Hvordan håndterer jeg min tvivl? 5 råd fra en insider

I stor udstrækning lever den kristne apologetik af tvivl. På mindst tre måder er tvivl en central motor i det apologetiske arbejde. (1) Ikke-troende stiller spørgsmål til troen, fordi de stiller sig tvivlende overfor centrale påstande i kristendommen. (2) Troende kan også selv stille spørgsmål til ikke-troende gennem argumenter for troen. (3) Og så kan troende også selv opleve tvivl, som den kristne apologetik forsøger at svare på. Det er denne tredje vinkel, som denne lille artikel handler om.

Jeg kender selv til tvivl. Selvom jeg har været i kirken hele mit liv, har jeg – i de seneste mange år efterhånden – haft tvivl i min tro med skiftende intensitet. Noget af det har været tvivl på min egen tro, hvad der traditionelt kaldes “anfægtelse”. Er man anfægtet, er man i tvivl om, hvorvidt man har en frelsende tro. Men det meste af min tvivl har været en diffus størrelse, en fornemmelse af at Gud nok ikke er her, selvom der er gode argumenter for det, og jeg oplever kirken som et godt sted at være. Men det er ikke disse to typer af tvivl, jeg vil skrive om her. I stedet skal jeg give nogle tips til at behandle en tredje type tvivl, som jeg også kender godt, nemlig tvivl på troens sandhedspåstande. Kristendommen påstår mange ting om Gud, mennesket og det gode liv, og man kan let komme i tvivl, om hvorvidt noget, der står i Bibelen, er sandt, eller om et givent dogme er rigtigt eller en bestemt etisk holdning er god. Så er man i tvivl om noget i forhold til sin tro, og det er denne type af tvivl, jeg vil forsøge at komme med råd til at imødegå her. Det er selvsagt ikke en udtømmende liste, men det er fem basale råd fra en insider, der selv har haft glæde af rådene, når tvivlen springer frem.

Råd 1: Tag tvivlen alvorligt

Tvivl er ubehageligt, hvis man gerne vil tro. Det er anstrengende og kræver kræfter at forholde sig til tvivlen. Derfor kan man være fristet til at smække låget på brønden og håbe, at stanken går væk. Men lader man tvivlen gære i tavshed, vokser den til råddenskab. Tag tvivlen alvorligt, se den i øjnene, og arbejd med den. Der er desværre ingen gode veje udenom det.

Råd 2: Definer problemet

Det næste skridt er at sætte ord på tvivlen. Skær tågen væk og vid, hvad du spørger til. Det er afgørende. For en tavs tvivl er også en tryg tvivl, det vil sige, en tvivl der får lov til at eksistere og vokse ugeneret. Præciser, hvor og hvorfor du er udfordret, så det er muligt at adressere det. Alle problemer i vores liv kan vokse sig uhåndterligt store, og derfor er det en god grundregel, at vi forsøger at afklare, hvor problemet egentlig ligger. Er det opstandelsen, der udfordrer? Noas ark? Bibelens troværdighed? Guds eksistens? Skær det til og gå videre til råd tre.

Råd 3: Læs og diskuter

For at tvivlen ikke skal blive tryg og eksistere og vokse ugeneret, må vi lade den udfordre. Få (om nogen) tvivlsspørgsmål er nye, så der vil være mange ressourcer i kristendommens lange historie til at hjælpe dig. Ofte kan du finde relevante bøger, artikler, videoer og podcast, der kan komme med reflektionstilbud, og hvis du ikke ved, hvor du skal søge, kan du spørge klogere folk end dig. Det kendetegner det nysgerrige og begavede menneske, at det opsøger indspil fra klogere begavelser, og du skal derfor ikke lade som om, du har alle svar, for det har ingen. Søg svar, spørg ind, diskuter.

Råd 4: Lad ikke tvivlen være et sandhedsvidne

En har sagt, at konservative kristne er bange for spørgsmål, mens liberale er bange for svar. Jeg håber, der er en mellemvej, for jeg ønsker selv at være spørgende, men også at finde svar. Det er svært. Men det er afgørende, at vi hverken bliver forkrampede og stivnakkede eller rodløse i teologien. Sandhedssøgen kan slutte i sandhedsfinden.

