Hvor kommer vores værdier fra?

Problemstilling

Påstanden om, at vores værdisæt kan spores tilbage til oplysningstiden, kan vi støde på ofte – både eksplicit og implicit. Næstekærlighed og omsorg for de svageste i samfundet opfattes af nogle som et humanistisk ideal, der stammer fra oplysningstiden. Andre mener, at det går endnu længere tilbage og har rødder i det antikke græsk-romerske verdensbillede. Men er det sandt? Det er det store spørgsmål Tom Holland forholder sig til i sin bog ”Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.” Jeg vil i denne artikel forsøge at bringe et kort indblik i nogle hovedpointer fra bogen.

Fundamentet for Vestens værdier

Til at begynde med satte Tom Holland sig for at bevise, at de vestlige værdier udspringer af den græsk-romerske tankegang. Det gik dog op for ham, at han slet ikke kunne forlige sig med de græsk-romerske værdier, om hvilke han har sagt: ”Det var ikke blot den ekstreme hjerteløshed, der generede mig, men den fuldstændige mangel på forståelse for, at de fattige eller svage kunne have den mindste værdi. Hvorfor virkede det så foruroligende på mig? Fordi jeg hverken moralsk eller etisk var nogen spartaner eller romer.” (Holland, 27) Dette citat er fra hans førnævnte bog ”Herredømmet”, som er ét langt argument for, at Vestens historie er gennemsyret af det kristne værdi- og livssyn. Kristendommen har, ifølge Holland, mere indflydelse på hvordan vi tænker, end vi umiddelbart går og tror.

Omsorg for de svage som en ubevidst kristen tankegang

Det måske tydeligste eksempel, Tom Holland har på denne forskel i synet på de fattige og svage, er Roms kejser Flavius Claudius Julianus (Julian) fra 362 e.Kr. Modsat hans forgænger, Kejser Konstantin, der selv var blevet kristen, og som havde legitimeret den kristne tro i hele Romerriget, forsøgte Julian at vende Romerriget tilbage til den gamle, hedenske gudsdyrkelse. Han mente, at Romerrigets tilbagegang skyldtes, at de romerske guder ikke blev tilbedt som de burde, og at de derfor havde vendt Rom ryggen. Efter et besøg i den romerske provins Galatien, blev han forfærdet over at se, hvordan det hedenske tempel og dets præster levede et liv i selviskhed og løssluppenhed og fuldstændig negligerede de fattige og svage i samfundet. I sin forargelse valgte han derfor at skrive et brev til de hedenske præster i Galatien, hvor han befalede, at de skulle tage sig af deres fattige og dårligt stillede. I brevet påpegede han også, hvor skammeligt det er, at de kristne ikke kun tager sig af deres egne, men også ”vores” fattige og dårligt stillede.

Altså tog kirken sig også af de nødlidende mennesker, der ikke var kristne. Denne opfordring var, siger Holland, helt uforståelig for præsterne i Galatien, der tilbad Gudinden Kybele, for hun foragtede de fattige og svage og var kun optaget af sine ”yndlinge” blandt menneskeheden: de stærkeste, tapreste og mest magtfulde mænd. Ligesom de fleste andre hedenske guder fra samtiden i øvrigt. Ifølge Holland havde Kejser Julian ikke nogen anelse om, hvor kristen en opfordring han stillede de hedenske præster i Galatien. I alle sine bestræbelser på at genindføre den hedenske gudsdyrkelse i sit rige, kunne han ikke undslippe de kristne værdier, der havde præget ham. Man kan sige at han var ”syltet ind i” kristen tankegang. (Holland, 144-146) Kristendommen bidrog altså med et ny menneskesyn, hvor de svageste i samfundet også havde værdi. De skulle ikke foragtes, men have omsorg. De kristnes egen Herre, Jesus, identificerede sig jo med de svageste mennesker i samfundet ved at blive som én af dem!

De kristne og slaveriet

Bladrer vi frem i Tom Hollands bog og spoler mere end tusind år frem til 1700-tallet, beskrives det kristne Vesten godt i gang med at udnytte resten af kloden. Det skete på mange måder, og det måske frygteligste var slaveriet. Og forfærdeligt som det er, blev slavehandelen begrundet med Bibelen: fra at slaveriet skulle være en orden Gud havde skabt og sanktioneret, til at slaveejerne gjorde noget godt for slavernes ”sjælefred” og frelse, ved at de blev til en del af en kristen husorden. Samtidig var oplysningstanken ved at blomstre op i Vesten og var ved at få et stærkt tag i den vestlige tankegang.

