Kan Gud overleve det onde?

Jeg oplever tit, at ateister mener at kunne sløjfe og debunke troen på Gud i forskellige opslag på SoMe som YouTube og Reddit. Men kan man simpelthen påvise, at troen er logisk selvmodsigende ved at skrive et opslag mellem 50-100 anslag om lidelsens problem (inklusiv mellemrum)?

“Hvis Gud er god, vil han, at hans skabninger har det godt. Hvis Gud er almægtig, kan han gøre, hvad han vil. Men hans skabninger har det ikke godt: Så enten er Gud ikke god, ikke almægtig eller ikke til.”[1] Dette er lidelsens problem i en nøddeskal. Og jeg kan faktisk godt forstå ateister. For dette problem er svært. Da Gud er almægtig, mener jeg, at han har et ansvar for lidelsen og det onde i verden.[2]

Jeg vil ikke prøve at rense Guds navn, som det er blevet forsøgt igennem mange spekulative teodicéer. Disse er argumenter, der logisk forsøger at retfærdiggøre Gud, så han ikke har noget ansvar i forhold til det onde. Disse har med rette et dårligt omdømme for deres alt for rationalistiske forsøg på at løse problemet.[3]

Vi skal sammenligne to gudsbegreber. Et gudsbegreb er det indhold, som knyttes til ordet Gud.

Vi vil se på det kristne gudsbegreb, som siger, at Gud er treenig (det trinitariske gudsbegreb), og det deistiske gudsbegreb,[4] som opstod i kølvandet på den moderne videnskabs fødsel. Forskellene mellem disse bør udfordre vores forventninger til og forudindtagede idéer om Gud. Jeg vil hverken forsøge give et svar på lidelsens problem ved at præsentere det trinitariske gudsbegreb eller forsøge at give Bibelens “hvorfor-der-er-ondskab”. Men jeg vil invitere dig ind i en refleksion over, hvordan det trinitariske gudsbegreb kalder dig til håb og en fortsat kamp med Gud i spændet mellem tro og tvivl.

Overvej først dit gudsbegreb

Kristne mennesker har troet på en almægtig og god Gud i to årtusinder, før moderne videnskab udviklede smertestillende medicin til at dæmpe lidelse.[5] Hvad er det for en Gud, de har kunnet tro på i så mange generationer i en verden med ondskab og lidelse?

Okay, så når vi undersøger lidelsens problem, må vi altså starte med gudsbegrebet. Teologiens fundament.

C.S. Lewis viser i The Problem of Pain, at det er 100% sikkert, at Guds eksistens ikke logisk passer med denne verden med sin lidelse, hvis jeg forstår Guds almagt og godhed for snævert.[6] Hvis Guds eksistens skal give mening med denne verden, er det derfor vigtigt at have et nuanceret gudsbegreb.

Deismens og dennes idéhistoriske miljø

Beware of namedropping

Da den moderne videnskab så dagens lys i 1500-1600-tallet, medførte det en optimistisk tillid til dennes positive potentiale for menneskeheden.[7] Kristendommens lineære og eskatologiske historiesyn[8] blev her sekulariseret og nyfortolket. Man opfattede ikke længere historien som gående i en linje fra skabelse og syndefald til Jesu genkomst, men derimod som en kontinuerlig og lige udvikling mod bedre menneskelige vilkår.[9] Kort sagt:

Fornuft + videnskab + tid = et bedre liv.

Dette skifte i tænkningen blev blandt andet påvirket af Sir Isaac Newtons[10] principper om empirisk baseret videnskab (d.1727).[11] Charles Taylor, canadisk professor emeritus i filosofi, viser, at dette langsomt medførte verdens “af-fortryllelse” eller “afmystificering”. For vi kunne nu opdage naturlovene og finde forklaringer på fænomener, som før havde været “fortryllede” og utilgængelige for menneskets indsigt og fornuft.[12]

Deismen indebærer det centrale og meget ortodokse synspunkt, at Gud er almægtig og har skabt skaberværket. Dette er kristendommens første trosartikel i bekendelserne.

But there is a catch!