Vores tid hylder religiøs tvivl, blandt andet fordi vi har en opfattelse af, at ekstrem religion som islamisk terrorisme kunne forhindres med tvivl. Men det kan hurtigt slå over i opfattelsen af, at tvivl er et sandhedsvidne, så tvivl som sådan er et bevis for, at Gud ikke findes. Underforstået: Hvis Gud virkelig fandtes, så ville en troende jo ikke tvivle. Hvis Gud virkelig fandtes, hvorfor gør han sig så ikke mere tydeligt kendt? Men det er forkert. Fx viser Bibelen selv, at folk tæt på Jesus kunne tvivle, og der er er i det hele taget en grundlæggende accept i Bibelen af, at tvivl er et uundgåeligt vilkår i en verden, hvor Gud oftest holder sig skjult.

Det er også afgørende for mig at sige, at der ofte vil være et element af tålmodighed i den gode tvivlskamp. Fordi vi ønsker at få den ubehagelige tvivl til at gå væk, kan vi være fristede til at drage forhastede konsekvenser. I denne sammenhæng kan en forhastet konsekvens være, at man opgiver sin tro uden reel kamp, at man opgiver et vigtigt punkt i troslæren eller i etikken, uden at man har bakset tilstrækkeligt med alternativerne, eller at man vælger et svækket engagement i sin egen tro, fordi det er lettere bare at lade stå til. Her må vi lade os udfordre af den gamle visdom, som siger, at tålmodighed er en dyd, og at det kan være godt for os at være i tvivlens smerte i noget tid. Det skærper os intellektuelt og modner os åndeligt. Vi slår os ikke ned i tvivlen, så det bliver vores identitet at være skeptiske i troen, men lader den vare, så længe den kræver det, for at vi finder ro i troen igen.

Råd 5: Bed

Troen er en åndskamp, og det er afgørende at bede. Har man mistet lysten og evnen til at bede, må man enten sukke “hjælp Gud” eller få andre troende til at bede for en. Men bedes må der. Jeg tror, det er tænkende menneskers største udfordring: at anerkende behovet for Guds nåde også i filosofiske spørgsmål. Vi kan gennemskue så meget, at vi glemmer at se. Gud må åbne vores øjne, så vi ser, hvad resten af skaberværket ved, nemlig at Gud er Herre over alt det skabte.

Et ekstra element her er at søge Gud, hvor kirken har sagt, at han er at finde: i nådemidlerne. Gud er allestedsnærværende, ja, men har alligevel bundet sig til nogle konkrete steder, hvor han inviterer os mennesker til at møde sig. Det er i Bibelen, dåben og nadveren. Når vi har tænkt os træt til døde og ikke føler, at vores tro har mere at give, så kan vi hvile i de ritualer, som kirken hviler på, for det er netop her, Gud har lovet at møde os. Så tag din tvivl i hånden, gå hen i kirken og lyt til forkyndelsen, modtag nadveren, og lad de andre kristne trække vejret for dig i en periode. Sådan har mange kristne overlevet i deres tvivl gennem århundrederne, og det er der ikke noget fordækt i. Det er lige præcis derfor, Gud har givet os disse mødesteder. Fordi troen i sidste ende er en gave, vi får af nåde, og ikke et verdensbillede vi vinder ved refleksion.

Afslutning

Tvivl er ikke nødvendigvis farlig. Jeg er selv komplet vaccineret for berøringsangst på det punkt. Der er mange gode og relevante indvendinger mod kristendommen, men det er ikke kritisk. Sådan er det med alle verdensbilleder, som mennesker forsøger at udforske. Som kristen tror jeg, kristendommen er det verdensbillede, der i sidste ende kan bære den kritiske undersøgelse, men det er et synspunkt, man ikke kan overtage, det kan man kun vinde. Og derfor er det en kamp, som mange af os må kæmpe. Overordnet tror jeg, det er en god kamp. Til tider endda en sjov, spændende og stimulerende kamp. Og en kamp, vi ikke kæmper alene, for hele kirken kæmper med, sammen med den Herre, der i sidste ender skaber vores tro og lader vores tanker finde fred hos ham.