Evangelierne på retsbænken

Introduktion

I denne artikel vil jeg tage udgangspunkt i en metode, præsenteret af J. Warner Wallace i sin bog Cold Case Christianity. Tidligere har Wallace arbejdet med cold cases, som er kriminalsager, der er gået kolde pga. manglende spor. Dette gjorde, at han kom ud for at læse øjenvidneberetninger mange år efter, at de var skrevet. Her opfangede han principper og metoder til at undersøge troværdigheden af øjenvidner. Det er med afsæt i disse metoder, jeg i det følgende vil undersøge, om de fire evangelier, Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet, faktisk er troværdige øjenvidneberetninger.

Troværdighed

En frugtbar måde at forstå ordet troværdighed på er at kigge på en retssag og sammenligne med retssagens øjenvidner. I en retssag ønsker man, at vidnerne skal være troværdige, og med det mener man, at de fortæller, hvad de faktisk tror, der skete i en situation, de har været vidne til. Wallace nævner derfor en liste af 14 spørgsmål, en jury i USA ville få af en dommer for at vurdere dette. De 14 spørgsmål kan opsummeres i tre spørgsmål, jeg vil undersøge i denne artikel: Var de til stede? Kan beretningerne underbygges, og er de nøjagtige? Og har de et motiv for at lyve?[1]

Jeg vil nu undersøge dette i det følgende.

Var de til stede?

Inden vi kigger på, om evangeliernes forfattere, evangelisterne, var til stede, skal der laves en præcisering. Når vi spørger, om de var til stede, er det ikke nødvendigvis om dem, der skriver, var til stede. Det, vi blot vil finde frem til, er, om forfatterne har adgang til nogen, der var til stede.

Forestil dig, at jeg vil skrive en biografi om min oldemor. Som udgangspunkt ville jeg jo ikke bruge min egen erfaring, eftersom jeg ikke har været til stede i størstedelen af hendes liv. Dog kan min biografi stadig være troværdig, hvis jeg bruger historier fra min farfar, som fortæller om min oldemor.

Dateringen af de fire evangelier

Var de så faktisk til stede? For at finde ud at dette, skal vi finde ud af to ting. Var evangelisterne til stede i tid? Og var de til stede i Israel? For at undersøge om de var til stede i tid, skal vi vende os mod dateringen af de fire evangelier. Når man skal datere de fire evangelier, er der utrolig stor uenighed. Ifølge Craig L. Blomberg, er der to sider, den konservative og liberale lejr.[2] Det vigtige for os i forhold til datering er, om evangelisterne var tæt nok i tid til at have adgang til mennesker, der kunne vidne om Jesu liv.

De synoptiske evangelier

Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet er synoptiske evangelier. Det betyder blot, at de har en stor afhængighed af hinanden. Hvis man læser dem side om side, vil man lægge mærke til, hvordan der er store dele de tre evangelier deler. Dette har betydning for, hvordan de er blevet dateret.

For de der daterer disse tre evangelier sent, den såkaldt liberale lejr, er der særligt ét spørgsmål, der er vigtigt. Det er spørgsmålet om Jesu’ forudsigelse af templets ødelæggelse i Mark 13,2. Man argumenterer, at Jesus ikke kunne have forudsagt templets fald, så evangelisterne må have lagt ham ordene i munden, efter templets destruktion i år 70. Dette bruger nogle forskere som argument for, at dette evangelie er skrevet efter år 70.[3]

De fleste forskere mener, at Markusevangeliet er skrevet først. Hvis det er tilfældet, er de to andre synoptiske evangelier skrevet efter år 70. Det er derfor rimeligt at datere de to andre evangelier til 70-90 e.Kr. Udover det, peger man også på forudsigelsen af templets ødelæggelse, som argument for den sene datering af Lukas- og Matthæusevangeliet.[4]