Gud, der satte det selvkørende og mekaniske skaberværk i gang, er ifølge deismen ikke involveret eller nærværende.[13] Han er udelukkende transcendent/hinsides/på den anden side/utilgængelig.[14] Gud har skabt alt og har derefter trukket sig tilbage. Hans magt kommer kun til udtryk ved naturlovene.[15]

Og det medfører et skifte i Vesten fra et teocentrisk verdensbillede, hvor verden og mennesket er skabt af, til og for Gud, til et antropocentrisk verdensbillede: Her er verden—og Gud—til for menneskets skyld.[16] Taylor kalder derfor deismen for “a halfway-house on the road to contemporary atheism”.[17] Gud var ikke længere en nærværende magt, man kunne henvende sig til. Han gør ikke mirakler, da mirakler ville være et brud på de naturlove, som han havde skabt, som David Hume ville sige.[18]

Man kan nemt se, hvorfor deismen opstod i denne periode.

Dermed var grundstenen lagt for, at vi kunne betvivle denne Guds eksistens. For deismens påstand gik ud på, at universet er en perfekt ordnet størrelse sat i gang af en perfekt Gud, og at Gud og skaberværket absolut var til for menneskets skyld. Men med meningsløse naturkatastrofer som det forfærdelige jordskælv 1. november 1755 i Lissabon blev det logisk umuligt at tro på denne “perfekte” Gud,[19] den perfekte urmager. Dette var en stor grund til de mange teodicéer.

Okay, hvad så?

Deismen er et udtryk for et filosofisk gudsbegreb. Og sådan et gudsbegreb bestemmer Guds væsen, og hvordan vi skal forstå ordet Gud, før en reel erfaring med ham. Sat på spidsen siger dette gudsbegreb, at “Gud må forstås sådan, at almagt betyder, at Gud kan alt. Lad os gå ud og se, om vi kan finde ham!”

Problemet er bare, at det ikke er the way to go.

Jeg kunne være åben for inspirerende malerier, når jeg tager på museum. Men hvis jeg på forhånd definerer, hvad et godt maleri er, udelukker og misser jeg måske det mest fantastiske maleri, fordi det ikke passer ind i min kasse eller i mine kategorier. Det kan være, at det er et mærkeligt maleri; men er det ikke ofte, fordi jeg ikke har lært at sætte pris på det?

Som vi skal se på, går “fødslen” på oldkirkens trinitariske gudsbegreb i stik modsatte retning end deismens gudsbegreb.

Det trinitariske gudsbegreb—en gennemtænkning af en erfaring med Bibelens Gud

Oldkirkens teologer startede ikke med filosofisk på forhånd at definere, hvad Gud er, og hvilke begreber man kan knytte til ordet. Oskar Skarsaune skal hjælpe os i denne omgang med det trinitariske gudsbegreb.

Oldkirken var mennesker, der troede på den Gud, som de havde erfaret. De bekendte sig til Den treenige Gud med Jesus fra Nazareth som den tolkningsmæssige nøgle. Oldkirken var bibelteologisk i den lange og mangfoldige udformning af de tre fælleskirkelige bekendelser (Apostolicum, Nikænum og Athanasianum[20]).[21] Bekendelserne har derfor et sprogbrug, som er trofast og overensstemmende med Bibelens sprogbrug.[22]

Men hvad med ordet “treenighed” og “væsen”? De står ikke ligefrem i Bibelen!

Nej, men når de oldkirkelige teologer i deres mangfoldighed blev enige om at vedtage begreber om Gud som “tre-i-en” (trinitas), var det ikke, fordi de på samme måde gjorde som deismen, altså en på forhånd fornuftsbestemt måde uden erfaring (apriorisk). Men det var heller ikke, fordi de fandt ordene i Bibelen.

Oldkirkens teologer fandt sagen i Bibelen.

