Dette spørgsmål møder vi i flere udgaver. Mens ateister normalt vil mene, at en hvilken som helst religiøs tro i bund og grund er falsk, rejser mere postmoderne sindede mennesker på forskellig vis spørgsmålet om, hvorfor den ene tro skulle være mere sand end de andre. Og når vi selv møder dybt engagerede tilhængere af andre religioner, rejser spørgsmålet sig også helt naturligt i os. Hvorfor skulle min tro dog være mere sand end den tro, som andre alvorligt troende har?
C.S. Lewis fortæller, at han før han blev kristen betragtede alle religioner som løgn og bedrag. Men efter at han var blevet kristen, fik han også et mere positivt syn på de ikke-kristne religioner. Han sammenligner nemlig religionerne med regneopgaver. Der er hvad regneopgaver angår kun ét facit, som er korrekt. Men nogle af de forkerte facitter befinder sig ikke desto mindre tættere på det rigtige end andre. Og det samme gælder for religionernes vedkommende, hævder Lewis. Og eftersom han var blevet overbevist om kristendommens sandhed, blev kristendommen for ham målestokken for vurderingen af de andre religioner. Det betød, at på de områder, hvor de harmonerer med kristendommen, rummer de noget sandt, og på de felter, hvor de afviger fra kristendommen, tager de fejl.
Hvis vi nu anerkende Lewis’ ræsonnement, indsnævres spørgsmålet til, om vi kristne har nogle gode argumenter for, at netop kristendommen blandt alle verdens religioner skulle være sand. Og lad mig her- blandt adskillige andre argumenter – pege på tre, der for mig at se peger i retning af, at netop kristendommen ”har fat i den lange ende”:
- Når vi ser på verden omkring os (kosmos), er det alt i alt ikke særlig sandsynligt, at den skulle være blevet til ved et tilfælde. Det virker ikke videre indlysende, at ”ingenting” lige pludselig og helt af sig selv skulle eksplodere og blive til ”alting”. Det virker langt mere nærliggende, at verdens eksistens og særlige karakter skyldes en mægtig og kærlig magt, der ville skabe et univers, der giver mulighed for menneskeligt liv. Ja, at verdens eksistens og særlige karakter skyldes en skaber med karaktertræk, der svarer præcist til kristendommens beskrivelse af Gud. Især er det mere sandsynligt, at vi mennesker med vores personlighed har en personlig oprindelse, frem for at vi skulle være opstået af noget upersonligt.
- Når vi betragter Bibelens beskrivelse af den menneskelige tilværelse, konfronteres vi med en sælsom blanding af godhed og ondskab, visdom og dårskab. Bibelens beskrivelse af mennesket og af verden kan dermed hverken siges at være særlig optimistisk eller speciel pessimistisk. Men netop dette billede af den menneskelige tilværelse er, må vi indrømme, yderst realistisk og virkelighedsnært. Kristendommen rummer således på et helt centralt punkt en virkelighedsnær tilværelsesforståelse.
Og så giver kristendommen i øvrigt en forklaring på den nævnte blanding af godhed og ondskab, visdom og dårskab: I begyndelsen skabte Gud nemlig verden og mennesket helt igennem godt, men så vendte mennesket ryggen til den gode Gud, fordi det selv ville være som Gud. Med dette oprør mod Gud kom ondskaben ind i verden. - Det er en kendsgerning, at Jesu disciple, der qua jøder fra barnsben havde lært, at der kun er én Gud nemlig Gud Herren, endte med at titulere Jesus som Herre. Dette afslører, at de havde oplevet noget – Jesu liv, død og ikke mindst hans opstandelse – der havde vendt op og ned på deres verden. Disciplen Thomas, der i udgangspunktet ikke kunne tro på Jesu opstandelse, udbryder karakteristisk nok, da han møder den opstandne Jesus: ”Min Herre og min Gud” (Johs 20.28).
Hertil kommer, at Jesu disciple var villige til at udholde alle slags trængsler og endog at sætte livet til i bestræbelsen på at udbrede kristendommen. Dette er særdeles vanskeligt at forklare, hvis ikke det var fordi de var helt og fuldt overbevist om, at det virkelig var den opstandne Jesus, som de havde mødt.
Blandt andet af disse tre grunde, hvor kristendommen giver en god forklaring på så centrale ting som 1) verdens tilblivelse og særlige karakter, 2) menneskelivets særlige karakter og 3) sandsynligheden af, at Jesus opstod fra de døde og dermed var den, som han sagde at han var, nemlig Guds Søn, mener vi kristne simpelthen, at kristendommen er sand, sand for alle mennesker i alle kulturer og til alle tider. Jesus hævdede i øvrigt selv, at ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Johs.14.6). Det betyder som nævnt ikke, at andre religioner er løgn fra ende til anden. På samme måde som C.S. Lewis vil vi mene, at i den udstrækning, som andre religioner harmonerer med kristendommen, kan de også siges at rumme sandheder.
Kurt Christensen
Forfatter