Ifølge de forskere, der vedkender sig den konservative datering, kan man bl.a. pege på slutningen af Apostlenes Gerninger (ApG) til dateringen af Markus- og Lukasevangeliet. Det sidste, der sker i ApG er, at Paulus kommer til Rom og er i husarrest i to år. Man antager derfor, at Paulus, da Lukas skriver dette, stadig er i live. Ifølge traditionen blev Paulus løsladt igen i år 62, men kom dog i fængsel igen og blev henrettet få år efter. Lukas, som har skrevet ApG, skriver før dette et evangelie (ApG 1,1), Lukasevangeliet. Derfor er Lukasevangeliet i hvert fald skrevet før år 62. Samtidig kan man antage, at Lukas har gjort brug af Markusevangeliet, som derfor må være skrevet tidligere. Derfor daterer man Markus- og Lukasevangeliet til omkring år 60.[5]

For de konservative sker dateringen af Matthæus på baggrund af et citat fra kirkefaderen Irenæus om, at Matthæus skrev sit evangelie, imens Peter og Paulus prædikede.[6] Ligesom Paulus, bliver Peter også henrettet i 60’erne. Derfor vil man i hvert fald ikke datere det senere end deres død.

Johannesevangeliet

Før i tiden har nogle forskere dateret Johannesevangeliet til sent i det 2. århundrede. Denne holdning er dog ikke udbredt mere. I 1920 fandt man et fragment, som dateres til 125 e.Kr., som indeholdt en del af Johannesevangeliet. Udover det peger man på, at den er skrevet uafhængig af de andre evangelier, men alligevel senere pga. dens mere tydelige ’Jesus som Gud’-perspektiv. Derfor daterer nogle forskere dette evangelie til mellem 70-100 e.Kr.[7]

De mest konservative forskere daterer dette evangelie til omkring år 60. Dette synspunkt kan dog kritiseres for at have svage argumenter, f.eks. er en stor del af deres argument, at Johannes ikke nævner templets fald og andre vigtige historiske begivenheder for jøder og kristne på det tidspunkt.[8] Den konservative forsker vil heller ikke være enig i, at det høje Jesussyn som er i Johannesevangeliet er tegn på en sen datering. Her kan man bl.a. pege på Paulus, som skrev før alle evangelisterne. Paulus har ikke ligefrem et lavt syn af Jesus.[9]

Nu har vi gennemgået de forskellige holdninger til, hvornår evangelierne er fra. Ud fra dette kan vi konkludere, at de godt kan bygge på beretninger fra folk der har mødt Jesus. Uanset om det er den liberale eller konservative datering vi går med, kan dette stadig være tilfældet. Som Craig L. Blomberg siger: ”Whether written thirty, forty, or fifty years after Jesus’ death, the Gospels were produced well within the lifetimes of some who were eyewitnesses of Jesus’s ministry.”[10]

De var altså til stede, i hvert fald i tid. Men var de til stede i Israel? Hvordan kan vi vide, at de ikke blot har løjet om et område langt væk fra hvor de faktisk befandt sig? Det vil vi kigge på i det følgende.

Kan beretningerne underbygges, og er de nøjagtige?

Vi vil nu vende os mod Wallace’ andet kriterium, nemlig om beretninger kan underbygges. Jeg vil her komme med indicium, der peger på, at evangelierne faktisk handler om Israel på Jesu tid. Indicier bliver brugt i retssager til at sandsynliggøre en påstand, men det er dog ikke et bevis. Indiciers styrke er, at hvis der er mange der peger i en retning, hæver de sandsynligheden for, at en given påstand er sand. Her vil jeg dog blot dele et enkelt – så må selv man kaste sig over litteraturlisten bagefter.

Utilsigtede tilfældigheder

Når vi kigger på øjenvidners beretninger, skal man nogle gange gå i dybden med hvert enkelt ord. Man skal hænge sig i bestemte udtalelser og overveje, hvorfor det står som det gør. Ifølge Wallace er dette en vigtig disciplin, når man skal vurdere sandhedsværdien af øjenvidneberetninger. Han siger:

”We all choose the words we use. Sometimes we choose as a matter of habit. Sometimes we choose words that reflect, either consciously or subconsciously, the ruth about how we feel or the truth about what really happened.”[11]

Wallace har interviewet utallige øjenvidner, og hvis dette gælder for alle dem, mon ikke også det gælder for evangelierne?