Der står ikke eksplicit udtrykt i Bibelen, at Gud er tre i en, tre forskellige personer i en Gud. Men de oldkirkelige teologer blev ved med at støde på vidnesbyrdet om treenigheden. Ikke bogstavelig talt ordene, men sagen: De fandt, at Gud var én Gud,[23] men at der samtidig blev skelnet mellem personerne i Gud: De fandt, at Gud bliver kaldt for “fader”;[24] at Jesus fra Nazareth er Gud;[25] at Guds ånd bliver kaldt for Gud og opererer som sin egen person.[26] Så i de tilfælde, hvor ‘bekendelsesforfatterne’ brugte ord eller et sprog, som ikke ordret kom fra Bibelen, var det, fordi de fandt sagen i Bibelens vidnesbyrd om Gud.[27]

Derfor var bevægelsen til det trinitariske gudsbegreb direkte modsat af, hvordan deismen kom på plads.

Hvad kan vi bruge det til?

Okay, lang historie kort:

Du kan bruge forskellen mellem “fødslerne” af de to gudsbegreber, jeg overfladisk har beskrevet her, til to ting: 1) at arbejde med en nuancering af vores gudsbegreber og 2) til at afsløre falske modstillinger, som f.eks. den falske modstilling formuleret øverst.

For jeg vil vove at påstå, at grunden til, vi nogle gange tvivler filosofisk på Guds eksistens, kan sammenlignes med de processer, som ledte til den uløselige, teoretiske tvivl i deismen. Vores gudsbegreb er tit forudbestemt af nogle idéer, som hverken hænger sammen med mødet med Gud i Bibelen eller med vores møde med livet. Hvis jeg har en ubevidst idé om, at Gud vil beskærme mig for al lidelse, vil min tro ende med at kollapse ned over mig.

Det trinitariske gudsbegreb er derimod et, som gennemtænkes ud fra en erfaring af, hvem Gud er i den bibelske frelseshistorie. Og denne Guds eksistens udelukkes ikke logisk af, at der er lidelse i verden.

Men det vigtigste spørgsmål bliver da: Hvordan er det at møde lidelsen, hvis jeg tror på Den treenige Gud, som kristendommen forkynder mig?

Livet, en øvelse i håb

Tvivlen på Gud er naturligvis ikke landsforvist på baggrund af disse overvejelser. Jeg har slet ikke argumenteret for Guds eksistens i denne artikel. Men jeg mener, at disse perspektiver skal komme i spil til en overvejelse om vores gudsbegreb.

Den treenige Gud er en Gud uden lige blandt andre gudsbegreber og religioner. For Den treenige Gud trådte selv ind i lidelsen. Han blev menneske, i en tid, på et konkret sted. Han led for at frelse og kende til vores lidelse. Den treenige Gud er et gudsbegreb, som giver håb. Den treenige Gud er en Gud, man kan kæmpe med.

Han har plan om frelse: Ondskaben skal dømmes, og retfærdigheden skal ske fyldest. Gud vil genoprette og nyskabe himmelen og jorden til en ny herlighed, som ikke kan sammenlignes med den faldne verden.[28]

Og i mellemtiden er Den treenige Gud i modsætning til deismens lære ikke fraværende.

Den treenige Gud er for bestandigt involveret i din og min verden og i vores liv. Han bryder med sin herligheds og frelses glans ind i vores almindelige og til tider lidelsesfyldte hverdag som tegn på den virkelighed, som allerede er i gang med at bryde igennem.

Indtil Jesus kommer igen, må vi leve et liv i vores nuværende verden: Vi skal opfinde teknologiske løsninger på udfordringer og lidelser, skabe fred, dømme uret, stoppe voldsmanden; vi må fornuftigt advare om klimakrise og stormfloder; vi må indtræde i de udøvende, dømmende og lovgivende embeder, imens vi straffer det onde og fordrer det gode.[29]

Alt dette mens vi trofast i bøn lever for Guds ansigt i håbet om Jesu genkomst.

Det trinitariske gudsbegreb skal ikke ses som en løsning på det intellektuelle problem. Det er derimod en beskrivelse af, hvordan Gud møder os i frelseshistorien. Han er vores dybeste råb om hjælp: at nogen må stoppe denne verdens lidelse og ondskab en gang for alle. Og vi skal glæde os over livet i sig selv. For hvis vi tror på Gud, må vi jo tro på, at han anså livet som det værd at skabe, på trods af at det ville komme til at møde ondskab, lidelse og tilintetgørelse.

