Hvordan overbevise? De fem apologetiske metoder

Introduktion

Folk er ofte forvirrede over, hvad kristen apologetik er. Det gælder lige så meget dem i kirken som dem uden for kirken. Det er faktisk heller ikke så ligetil at svare på. De sidste fem år har jeg brugt på at undersøge apologetikkens natur og metode. Resultatet af denne forskning foreligger nu i min ph.d.-afhandling Apologetics Beyond Arguments. I denne artikel vil jeg forsøge at give en introduktion til, hvad apologetik er. Jeg vil begynde med at give en introduktion til den typiske evangelikale forståelse, som jeg ikke selv er helt tilfreds med. Dernæst vil jeg præsentere min egen forståelse, der har et bredere og mere holistisk syn på apologetikkens natur. Sidst vil give fem råd til, hvordan du kan blive en bedre apologet.

Apologetikkens bibelske rødder

Lad os begynde med det grundlæggende: Hvor kommer ordet ”apologetik” fra og hvad betyder det? Ordet stammer fra Bibelen, hvor det bruges en række steder. Peter formaner de kristne til at være klar til at forsvare og begrunde deres tro, når deres naboer spørger, hvorfor de dog er kristne. Paulus beskriver sin missionsvirksomhed som apologetisk: Han forsvarer og underbygger evangeliet i mødet med jøder og grækere. Ordet bruges også i Apostlenes Gerninger om de forsvarstaler som Peter og Paulus offentligt giver efter at være blevet anklager for forskellige forbrydelser.

Ordet ”apologia”, som bruges i Bibelen, har sin rod i det antikke græske retssystem. En anklaget borger havde mulighed for at holde en forsvarstale, hvor han kunne argumentere for sin uskyld, før borgerne skulle dømme i sagen. Ordet ”apologetik” kan altså oversættes med ”forsvarstale” om end det i Bibelen også bruges i bredere forstand, hvorfor det giver mening at oversætte med det danske ”trosforsvar”.

Til trods for apologetikkens antikke rødder er det dog først i begyndelsen af det 19. århundrede, at man for alvor begynder at snakke om apologetik. Det handler nok til dels om, at den kristne tro i oplysningstiden møder større kulturel modstand end hidtil, hvilket kalder på et svar fra kirkens side. Den samtidige forståelse af apologetik er altså vokset ud af oplysningstiden. Dette kan endnu ses i dag i den typiske evangelikale forståelse af apologetik.

Apologetik som et rationelt forsvar

Selvom ordet ”apologetik” er blevet brugt og bruges af folk fra mange forskellige kirketraditioner, så er det særligt den vestlige evangelikale kirke, der har taget begrebet til sig. I denne tradition forstås apologetik hovedsaligt som det at forsvare den kristne tro med rationelle argumenter. At der er tale om et forsvar betyder dog ikke, at apologetikken er rent reaktiv. Forsvaret kan også indebære, at man forsøger at overbevise andre om evangeliets sandhed eller kritiserer andre verdensbilleder. Når det betones, at troen skal forsvares med rationelle argumenter, så kobler det apologetikken tæt til erkendelsesteorien. Apologetikken skal ikke bare overbevise; den skal overbevise med argumenter, der fører den anden nærmere sandheden. Men hvordan gør man så lige det? Det er her vi kommer til metode-diskussionen, hvor erkendelsesteorien spiller en stor rolle.

En lang række evangelikale tænkere har forsøgt at skelne mellem forskellige apologetiske metoder. Den for tiden mest anvendte klassifikation findes i bogen Five Views on Apologetics fra år 2000. Her skelnes der mellem fem forskellige apologetiske metoder: Klassisk, evidentiel, kumulativ, presuppositionel og reformed epistemology. I det følgende vil jeg give en kort introduktion til de fire første positioner. Det kan betvivles om den femte position overhovedet skal karakteriseres som en apologetisk metode, og derfor har jeg udeladt den her.