I 1847 blev der udgivet en bog ved navn ’Undesigned Scriptural Coincidences’ af J. J. Blunt. I denne bog peger Blunt på det, han kalder utilsigtede tilfældigheder (UT) som et argument for, at evangelierne er troværdige. Argumentet bygger på observationer lavet af filosoffen William Paley, som påpegede, at der i beretningen om Paulus var historiske fakta fra forskellige tekster, som hang ualmindeligt godt sammen, men som ikke så ud til at være med intention fra forfatteren selv. De samme principper brugte Blunt på evangelierne og fandt frem til, at de havde lignende UT’er.[12]

Bespisningen af de fem tusind

Vi skal se på en UT fra Johannesevangeliet i historien om bespisningen af de fem tusind:

v5 Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« v6 Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. v7 Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« v8 En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: v9 »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« (Joh 6,5-9)

I dette korte afsnit, er der noget, der burde undre os. Jesus spørger Filip, hvor de kan købe brød. Filip er ikke ligefrem en vigtig discipel i evangelierne, men alligevel er det ham, vi hører om her. Det er først, når vi læser parallelberetningen i Lukasevangeliet, og endnu en passage fra Johannesevangeliet, brikkerne bliver sat på plads. I Lukasevangeliet står der:

v10 Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Jesus om alt det, de havde gjort. Han tog dem så med og trak sig tilbage til en by ved navn Betsajda for at være alene. v11 Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham, og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige, og han helbredte dem, der trængte til hjælp. (Luk 9,10-11)

Efterfølgende sker bespisningen af de fem tusind. Her får vi lidt flere informationer, nemlig at det sker i Betsajda. Men for at få den sidste puslespilsbrik skal vi læse i Johannesevangeliet igen: ”Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter.” (Joh 1,44)

Den utilsigtede tilfældighed er altså følgende: (1) Vi læser i bespisningen af de fem tusind, at Jesus spørger Filip til råds, om hvor man kan købe brød. (2) Lukas fortæller os, at beretningen sker i Betsajda og (3) Johannes fortæller os et andet sted, at Filip er fra Betsajda. Som vi kan se, er det som puslespilsbrikker. Det er ikke nogen, der skal tvinges i før de passer, de ligger blot rundt omkring i evangelierne klar til at blive sat på plads. Sammen svarer evangelierne på vores første spørgsmål, om hvorfor Jesus spørger Filip til råds. Det gør han formentlig, fordi Filip er fra området og ved, hvor man kan købe brød. Læg også mærke til, at det ikke umiddelbart er Filip, der svarer, men Andreas, som vi også nu ved er fra samme område.[13]

Er UT et godt argument?

Denne form for argumentation, lægger jeg i kategorien indicier. Det er ikke tvingende argumenter, der gør, at evangelisterne ved, hvad de taler om, men der er noget intuitivt over dem. Det er sjældent, man ville finde disse sammenhænge i fiktive beretninger, medmindre de er planlagte. Der er dog ikke meget, der taler for, at evangelisterne har designet dem selv. Hvis det var tilfældet, skal vi tro på, at evangelisterne har plantet disse tilfældigheder, som i øvrigt er forholdsvis svære at finde, bare for, at de kan underbygge deres historie. Denne konkrete viden om Filip og Betsajda og andre UT’er, jeg ikke har gennemgået her, gør det altså usandsynligt, at det er opdigtede af nogle, der ikke var fra Palæstina.

Havde evangelisterne motiv for at lyve?

Med svar på Wallaces to første kriterier, vil vi nu vende os mod det sidste, nemlig om evangelisterne havde motiv for at lyve.

Det er stadig en åben mulighed, at evangelisterne løj. Når man skal vurdere, hvorvidt nogen lyver, peger man som regel på tre motiver: sex, penge og/eller magt.[14] Derfor vil vi nu gennemgå disse tre og finde ud af, om evangelisterne faktisk havde motiv for at lyve.

