Hjælp, jeg kan ikke tro!

Den aften lå jeg på det kolde fortov klokken tre om natten. Bag gadelampens skær spredte stjernerne sig på den storslåede nattehimmel, men deres skønhed var utilgængelig for mig. Efter endnu en aften med spekulationer om Guds eksistens og kristendommens sandhed, havde fortvivlelsen bragt mig derud. “Det er alt for komplekst til at komme til bunds i”, tænkte jeg, “jeg kan ikke komme til at tro!”

Den aften var blot en af mange.

I dag mener jeg stadig, at spørgsmålet om Guds eksistens er komplekst. Så komplekst, at hvis jeg skal være ærlig, er den mest fornuftige tilgang nok agnosticisme – at vi simpelthen ikke kan afgøre, om Gud findes eller ej. Men jeg er ikke fortvivlet over det på samme måde. Jeg ser, at jeg havde misforstået, hvad tro var, og hvad det at forholde sig til Gud handler om. Tågen er ikke forsvundet, men nu lyses det op af et skær i det fjerne, som er for dragende til ikke at famle sig frem efter.

Denne artikel er en invitation ind i en rejse med tvivl og er skrevet som hjælp til agnostikeren i mig og dig, som blegner overfor kompleksiteten i livets store spørgsmål.

”Følg mig!”

For mange er livets meningsfuldhed tæt forbundet med Guds eksistens. Hvis vi er her ved et tilfælde og ikke er skabt med et bestemt formål, virker livet absurd. Måske trøster vi os selv med, at vi alligevel kan opleve mening, men vi har alle en længsel efter, at livet faktisk er meningsfuldt.

Derfor satte jeg i gymnasiet al min tankekraft ind på at undersøge, om Gud var til. Min tilgang afspejlede den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs ord: “Tilintetgør mine ønsker, knus mine idealer, vis mig noget bedre, og jeg vil følge dig.”[1] Hvis livet virkelig havde en mening, tænkte jeg, ville det være blændende tydeligt, når man fandt den. Man ville blive blæst bagover, få vendt sin verden om og endelig få slukket sin eksistentielle tørst. Erfaringen var bare, at livet var ulideligt tvetydigt, hvorfor jeg også kom frem til, at det måtte være meningsløst.

Men jeg søgte stadig med lys og lygte efter svar, der kunne slukke tørsten. Fordi jeg er vokset op med en kristen mor, søgte jeg i kristendommen. Her oplevede jeg til min store frustration, at min tilgang blev vendt på hovedet. Jesus kunne gå op til mennesker og sige: ”Følg mig!”, og derpå forlod de alt for at give deres liv til ham.[2] Samtidig afviser han dem, der krævede et tegn fra ham for at tro, også selvom han glædeligt gjorde store tegn og undere for mange andre.[3] I Jesus mødte jeg ikke en hypotese, der skulle efterprøves, men en invitation, der skulle besvares. Indgangen til troen var for ham ikke en bestemt overbevisning, men et valg. En beslutning om at opgive selv at finde mening i livet, for at blive ført ind i en ny tilværelse med ham som vejviseren. Han vendte om på rækkefølgen i min tilgang: ”Følg mig, så vil jeg tilintetgøre dine ønsker, knuse dine idealer og vise dig noget bedre.”

I mødet med Jesus stod jeg med et spørgsmål og en udfordring: Hvad hvis tro ikke handler om at blive overbevist, men om at komme over sit behov for beviser og vove sig ud, hvor man ikke ved, hvad konsekvenserne bliver?

Blind tro eller vovet tillid

Jeg havde dog mine indvendinger. Hvis troen er et valg man træffer, før der er tilstrækkelig afklaring, er det så ikke blind tro uden kobling til sandheden? En mening med livet, som ikke har en reel forbindelse til virkeligheden, er en skrøbelig og ringe trøst.

Med tiden kom jeg til at se svagheden i den indvending. De religionsfilosoffer, som har brugt hele livet på at gennemtænke, om Gud eksisterer, ender med modsatrettede konklusioner. Det vidner om spørgsmålets kompleksitet – at der er noget i sagens natur, som gør, at vi ikke kan nå til bunds i det med det antal år, vi er givet her på jorden. Er det mest fornuftige så ikke at leve uafklaret, altså som agnostikere, så spørgsmålets svar holdes hen i det uvisse?

Problemet er, at det ikke er muligt. Livet kræver nemlig af os, at vi handler, også før vi er afklarede. Søren Kierkegaard illustrerer det i Enten-Eller med billedet af en styrmand i et søslag. Han kan gå til slaget på mange måder, og derfor har han en reel beslutning at træffe, der kan have fatale konsekvenser. Men fordi skibet stadig skyder sin sædvanlige fart, må han træffe et valg inden længe – gør han det ikke, så taber han slaget, lige så sikkert som hvis han havde prøvet og fejlet.[4]