Den klassiske apologetik indeholder to trin: Først præsenterer apologeten filosofiske argumenter for at begrunde Guds eksistens, dernæst historiske argumenter for, at Jesus er Gud. Den evidentielle apologetik hævder at kunne klare det samme med blot ét trin. Apologeten skal blot præsentere historiske argumenter for, at Jesus er Gud, for dermed har hun også vist, at Gud eksisterer. Den kumulative apologetik skelner ikke mellem filosofiske og historiske argumenter. Apologeten skal blot bruge alle de argumenter, hun finder relevante for at fremstille den stærkest muligt position. Den skarpe læser tænker måske nu, at forskellen mellem de tre første metoder virker lidt overfladiske. Det synes jeg i al fald. Og forfatternes interne diskussion i bogen viser da også, at forskellene er overfladiske.

Den fjerde position er mere interessant, da den eksplicit afviser de tre første. De tre første forsøger at bygge deres argumenter på en ide om et fællesmenneskeligt selvindlysende udgangspunkt. Altså, apologeten og den ikke-kristne kan blive enige om nogle grundantagelser, som apologeten så kan bygge sine argumenter på. Den presuppositionelle apologet forsøger at træde et skridt længere bagud. Hun hævder, at når den ikke-kristne bruger logik, argumenter og sprog, så antager han ubevidst eksistensen af den kristne Gud. Begrundelsen er, at det kun er det kristne verdensbillede, der kan indeholde logik, argumenter, sprog og mange andre ting uden at ende i indre selvmodsigelser. Efter min mening er den presuppositionelle apologetik på sporet af noget rigtigt i sin kritik af de tre første positioner. Men dens løsning er forkert. Det er korrekt, at det er problematisk at bygge en apologetisk metode på en idé om en universel entydig fornuft. Fornuften er i mine øjne tvetydig og bor i traditioner etableret af ubegrundede antagelser (det forhindrer dog ikke rationel diskussion på tværs af traditioner). Den presuppositionelle apologetiks alternativ er dog problematisk, da dens påstand om, at kun den kristne tro er logisk sammenhængende, er et alt for stærkt udsagn. Altså, den er rationalistisk og har et alt for højt syn på fornuftens muligheder.

I mine øjne er denne klassifikation af apologetikkens metoder ikke særlig vellykket. Jeg har derfor forsøgt at give en ny ramme for forståelsen af apologetikkens natur og metode i min ph.d.-afhandling.

Apologetik som kristen retorik

Den afgørende erkendelse i mit ph.d.-projekt var da jeg indså, at apologetikken kan gives en bredere ramme end erkendelsesteorien, når den forstås i lyset af retorikken. Apologetik er således ikke hovedsageligt at præsentere et rationelt forsvar for den kristne tro, men at overbevise andre om evangeliets godhed og sandhed. Denne forståelse passer faktisk også ganske fint sammen med apologetikkens historiske rødder. Retorikken og apologetikken har nemlig begge sine rødder i det antikke retssystem. Den anklagede skulle jo overbevise borgerne om sin uskyld. Dermed blev man interesseret i, hvordan man laver en overbevisende tale, og hvad der grundlæggende overbeviser mennesker. Denne interesse førte til udviklingen af retorikken. Sammenfattende kan apologetik altså karakteriseres som kristen retorik.

Det er dog ikke helt ufarligt at associere apologetik med retorik. Retorikken har nemlig et blakket rygte. Det virker på mange upassende at overtale andre. Retorikeren er ikke interesseret i den anden som person, men blot i at overbevise og få sin vilje. Retorik bliver således let reduceret til salgsteknik. Retorik og apologetik kan derfor aldrig skilles fra etik. Problemet er ikke selve det at overbevise andre. Vi overbeviser hele tiden hinanden om alt muligt, og det er næsten altid helt uproblematisk. Problemet er amoralske forsøg på at overbevise andre. Har du eksempelvis nogensinde overvejet, hvorfor det er så svært at slippe ud af en samtale med telefonsælgere uden at opføre sig uhøfligt? Det er fordi, de ved lige præcis, hvordan de skal håndtere samtalen for at bruge din høflighed til at holde dig fanget i samtalen. Det er i mine øjne klart amoralsk. Pointen er, at enhver apologet må overveje etikken i sin kommunikation. Lad mig kort foreslå fire tommelfingerregler for moralsk apologetisk kommunikation. 1) Vær ærlig (særligt omkring din uvidenhed). 2) Respekter den andens synspunkter. 3) Lyt. 4) Fred ikke dine egne holdninger. Apologetik er dybest set et forsøg på at hjælpe et medmenneske ved at tilbyde noget, du har fundet værdifuldt. Hvis du kan gå til samtalen med det mindset, er du nået rigtig langt.