Benjamin Lay og hans kone Sara Lay var i starten af 1700-tallet kendt og hadet som værende stærke slave-modstandere. De var begge personligt kristne og var rejst over Atlanten til den nye verden. I England havde de fået mange fjender grundet deres ustandselige kamp imod alt, hvad de betragtede som stridende imod Kristus og kristendommen. I Barbados, som de først ankom til, blev de forfærdede over at se den måde, slaver blev behandlet på. Benjamin Lay havde godt nok selv engang pisket en sultende slave, som havde stjålet fra ham og brugte Bibelen som begrundelse, som så mange andre gjorde det. Men på et tidspunkt begyndte han at nære en afsky for den måde, han havde behandlet et andet menneske på. Han blev mere og mere overbevist om, at den Gud, der havde ført sit folk ud af slaveriet, og hvis søn havde lidt en ydmygende og smertefuld død, for at frelse hele verden fra slaveri under synd, ondskab og død, ikke kunne bifalde det, der skete i verden. Han satte sig for at appellere til slaveejerne i Barbados, og senere Filadelfia, om at de skulle ”granske deres hjerter” for, om det var i overensstemmelse med Guds vilje, at de havde slaver. (Holland, 379-385)

Den kamp mod slaveriet, for hvilken Benjamin og Sara Lay i deres samtid blev latterliggjort, blev ca. 60 år efter et anliggende i Storbritanniens parlament. Her demonstrerede en kæmpe folkemængde bestående af kristne fra flere forskellige kirker mod slaveriet, fordi det ifølge dem var afskyeligt i Guds øjne. Det resulterede i, at Storbritannien i 1807 formelt afskaffede slaveriet. Selvom slaveejere og dem, der profiterede på slavehandelen begrundede og argumenterede for slaveriet med Bibelen i hånden, mener Holland, at det var kristendommen, der var afgørende for afskaffelsen af slaveriet. Benjamin Lays drivkraft var troen på, at Gud elskede alle mennesker, og at Gud selv var imod slaveriet. Gud førte jo sit folk ud af slaveriet i Egypten, og Jesus døde for, at vi som mennesker kunne blive fri for synd, død og ondskab. At Storbritannien afskaffede slaveriet skete også som følge af en stor kristen vækkelse i landet, hvorefter tusinder af kristne demonstrerede imod slaveriet. De havde fået øjnene op for, hvor afskyelig en praksis det var, som ikke afspejlede det kristne budskab om, at alle mennesker har værdi. Det var derfor, de følte sig nødsaget til at prøve at påvirke det britiske parlament til at gøre noget ved det. (Holland, 407-409)

Menneskerettighederne

Nu har jeg i denne artikel, ud fra Hollands bog, udvalgt et historisk eksempel fra antikken og et fra begyndelsen af oplysningstiden. Måske tænker du: hvad har antikken med oplysningstiden at gøre? Oplysningstiden var en periode, der var betaget af antikken, af det før-kristne. Man mente, at de sande humanistiske værdier, som fx alle menneskers iboende værdi og demokratiet, måtte komme fra den før-kristne tankegang i Vesten.

Dog er der også eksempler på oplysningsfilosoffer, som kom frem til en anden konklusion mht. de humanistiske værdier; hvor de kommer fra og om de skal opretholdes eller ej. Napoleons politichef Marquis de Sade udgav en bog kort før slaveriet formelt blev afskaffet i England og Frankrig, der argumenterede for de stærkes ret til at undertrykke og udnytte de svage. Sade afskyede kristendommen og mente, at kristendommens budskab om næstekærlighed, broderskab, omsorg for svage og velgørenhed var et uhyrligt bedrageri. Sade sagde, at ”Buddet om at elske sin næste er et fantasifoster, der stammer fra kristendommen, ikke fra naturen.” (Holland, 406) For Sade var afskaffelsen af slaveriet altså latterligt: for den stærke skylder ikke den svage noget som helst. (Holland, 406) Som Holland påpeger, så Sade tydeligere end de fleste, at eksistensen af menneskerettigheder var svær at bevise, hvis man afviste enhver mulighed for, at der skulle eksistere en Gud. (Holland, 404-406)

Denne opfattelse af de stærkes ret overfor de svage skulle vise sit grimme ansigt igen senere i historien med indtoget af den filosofiske strømning darwinisme eller evolutionisme (som ikke må forveksles med evolutionsteorien, den naturvidenskabelige tese, der har sine rødder i Darwins bog, Arternes Oprindelse). Evolutionismen, som Sades udtalelse er et eksempel på, anså kristendommen som værende i strid med ”naturens orden”, når den ophøjede de svage overfor de stærke. Naturens orden og kristendommens budskab kunne og skulle altså ikke forenes. Evolutionismen konkluderede da også, at der var et naturligt hierarki mellem racerne: at de hvide europæere stod over de indfødte amerikanere og afrikanere. Nogle mennesker stod bare nærmere aberne end andre og var derfor svagere og mindre ”menneskelige” end andre. (Holland 433-441) Dette triste menneskesyn fik medvind i anden halvdel af 1800-tallet og fortsatte ind i 1900-tallet. Én af de mest kendte fortalere for de stærkes ret overfor de svage er måske Friedrich Nietzsche. Han anså det for skammeligt at klynge sig til en tro på, at mennesker er født med rettigheder, hvis man samtidig har fornægtet Guds eksistens. For ham at se, var det en påberåbelse af noget kristent, som man ellers havde frasagt sig. Omsorg for de svage og lidende var ikke en god sag, men en form for gift i samfundet, og velgørenhed var bare et magtmiddel, kristendommen udnyttede. (Holland 461-464)