Sex

Først og fremmest har vi ikke særlig meget i evangelierne, der taler om apostlenes eller evangelisternes kærlighedsliv. Det vi ved er, at Peter havde en kone (Matt 8,14), og så antyder Paulus også i sit brev til korinterne, at der er andre af apostlene der har det (1 Kor 9,5). Vi har dog Jesus der snakker om hvordan det er at følge ham:

v28 Peter sagde: »Se, vi har forladt, hvad vi havde, og har fulgt dig.« v29 Han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, v30 som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden.« (Luk 18,28-30)

Det tyder altså på, at der er noget vigtigere end f.eks. at have en kone.

Hvis vi skal sige noget yderligere om dette motiv, bliver vi nødt til at kigge på kirkehistorien. Klemens af Alexandria er en kirkefader, der levede ca. fra år 150-215 e.Kr. Han skriver, at nogle af apostlene havde koner med på deres rejser, men på trods af det var de afholdene.[15] En anden kirkefader, Ignatius af Antiokia hentyder også til at apostlene blot var gift for at få børn og ikke for deres egen nydelses skyld.[16]

Ud fra hvad Jesus og kirkefædrene fortæller os var der én ting, der var det vigtigste at dele: evangeliet. Det betyder altså, at evangelisterne ikke brugte deres budskab til at blive populære og få alle kvinderne efter sig. Det mest sandsynlige ud fra dette er derfor, at de ikke var motiveret af sex.

Penge

Penge er et interessant motiv. Det er jo ikke løgn, at der i dag er mange, der tjener godt på at være en kristen præst.[17] Spørgsmålet er dog nærmere her, om evangelisterne kunne tjene godt på, at opdigte en historie om jødernes Messias. Det er der ikke meget der tyder på. Først og fremmest er der bjergprædikenen.

v19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. v20 Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. v21 For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være. (Matt 6,19-21)

Her ser vi hvordan Jesus fortæller en kæmpe folkeskare at de ikke skal samle sig rigdomme på jorden. Dernæst er der den rige unge mand der kommer til Jesus. Han spørger Jesus hvordan han får evigt liv, og i slutningen af deres samtale siger Jesus følgende:

v21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« v22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. v23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. (Matt 19,21-23)

Jesus sætter ikke status i at være rig, det er nærmest en byrde på baggrund af dette vers. Et sidste vers til at understrege min pointe om at evangelisterne ikke var motiveret af penge, er historien om Zakæus. Zakæus var en rig tolder, da Jesus mødte ham, men der skete noget med Zakæus. Efter et måltid med Jesus, var det som om, Zakæus’ penge ikke længere betød noget:

Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« (Luk 19,8)

Mødet med Jesus gjorde altså at pengene ikke betød lige så meget for Zakæus mere. Det er pga. disse eksempler usandsynligt, at penge har været et motiv for evangelisterne.

Magt

Søgte evangelisterne magt ved at skrive evangelierne? Når man kigger på kristendommen i dag, er der ingen tvivl om, at den i hvert fald har haft rigtig stor magt, men igen er det jo ikke pointen. Det vigtige er at se på, om evangelisterne fik – eller i det mindste søgte – magt, med deres evangelier.

Igen kan vi gå til evangelierne selv og se, at det nok ikke er tilfældet. Det første eksempel kommer fra en samtale Jesus har med to af hans disciples mor. Hun kommer til Jesus og beder om, at hendes sønner må få plads ved hans højre og venstre hånd. Efter dette bliver de andre disciple sure på de to brødre, men Jesus siger følgende til dem:

v25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. v26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, v28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,25-28)

Evangelisternes hovedperson, kristendommens forbillede, vender rundt på hvad de vil sige at have magt. At have magt i Jesu øjne er altså at tjene. Denne form for magt kan ikke være motiv for at lyve.

Udover dette kan man pege på den tidlige kirkes skæbne som argument for, at de ikke søgte (eller i hvert fald ikke fik) magt. Ifølge den romerske historiker Tacitus blev kristne forfulgt under kejser Nero.[18] Vi ser også bevis på den hårde situation i den tidlige kirke i Paulus’ andet brev til korinterne.

v24 Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, v25 jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. v26 Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. (2 Kor 11,24-26)

Af disse grunde vil jeg heller ikke mene, at evangelisternes fik magt af at lyve.

