke opsøger dem selv.
Guds ord må nødvendigvis korrigere os
Udover at vi kan have blinde vinkler og altid kan blive klogere, er der også en anden faktor, når det kommer til Bibelen. Den påstår at være Guds ord. Hvis Bibelen er Guds ord, så er det forventeligt, at der er områder, som provokerer mig. Det ville være meget usandsynligt, at Gud i alle ting skulle være enig med mig.
Hvis jeg tror, at Gud på alle vigtige punkter tænker det samme som mig, så er han ikke længere Gud, men bare et produkt af min fantasi. Så har jeg blot ophøjet mine egne tanker til guddommelig status. Hvis Bibelen er Guds ord, må det indebære, at der er ting ved den, jeg ikke forstår og provokeres over.
Heldigvis giver Bibelen os også plads til at tænke selv. Den er trods alt ikke en entydig formelsamling men derimod en antologi af 66 bøger med vidt forskellige genrer og forfattere. Bibelen er en stor og kompleks bog, som lægger op til, at vi vedvarende reflekterer og stiller spørgsmål for at nå ind til forståelsen af den. At tro på Bibelen som Guds ord, indebærer en erkendelse af at kunne tage fejl og blive klogere. Og at der er en tålmodig Gud, som ønsker at lede os til svar.
Artiklen er i redigeret udgave tidligere bragt i bladet Liv i Troen.
Forfatter
Mathias Schultz, cand. theol.