Hvis vi definerer apologetik som forsøget på at overbevise en anden om kristendommens sandhed og godhed, bliver metodespørgsmålet: Hvordan overbevise? Jeg vil i det følgende præsentere fem overordnede apologetiske metoder, der overbeviser på hver sin måde.

Argumentativ apologetik

Den første apologetiske metode er argumentativ apologetik, hvilket svarer til forståelsen af apologetik som et rationelt forsvar som præsenteret ovenfor. Denne metode kan underinddeles med hensyn til erkendelsesteori. Det handler om, hvordan man hævder, at vi generelt opnår sande overbevisninger, og hvor stærk man hævder, fornuften er. Det sidste er særlig relevant. I oplysningstiden havde man stor tiltro til fornuften og dens muligheder, hvilket går igen i de fire positioner præsenteret ovenfor. De sidste 100 år er dog karakteriseret ved, at tænkere har fået mindre og mindre tiltro til fornuften. I oplysningstiden troede man, at alle, hvis de brugte fornuften, ville nå frem til de samme synspunkter (ellers var de irrationelle). I dag har man indset, at fornuften er langt mere tvetydig. Rationelle mennesker er rationelt uenige. Hvor fornuften fører hen, handler i høj grad om hvilke grundlæggende antagelser, man gør sig om virkeligheden. Dette har selvsagt betydning for apologetikken. Hvis fornuften er svag, så kommer apologeten ikke særlig langt i sit forsøg på at overbevise mennesker om kristendommens sandhed. Omvendt er indvendingerne mod kristendommen så heller ikke særlig farlige. En svag fornuft betyder altså en generel bevægelse mod agnosticisme (at vi ikke ved, om troen er sand eller falsk). De fleste vil dog afvise, at dette skulle føre til relativisme (at alle livssyn er lige gode). Fornuften er stadig stærk nok til at afvise visse synspunkter og verdensbilleder.

Imaginativ apologetik

Den anden metode er imaginativ apologetik. Allerede i det 17. århundrede hævdede den kristne tænker Blaise Pascal, at hvis man ville føre nogen til tro, så skulle man først få folk til at ønske sig kristendommens sandhed, dernæst skulle man argumentere for dens sandhed. Imaginativ apologetik handler om at vise mennesker, at kristendommen indeholder et perspektiv på livet, der fylder verden med mening, skønhed og kærlighed. Det handler om at vise mennesker Guds skønhed og evangeliets frigørende kraft. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at det ikke handler om, at vi skal ændre den kristne tro eller give den en flot indpakning, så den bliver spiselig for folk. Det handler om at finde den skønhed, som er der, og forbinde den med folks liv. Nogle vil måske indvende, at den kristne tro jo ikke bliver sand af at være smuk. Det er korrekt. Og derfor må vi aldrig opgive argumenterne. Men som mennesker er vi ikke kun interesseret i sandheden. vi er også interesseret i at leve gode og smukke liv. Videre, jo svagere forståelse vi har af fornuften, jo vigtigere bliver de andre apologetiske strategier. Hvis vi ikke ved hvad der er sandt, så kan vi jo lige så godt vælge det smukke.