Ja, lidelsens problem er et stort problem for den kristne. Men er det ikke et større problem for ateisten, som ikke har et håb om en løsning? Ateismen går bankerot for håb om dagen i morgen. Lidelsen, ondskaben og sluttelig tilintetgørelsen vil vinde over livet.

Men lad os antage, at Den treenige Gud er virkelig. Hvordan ser din verden da ud?

2 Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter;

dens stråler vi skuer på morgenens sky!

Er mørket end mægtigt i skyggernes dale,

på bjergene dagen begynder at gry.

Den kommer at ende de sørgendes trængsel,

den kommer at stille de helliges længsel.

3 Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter,

da folkene mødes i fred og i tro,

da Himmelens Herre er jorderigs konge,

og vi i hans skygge skal salige bo,

den dag, der opfylder de helliges bønner,

den dag, der vor tro med beskuelse lønner.

(Den danske salmebog 568 Livsalige dag, som i håbet vi venter)

Litteratur

“Bekendelsesskrifter”. 2023. Folkekirken.dk. Set november 6. https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter.

Grønkjær, Niels. 2018. Den nye Gud: Efter fundamentalisme og ateisme. 2. udg. Frederiksberg C: Eksistensen.

Hauge, Lars Steinar, og Bjørn Holgernes. 2005. Vitenskap og språk: En innføring i vitenskapsfilosofi og logikk. Kristiansand: Høyskoleforlaget.

Keller, Timothy. (2013) 2019. I Smelteovnen. Med Gud gennem smerte og lidelse. Oversat af Anette Brogberg Knudsen. Fredericia: Credo.

Lewis, C.S. (1947) 2001. Miracles: A Preliminary Study. San Francisco: HarperCollins.

———. (1944) 2001. The Problem of Pain. San Francisco: HarperCollins.

Luther, Martin. (1525) 2018. Om den trælbundne vilje. Redigeret af Steffen Kjeldgaard-Pedersen. Oversat af Ellen A. Madsen. Luthers Skrifter i Udvalg 5. København: Eksistensen.

Newton, Sir Isaac. 2023. “Newton Papers: Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica”. Cambridge Digital Library. Set november 6. https://cudl.lib.cam.ac.uk//view/MS-ROYALSOCIETY-00069/7.

Skarsaune, Oskar. 1997. Troens ord: De tre oldkirkelige bekjennelsene. Oslo: Luther Forlag.

Taylor, Charles. 2007. A Secular Age. Cambridge, USA: The Belknap Press of Harvard University Press.

Valen-Sendstad, Aksel. 2003. Tenkningens fundamenter. Vitenskapsteori. Paradigmer i filosofi, teologi og andre vitenskaper. Menighedsfakultetets Videnskabelige Serie (MVS) 8. Aarhus: Kolon.

Wolf, Jakob. 2001. Den skjulte Gud: Om naturlig teologi. København: Anis.

[1] Min omskrivning af Lewis’ opstilling af lidelsens problem. Lewis, [1944] 2001, The Problem of Pain, 16

[2] Jeg siger ikke, at Gud er ansvarlig på den måde, at han skabte lidelse og ondskab. Men ved at opretholde det faldne skaberværk med dets naturlige lidelse og os onde syndere, mener jeg, at Gud påtager sig et ansvar. Luther, [1525] 2018, Om den trælbundne vilje, 212–13

[3] Enten forsøger man spekulativt at rense Gud for enhver form for ansvar (f.eks. ved at bruge den frie vilje som altings forklaring—hvilket ikke engang var Paulus’ eneste forklaring); disse accepteres aldrig helt af alle. Eller så giver man i teodicéerne køb på centrale kristne dogmer, ellers omskriver man centrale kristne dogmer til ukendelighed (former for procesteologi eller ’open theism’). Wolf, 2001, Den skjulte Gud: Om naturlig teologi, 67–68; 198-200.; F.eks. Grønkjær, 2018, Den nye Gud: Efter fundamentalisme og ateisme

[4] Af det latinske ord Deus, som betyder Gud, som ikke til forveksling med det teologiske begreb teisme. Teisme kommer af græske ord θεός (theos). Begge ord betyder en tro på Gud. Dog har disse hver deres fundamentalt forskellige forståelser af gudsbegrebet.

