Vi mennesker er på mange måder historisk betingede væsener. Det gælder på det helt personlige og individuelle plan, og det gælder også mere samfundsmæssigt og kulturelt. For blot at nævne nogle få eksempler: Vores tilværelse som danskere, der lever i det 21. århundrede, er afgørende bestemt af, at det var De Allierede, der vandt 2. verdenskrig, at vi fik Grundloven i 1849, at den franske revolution fandt sted i 1789, at oplysningstiden vandt frem i 1700-tallet, og at Norden blev luthersk i første halvdel af 1500-tallet osv. Selvom vi normalt ikke tænker synderligt over disse historiske, filosofiske og religiøse hændelser, farver de ikke desto mindre på grundlæggende vis vores aktuelle tilværelse.
Men kan begivenheder, der fandt sted for 2000 år siden, så også have betydning for os i dag? På en måde ja. Efter de flestes mening har den europæiske kultur to afgørende kilder: græsk tænkning og den jødisk-kristne religion. De udgør så at sige indersiden af det, som vi kalder den europæiske kultur. Og det betyder f.eks., at Sokrates’ liv og tænkning (som vi kender den fra Platons skrifter) ikke er uden betydning for os i dag.
Og tilsvarende gælder, at ”de ti bud” og ”det dobbelte kærlighedsbud” på ingen måde kan siges at være uden betydning i nutidens samfund og tænkning..
Men hvad så med Jesu død? Som vi har set, er det på en måde ikke afstanden i tid, der er det afgørende, men hændelsernes epokegørende karakter, deres virkningshistorie. Og vi kristne hævder, at Jesu død på korset er en aldeles enestående begivenhed i menneskehedens historie. Den udgør – sammen med Jesu opstandelse – historiens centrum. Her skete det aldeles uhørte, at Gud, himlens og jordens skaber, lod sig korsfæste for at betale for menneskers synd.
Det er ganske vist ikke helt let for nutidens mennesker at forstå, hvad det drejer sig om og rækkevidden af dette. Og så kender vi alligevel en form for parallel fra kriminalfilm, hvor en betjent eller en forhandler går ind til gidseltageren og med fare for sit eget liv lader sig udveksle med uskyldige kvinder og børn. Lige præcis dette var det Jesus gjorde på korset. Jesus siger selv ifølge Markusevangeliet, at ”Menneskesønnen er kommet for … at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (10.45). Og så holder parallellen til kriminalbetjenten alligevel kun et stykke ad vejen, for ifølge Det nye Testamente var det Gud selv, der lod sig udveksle, og bevidst lod sig udveksle ikke med uskyldige, men med skyldige.
Paulus medgiver, at ”ordet om korset” fra en vis synsvinkel er ”dårskab” (1 Kor 1.18), for sådan er der ingen, der handler. Men den kristne kirke har ikke desto mindre altid hævdet, at netop sådan handlede Gud i sin helt uforståelige kærlighed. Han blev menneske, og døde på et kors for at syndige mennesker som du og jeg skal få mulighed for samvær med Ham nu og altid. Denne hændelse er derfor Guds afgørende indgreb i historiens og uagtet afstanden i tid af altafgørende betydning for ethvert menneske.
Forfatter
