Der findes næppe mange voksne mennesker, som tror på Julemanden. Men hvorfor er det så anderledes med Gud? – kan man spørge. Ingen har jo set Julemanden, og ingen har set Gud. Viser det ikke, at både Gud og Julemanden er myter, som mennesker har opfundet og fortalt videre, fordi det er gode historier?
Noget i den retning vil mange moderne mennesker, når de er i det humør, nok ræsonnere. Der findes i øvrigt andre udgaver af samme sag: den kendte ateist Richard Dawkins taler eksempelvis om Det Flyvende Spagetti Monster i stedet for om Julemanden. Og umiddelbart lyder ræsonnementet jo besnærende og ser ud til at give alle teister i verden (ikke mindst jøder, kristne og muslimer, som tror på en personlig, skabende og opretholdende Gud) et forklaringsproblem.
Men selvom der er en vis lighed mellem Gud og Julemanden, så er der flere forskelle. Julemanden præsenteres ikke som almægtig, alvidende og allestedsnærværende og kan derfor ikke udgøre forklaringen på universets eksistens. Julemanden er heller ikke kærlighed – selvom han som regel forbindes med gode gaver – og kan derfor ikke bruges som forklaring på eksistensen af en objektiv moral. Den eneste virkelige lighed mellem Gud og Julemanden er, at de begge er usynlige.
Måske ligger indvendingen så i, at man tror på noget usynligt? Men her må vi se i øjnene, at vi alle sammen hele tiden tror på noget usynligt. Vi tror på tyngdekraften, vi tror, at vores erkendelse af verden grundlæggende er korrekt. Og vi tror på kærligheden mellem to mennesker og på eksistensen af andre bevidstheder. Der er altså slet intet underligt i, at man tror på noget usynligt, hvis det kan forklare noget synligt.
Og i vor teknologiske tidsalder omgås vi jo i øvrigt hele tiden tillidsfuldt med ting, som fungerer på måder, som er usynlige og til tider uforklarlige for os.
Men hvorfor skulle du så netop tro på Gud? Det er der to grunde til: 1) Hvis evidensen og argumenterne peger på Guds eksistens, bør du tro på Gud. Hvis altså den virkelighed, som du kan iagttage, allerbedst forklares med, at Gud står bag den. Og 2) hvis Gud griber ind i dit liv og skaber troen i dig. Derfor, hvis du vil have besvaret spørgsmålet om Guds eksistens, må du både undersøge argumenterne og spørge efter ham.
Og så hævder vi kristne jo i øvrigt, at alt slet ikke er sagt med, at Gud er usynlig. Gud kom tværtimod på et bestemt tidspunkt og i en bestemt person synligt til stede her i vores verden, nemlig i personen Jesus af Nazareth. Jesus hævder, at den, som har set ham, har set Gud (Johs 14.9). Jesus er ifølge kristen tankegang Guds ”væsens udtrykte billede” (Hebr 1.3) og giver dermed et førstehånds indblik i, hvem og hvordan Gud er. Og den Gud er nok værd at tro på!
Det er altså kun i første omgang og på overfladen, at spørgsmålet om Gud og Julemanden placerer ”Sorte Per” hos os kristne. I næste omgang må spørgeren, hvis vedkommende overhovedet mener noget alvorligt med sit spørgsmål, grave dybere og overveje holdbarheden af alle de (gode) argumenter, som kristne i tidens løb og aktuelt fremfører for, at der er gode grunde for at tro på Gud. Og i den forbindelse ikke mindst overveje, om Jesus mon ikke skulle være den, som vi kristne hævder at han er: Guds Søn og verdens frelser.