Vi har nu kigget på de tre motiver, der er for enhver forbrydelse, synd og lign. og har fundet frem til, at evangelisterne ikke passer på en eneste af dem. Dette fortæller os desværre ikke, at de ikke løj. J. Warner Wallace citerer i sin bog en sektion fra Californiens jury instruktioner. Motivet skal ikke være tilstede før du kan dømmes skyldig. Samtidig betyder et motiv heller ikke at du er skyldig. Motivet er derimod én af flere faktorer, i at vise om en person er skyldig eller ej.[19]

Hvad vil jeg med dette?

Evangelierne er de vigtigste dokumenter kristne har. Er disse ikke sande, kan hele fundamentet for kristentroen rokkes, hvorfor jeg mener, at det er vigtigt at undersøge om og nu forsvare, at de faktiske er troværdige. Derfor har jeg fremført tre ’cases’ for, at de er troværdige. Det første var at vise, at evangelisterne kunne have levet og videreført historien om Jesus. Dernæst argumenterede jeg for, at evangelierne faktisk er skrevet om det, de påstår, ved at kigge på utilsigtede. Som det sidste kiggede vi på eventuelle motiver for, at evangelisterne skulle have løjet. Her fandt vi frem til, at de ikke umiddelbart havde grund til at lyve.

Mit mål har i det overstående været at vise, at man kan argumentere for, at evangelierne er troværdige fra forskellige vinkler. Alene står mine tre argumenter ikke stærkt, men sammen gør de argumentet stærkere.

I denne artikel har jeg ikke formået at gennemgå alt det, man kunne sige om evangeliernes troværdighed. Men jeg håber, at jeg har pirret din interesse, og at du med dette selv får lyst til at undersøge, om det virkelig kan passe, at Jesus gik rundt på jorden og gjorde alle de vilde ting.

Citerede værker

Blomberg, C. L. (2016). The Historical Reliability of the New Testament. Nashville, Tennessee: B&H Academic.

Blunt, J. J. (1869 (1847)). Undesigned Coincidences In the Writings of the Old & New Testament, an Argument of Their Veracity. London: John Murray Albemarle Street.

Hvalvik, R., & Stordalen, T. (2020 (1999)). Den store fortellingen. Oslo: Det Norske Bibelselskap.

Wallace, J. W. (2013). Cold-Case Christianity. Colorado Springs: David C Cook.

Bibelteksterne er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Slutnoter

[1] (Wallace, 2013, s. 72-76)

[2] (Blomberg, 2016, s. 13)

[3] (Hvalvik & Stordalen, 2020 (1999), s. 201). En kritik af dette synspunkt kan findes hos David Wenham, The Rediscovery of Jesus’ Eschatological Discourse, s. 185-92. Kritikken går på at Jesus mange gange citerer Det Gamle Testamente (jf. Dan 11,31;12,11). Heri står der noget lignende, med profetierne i Mark 13,14, Matt 24,15 og Luk 21,20. Det betyder altså at Jesus udelukkende, med kendskab til GT, kunne være kommet med denne profeti.

[4] (Hvalvik & Stordalen, 2020 (1999), s. 212; 222-223)

[5] (Blomberg, 2016, s. 13-15).

[6] Ibid. s. 8

[7] Ibid. s. 234

[8] (Blomberg, 2016, s. 161)

[9] Rom 10,9; Fil 2,11. Se Peter V. Legarth Jesus er Herren: Studier i nogle aspekter af Kyrios-kristologien hos Paulus (2004), s. 84-114

[10] (Blomberg, 2016, s. 17)

[11] (Wallace, 2013)

[12] (Blunt, 1869 (1847), s. 1)

[13] (Blunt, 1869 (1847), s. 279-280)

[14] (Wallace, 2013, s. 241)

[15] (Wallace, 2013, s. 243)

[16] (Wallace, 2013, s. 244)

[17] F.eks.: Joel Osteen og Kenneth Copeland

[18] (Wallace, 2013, s. 245)

[19] (Wallace, 2013, s. 242)