Hvorfor er Gud så optaget af synd?

I dag er der mange, som har det svært ved at forholde sig til, at synd spiller en central rolle i kristendommen. Det lyder som om, Gud er en vred og dømmende Gud, og at han ligefrem leder efter fejl hos os. Står det virkelig så galt til? Og ville det ikke være bedre, at vi helst accepterede os selv som dem vi er og fokuserede på det positive frem for det negative?

Hvad er godt for os?

Hvorfor er Gud optaget af synd? Et godt spørgsmål. Før jeg svarer, vil jeg gerne have dig til at overveje noget, som måske er lidt tættere på din hverdag. Hvorfor er producenter optaget af, hvad du ikke skal gøre med f.eks. din nye mobiltelefon, eller hvordan du skal rense din espressomaskine, så den ikke stopper til og går i stykker? Hvorfor har DSB lavet en linje, du ikke bør krydse på en togstation eller i metroen? Hvorfor er en politibetjent optaget af, at man overholder hastighedsbegrænsning – måske især ved de skarpe sving? Eller hvorfor råder lægen os om, hvordan vi skal leve; hvad vi skal holde os væk fra, og hvad vi skal spise og drikke for at (for)blive sunde?

Der er folk omkring os, som ved en del, om den måde ting og mennesker fungerer på. Og vi ved godt, at det, de siger, ikke er helt tilfældigt. Der er ofte en god grund til det. Noget kan gå i stykker, eller nogen kan komme til skade. Jeg husker, da jeg var teenager, at min tandlæge igen og igen forsøgte at forklare mig vigtigheden af at børste mine tænder. Det var hun faktisk ret optaget af. Men jeg må pinligt indrømme, at jeg var en utroligt dårlig patient, og hendes alvorlige budskab trængte ikke igennem. Jeg husker, at jo mere tid, der gik, jo mere utilfreds blev hun med mig, indtil det udviklede sig til, at hun var decideret vred på mig.

Men var hun vred på mig? Nogle år senere høstede jeg frugterne af min ulydighed og skulle jævnligt have repareret mine tænder. Der gik det op for mig, at det, som oprindeligt føltes som ubehagelig vrede rettet mod mig, i virkeligheden var et udtryk for omsorg for mig. Det var et tegn på, at hun var personligt investeret i mit helbred. Hun kunne blot have accepteret min sløvhed; gjort sit arbejde, været professionel, distanceret og uden følelser, men det var netop hendes følelser, som vidnede om, at hun ville mere. Hun ville mere end bare det, som var hendes pligt, og det som kunne forventes af hende som min tandlæge. Følelserne vidnede om at hun var oprigtigt interesseret i sine patienters sundhed. Hun kendte konsekvenserne og det var grunden til hendes vrede. Som sådan var hun aldrig vred på mig. Hun var vred på de ugunstige vilkår, som jeg var i gang med at skabe for mig selv.

At ramme ved siden af

Sådan er det også med Guds optagethed af synd. Ordet ”synd” er ikke noget, som man bruger særligt ofte i dag, og det er ikke sikkert, at du helt ved, hvad det betyder. Lad mig derfor genopfriske det lidt støvede begreb.

Et af de hebraiske ord for synd er “khata” [ḥā·ṭā], som i al enkelthed betyder “at ramme forbi målet”, ligesom i fodbold eller dartspil. Og som du allerede har spottet, er Gud ikke vild med synd. Han er ikke vild med, at vi rammer forbi målet. Som den største fodboldfan, hepper han på dig og mig og ønsker, at vi rammer plet. Som en kærlig far eller mor, vil han gerne se, at du har et godt og meningsfuldt liv. Men det stopper ikke ved gode intentioner og ønsker om lykke…

Hvis Gud er Gud, så er han ekspert på mennesker, og det, han siger, er ikke tilfældigt. Som den, der har skabt dig, kender han dig formentlig til den mindste detalje – bedre end nogen læge. Han ved præcis, hvordan du hænger sammen fysisk, psykisk, intellektuelt, emotionelt, socialt, romantisk, seksuelt, åndeligt m.m., og han ved, hvad der skal til, så du ikke “går i stykker”. Men han gør det ikke på en professionel, distanceret måde uden følelser. Bibelen er en fortælling om Gud som nøje følger hvert skridt af ikke blot verdens historie men også hver enkelt persons historie – inklusiv din og min. Han er en personlig Gud. Der står, at Gud elsker, smiler, ler, jubler, glæder sig over, har medfølelse, sørger, græder, er jaloux, utilfreds, og ja… også er vred. Men det er ikke en spontan og ukontrollerbar vrede. Denne vrede er retfærdig og kærlig og i denne sammenhæng en helt passende reaktion. Det er den samme vrede, som vi har, når vi ser uretfærdighed i verden omkring os. Det ville være underligt, endda ukærligt, hvis Gud helt ensidigt kun havde fokuseret på det positive og ikke påpegede det farlige, det forkerte og det skadelig i vores liv. I Bibelen læser vi, at han nævner det igen og igen igennem menneskets lange historie, men desværre er vi ikke særlige gode til at lytte efter.

Gud lod synden ramme sig selv

Vreden er ikke rettet mod dig og mig som sådan, men mod selve synden; mod at vi bliver ved med at ramme forbi målet. Han kender konsekvenserne. Der står i Romerbrevet 6,23, at “syndens løn er død”. Når Guds ord ikke trænger igennem i vores liv, så er det frustrerende for Gud, fordi han så gerne vil se dig lykkes. Gud er optaget af synd, fordi han er optaget af dig. Det kan du være sikker på, fordi han beviste det over for os. Ikke kun igennem gode råd eller kærlig vrede, men fordi Gud gik så langt, at han tog syndens død på sig på korset, så vi ikke selv skal møde konsekvenserne af vores egen synd. Han døde, så vi kan leve for evigt. I det lys accepterer han dig, ligesom du er; med alt det smukke og knapt så smukke. Han beder dig blot om en ting – at du vælger at have tro og tillid til Ham.