Når vi kommer ind i livet, er vi allerede på vej mod døden med kraftig vind i sejlene. Vi er nødt til at vælge, hvilket liv vi vil leve, og hvilke sandheder vi vil sætte vores lid til; alt sammen noget, der rækker ud over, hvad agnosticismen tillader os at vurdere. Men fordi vi kommer til verden med en hastighed, kan vi ikke bare udskyde valget. Så er valget blot truffet på vores vegne. Som filosoffen William James formulerer det: “We cannot escape the issue [of religion] by remaining sceptical [sic] and waiting for more light, because, although we do avoid error in that way if religion be untrue, we lose the Good, if it be true, just as certainly as if we positively chose to disbelieve.”[5] Holder vi Jesu invitation ud i en strakt arm, indtil vores egne kriterier for at tro ham er tilfredsstillede, så mister vi ham lige så sikkert, som hvis vi direkte afviser ham. Han spørger os nemlig ikke, om vi er overbeviste, men om vi vil følge ham. Spørgsmålet er altså ikke, om vi vil tro – vi har alle valgt at tro, ved at gå en bestemt vej i livet – spørgsmålet er, hvad vi har givet vores tro til.

Det jeg har indset er altså, at mens tro altid indebærer at vove tilliden til noget, jeg ikke kan rumme lige nu, er det ikke et blindt spring i tro, som ingen forbindelse har til sandheden. I så fald er den det ikke mere end enhver anden måde at leve på. I praksis har vi enten Jesus som vores herre, eller også har vi det ikke. Det er ikke kun intellektuelt og eksistentielt berettiget at vælge mellem de to muligheder – det er nødvendigt og uundgåeligt. Vigtigst af alt er det muligt; selv for en agnostiker som mig. Jesus venter ikke på, at jeg er afklaret – han spørger, om jeg vil følge ham, på trods af at jeg ikke er det.

Den afmægtige tro

Den dybe fortvivlelse, jeg har levet i, og som stadig til tider dukker op til overfladen, er grundlæggende en afmagt overfor livets dybe mysterier. Den består i, at jeg ikke kan magte livet. Men den er ikke kun afmagt; den er også oprør. Jeg vil, at Gud skal møde mig på mine præmisser og ikke på hans egne. Med andre ord er fortvivlelsen et meget prægnant udtryk for, hvad Bibelen kalder synd: At vi er født i en falden tilstand, så vi ikke kan leve det smukke og gode liv, vi er skabt til, og at vi dertil aktivt går i oprør mod den Gud, der har skabt os, fordi vi stoler mere på os selv, end hans godhed og kærlighed.

I Bibelen siger Gud: ”Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde”[6], men hvem af os kan ærligt sige, at vi har søgt Gud af hele vores hjerte? Jeg har måske søgt ham med min fornuft, men med hele mit liv? Når jeg har søgt ham, har det været for selv at finde mening, ikke fordi jeg faktisk ønskede at finde ham. Vores søgen efter Gud bliver blot udtryk for vores egen selviskhed.

Men Bibelen diagnosticerer ikke kun sygdommen, den peger også hen på lægen. I kristendommen møder vi en Gud, der ikke er på afstand af os, men som træder ind i vores verden og gennemlever menneskelivet med dets begrænsninger. Han har påtaget sig byrden af vores afmagt og har overvundet den, ved at leve det liv, vi ikke kan leve, og have den tro, vi ikke har. Han har gjort op for vores oprør, og har rakt ud efter os, selvom vi ikke kan finde ud af at række ud efter ham.

Det er en Gud, som ikke skal bæres af min tro. Som ikke skal bæres af mine argumenter for, at han findes. Som ikke skal bæres af min evne til at rumme ham. Det er en Gud, som har et fast greb om mig, selv når jeg slet ikke kan gribe om ham. Den kristne tro rummer en stor frihed for os, der ved meget lidt.

Den Gud jeg herover har beskrevet kan vi ikke selv finde – men vi kan blive fundet af ham. Det åbner vi os for, når vi opgiver at søge ham på egne præmisser og giver hele vores selv til ham. Når vi i mødet med livets kompleksitet ikke kun bøjer hovedet, men også vores knæ. Vi ser ham måske gennem en tåge, men når vi vover at vandre af den sti, han har lagt, så lyser han kraftigere og viser en vej gennem livets tvetydighed. I Guds rige er der plads til os, der har svært ved at tro – så lad os tage imod Jesu invitation og vove troen.

[1] Dostojevskij (2018)

[2] Matt 9,9; 4,19-20

[3] Mark 8,11-13

[4] Kierkegaard, Søren (1997): 161

[5] James, William (2008): X

[6] Jer 29,13a-14b

Litteraturliste

Dostojevskij, F.M.

2018 – Kældermennesket: optegnelser fra en undergrund (Ved Ole Husted Jensen), 2. udg., Lindhart og Ringhof.

James, William

2008 – “The Will to Believe”, i James, William: The Will to Believe, and Other Essays in Popular Philosophy, Project Gutenberg, https://www.gutenberg.org/ebooks/26659

Kierkegaard, Søren

1997 – ”Enten – Eller. Anden del”, i Kierkegaard, Søren: Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 3, udg. af Niels Jørgen Cappelørn; Joakim Garff; Johnny Kondrup; Alastair McKinnon; Finn Hauberg Mortensen, Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Onlineudgave fra Søren Kierkegaards Skrifter: https://tekster.kb.dk/text/sks-ee2-txt-root (tilgået 22. januar 2024)