Kommunitaristisk apologetik

Den tredje metode er kommunitaristisk apologetik. Den grundlæggende ide er at Guds godhed er attraktiv; den tiltrækker mennesker. Guds godhed er kropsliggjort i verden i kirken. Når Kristne lever som trofaste og autentiske kristne, så kropsliggør de Guds godhed. Dermed tiltrækker de kristnes livsstil dem udenfor. Ikke fordi de er noget særligt i sig selv, men fordi de lever Guds godhed i konkrete liv. Gavmildhed, gæstfrihed, hjælpsomhed og resten af alle de kristne dyder er således apologetiske praksisser. Denne apologetiske metode er, modsat de første to, passiv i sit væsen. Den kristne skal ikke først og fremmest forsøge at overbevise andre. Den kristne skal først og fremmest leve trofast mod evangeliet. Når den kristen gør det, vil hendes liv have en særlig overbevisningskraft.

Eksperentiel apologetik

Den fjerde metode er eksperentiel apologetik. Kernen er, at mennesker kommer til tro, når de erfarer Guds indgriben i deres liv. Et sådant møde kan tage mange former: Det kan eksempelvis være, at man ser Jesus i et syn, at man oplever et stærkt uforklarligt nærvær, eller at Bibelens ord rammer en på en særlig måde. Fælles er, at man har en oplevelse, der er så stærk, at den kommer til at flytte ens tro og livssyn. Man kan godt diskutere om denne tilgang bør klassificeres som en metode. Vi er trods alt ikke herrer over hvor og hvornår sådanne erfaringer indtræffer. Alligevel synes jeg, det giver god mening at karakterisere det som en indirekte metode. Vi er ikke herrer over Guds indgriben, men vi kan skabe rum, hvor mennesker lidt oftere møder Gud som eksempelvis i bøn, stilhed eller lovsang.

Social apologetik

Den femte og sidste metode kan kaldes social apologetik. Aristoteles beskrev i sit antikke værk Retorikken tre måder at overbevise andre på: Logos, ethos og pathos. Logos svarer til det, jeg har kaldt argumentativ apologetik. Pathos svarer til det, jeg har kaldt imaginativ apologetik. Den sidste strategi mente han var den vigtigste: Talerens karakter. Denne karakter omfatter eksempelvis apologetens uddannelse, hendes moralske troværdighed, og om tilhørerne kan identificere sig med hende. Det betyder, at apologetisk indflydelse er et livslangt projekt, hvor man gradvist opbygger troværdighed. Apologetik handler derfor i høj grad om relationen mellem apologeten og tilhøreren. Som William Lane Craig afslutningsvist skriver i sit hovedværk Reasonable Faith: Kærlighed er den ultimative apologetik. Vi lytter kun til folk, vi tror vil os det godt. Kærlighed er derfor en afgørende forudsætning for apologetik, selvom vi selvfølgelig ikke skal elske for at overbevise. Vi elsker fordi Gud er kærlighed.

Fem råd til at leve et troværdigt, apologetisk liv

Den apologetiske metodediskussion kan let blive fjern og uden relevans for det levede liv. Så lad mig her afslutningsvist forsøge at gøre det konkret. Her er fem råd til, hvordan du kan være et troværdigt vidne om Jesus. 1) Dyk ned i den store og fascinerende religionsfilosofiske diskussion om Guds eksistens og kristendommens sandhed. Dan dig dine egne meninger, og glem ikke at læse kritikerne. 2) Dyk ned i evangeliet. Forsøg at se dets skønhed på en måde, der engagerer og fascinerer dig. Søg samtidig ind i kulturen, så du opdager, hvor evangeliet har noget smukt at sige til det moderne menneske. 3) Følg Jesus. Forsøg at kropsliggøre den kærlighed, som kropsliggjordes i hans liv. Gør det ikke for at tiltrække andre. Gør det, fordi hans liv er smukt. 4) Søg Guds konkrete indgreb i dit liv. Vær med til at skabe åbne rum (kirker), hvor folk kan få et møde med Gud. 5) Brug dit liv på at opbygge troværdighed. Tænk langsigtet. Den hurtigste vej til målet fører ikke altid frem. Elsk de mennesker, du møder: Lyt til dem, respekter dem, og del i ydmyghed alt godt, du har fundet på din vej i livet.