Tom Holland antyder altså her til, at forståelsen for, at alle mennesker har værdi ikke er noget, vi kan udlede af oplysningstidens naturalistiske verdensbillede, men at den derimod kom fra kristendommen. Og de oplysningsfilosofer, som holdt fast i omsorg og velgørenhed overfor de svage, hang fast i en kristen tankegang, oftest ubevidst, ligesom Kejser Julian gjorde det. Menneskerettighederne, ifølge Holland, giver som begreb ikke den store mening, udenfor kristendommens kontekst. (Holland, 517) Selvfølgelig har mange ateistiske og naturalistiske tænkere fra oplysningstiden været med til at præge menneskerettighedskonventionen, så den ser ud som den gør i dag. Men spørgsmålet er, om man var nået frem til det menneskesyn, der ligger til grund for menneskerettighederne, at alle mennesker har værdi, hvis ikke det også var for kristendommen?

Min egen refleksion

Ud fra disse tanker, rejser der sig nogle relevante spørgsmål. Havde vores etik og menneskesyn i Vesten kunnet ligne det, det er i dag, hvis det ikke havde været for kristendommen? Det er et meget svært spørgsmål, Tom Holland tager op, og vi må nok indrømme, at vi ikke kan svare på det. Dog bidrager Holland med et fremragende argument for, at vores menneskesyn og etik i Vesten er opstået på baggrund af kristendommen, og det er en spændende, og for nogle provokerende, påstand i sig selv. Alligevel må vi ikke tro, at kirken, i modsætning til de filosoffer fra oplysningstiden, som allerede er blevet nævnt, har haft en altid sammenhængende tænkning om tro, menneskesyn og praksis. Når kirken, der tror på en Gud, der har skabt verden og alle mennesker i sit billede, samtidig har behandlet mennesker forfærdeligt til tider, er det mildest talt inkonsekvent. Dog er der her et problem med praksis, hvorimod Holland peger på oplysningsfilosoffernes problem med teori: altså problemet med at forklare, hvorfor mennesker har værdi, hvorfor der er godt og ondt.

Konklusion

Det er ikke min hensigt at tegne et glansbillede af kristne og kirken op igennem historien: jeg vil hverken underkende eller afvise de frygtelige ting kirken har gjort igennem tiden. Derimod er min hensigt at vise, at Tom Holland laver et meget interessant argument for, at vores vestlige værdisæt i høj grad er præget af kristendommen. Kristendommens sandhed er ikke bevist ved, om dette argument holder eller ej. Derimod lægger bogen op til refleksion over, hvad der ligger til grund for de vestlige værdier: er det et rent materialistisk verdensbillede? De kristne værdier har været gældende i Vesten i så lang tid, at vi glemmer, at mange af dem ikke er universelle. Et eksempel på dette, jeg selv er kommet til at tænke på, er den massive kritik Vesten har haft imod værtslandet for fodbold-VM i 2022, Qatar. Qatar har været udskældt for, blandt andet, deres diskrimination af mennesker på baggrund af køn, seksualitet, nationalitet og religion – og spørgsmålet er, om de overhovedet er enige i, at Vestens værdier om åndsfrihed, minoriteters beskyttelse og lighed mellem kønnene, er gode værdier? Alle i verden er ikke enige med Vesten i, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert.

De værdier, der stadig er bærende i Vesten, som eksempelvis kommer til udtryk ved menneskerettighederne, har også deres oprindelse i vores kristne arv. (Holland, 23) Ifølge Holland, var det kristendommens værdier, der gjorde, at kejser Julian gik op i de svages og undertryktes velbefindende, og det var kristendommens værdier, der gjorde, at ægteparret Benjamin og Sara Lay kæmpede imod slaveriet.

Kristendom er budskabet om, at alle mennesker er værdifulde, og alle mennesker er kaldet til at bestræbe sig på at elske sin næste som sig selv. Det er den rette grobund til at kæmpe imod uretfærdigheden. Dog må vi ikke glemme den centrale del af det kristne budskab, som også lyder, at vi alle er syndere, hvilket betyder, at vi alle lider af nærsynethed, mangler perspektiver og handler direkte ondt. Som en præst på et tidspunkt sagde, så er det at tage de kristne værdier, og adskille dem fra ham, det udspringer af, Jesus, lidt som at plukke flotte blomster: det er smukt på køkkenbordet, men det visner unægteligt på et tidspunkt. Hvis vi ikke holder fast i, at Jesus er kilden og ser de kristne værdier i sammenhæng med resten af det kristne budskab om, at vi er syndere og har brug for Guds tilgivelse, så vil de ellers så gode og smukke kristne værdier visne. For så bliver de kristne værdier en byrde for os og ikke en opgave, vi kan bestræbe os på at udføre så godt vi kan i visheden om, at den svagelige og udskammede person, der døde på korset, har bekræftet vores værdi og givet os tilgivelsen og livet her og nu.