[5] Lewis, [1944] 2001, The Problem of Pain, 5

[6] Lewis, [1944] 2001, The Problem of Pain, kap. 2–3

[7] Hauge og Holgernes, 2005, Vitenskap og språk: En innføring i vitenskapsfilosofi og logikk, 13–15

[8] Fra 1) skabelse og fald, til 2) israelitternes tid, til 3) Jesu Kristi liv, død, opstandelse og himmelfart, til 4) til kirkens tid og til 5) eskaton med Jesu genkomst til dom, genoprettelse og nyskabelse.

[9] Hauge og Holgernes, 2005, Vitenskap og språk: En innføring i vitenskapsfilosofi og logikk, 43

[10] Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (1687). Newton, 2023, “Newton Papers: Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica”

[11] Valen-Sendstad, 2003, Tenkningens fundamenter. Vitenskapsteori. Paradigmer i filosofi, teologi og andre vitenskaper., 119

[12] Taylor, 2007, A Secular Age, 26“Enchantment” og “disenchantment”

[13] Taylor, 2007, A Secular Age, 61

[14] “Hinsides”, utilgængelig, “på den anden side” af vores immanente (“dennesidige”) virkelighed.

[15] Taylor, 2007, A Secular Age, 233

[16] Taylor, 2007, A Secular Age, 221ff “Providential Deism”: Gud, som har et skabende forsyn for mennesket—men ikke et nærværende og partikulært forsyn (mirakler, indgriben osv.) for mennesker.

[17] Taylor, 2007, A Secular Age, 270

[18] Hvilket er en fattig definition af “mirakel”, som bl.a. David Hume står for. Læs en mere nuanceret definition på “mirakel”: Lewis, [1947] 2001, Miracles: A Preliminary Study, 5–6 Mirakel: “an inference with Nature by supernatural power”. Det er ikke et “brud på naturlovene”, som Hume ville sige. Det ville være det samme som at sige, at et mirakel er det samme som et “glitch”, eller “bug” i et computerspil som Minecraft eller World of Warcraft, hvor man lige pludselig kan gå ned under Orgrimmar, som man ikke kunne i de tidligste expansions.

[19] Keller, [2013] 2019, I Smelteovnen. Med Gud gennem smerte og lidelse, 68–69

[20] Athanasianum er i sin selvforståelse hverken “en bekjennelse eller av Athanasius”. Skarsaune, 1997, Troens ord: De tre oldkirkelige bekjennelsene, 241.243.260 Men den tolkes bedst som et anti-ariansk projekt, hvilket kan forklare dennes særegne struktur og indhold. Så i stedet for, at Athanasianum er en positiv bekendelse (her er, hvad vi tror), så er den bedst at forstå som en negativ bestemmelse (her er, hvad vi ikke tror).

[21] Kun de to første står bagerst i Salmebogen. Læs alle folkekirkens bekendelsesskrifter her: “Bekendelsesskrifter”, 2023

[22] Skarsaune, 1997, Troens ord: De tre oldkirkelige bekjennelsene, 33-34.69.202

[23] 5 Mos 6,4f; Es 45,5f; Rom 3,30a; 1 Kor 8,6; 1 Tim 2,5 m.fl.

[24] Fadervor i Matt 6,9 og Luk 11,1; Joh 5,18b; 17,3; 1 Joh 3,1 m.fl.

[25] Joh 1,1.14; 5,18b.39; ApG 20,28; Tit 2,13; Hebr 1,8 m.fl.

[26] 1 Mos 1,2b; ApG 13,2; Rom 8,11; Ef 4,30 m.fl.

[27] Skarsaune, 1997, Troens ord: De tre oldkirkelige bekjennelsene, 209 Der var et gængs forbehold om at bruge ord, som ikke stammede fra Bibelen

[28] Rom 8,20b-24a; 1 Kor 15,51ff.; Åb 21,5; Es 65,17 m.fl.

[29] Rom 13,3-4