Der er i historiens løb lanceret mange teorier om religionens opkomst og funktion. Karl Marx mente eksempelvis, at kristendommen er de stærkes middel til at holde de svage hen med snak (”folkets opium”). Friedrich Nietzsche hævdede modsat, at kristendommen er udtryk for de svages ”rotten sig sammen” mod de stærke. Forestillingen om religionen som en psykologisk krykke, som vi her fokuserer på, har ikke mindst sit udspring hos den østrigske læge og psykoanalytiker Sigmund Freud (1856 -1939).
Nu må vi imidlertid se i øjnene, at det ikke er muligt i nogle få sætninger at definere, hvad religion er. Det er efter min opfattelse endnu ikke lykkedes for nogen at give en både omfattende, kort og præcis definition af religion. Religion er nemlig mange forskellige ting. Religion behøver ikke engang at have noget med gud at gøre. Man kan blot sammenligne buddhismen, der oprindelig ikke anså spørgsmålet om eksistensen af en guddommelig magt for væsentligt, med islam, hvor alting på en måde drejer sig om Gud/Allah..
Hertil kommer, at vi mennesker er ganske forskellige og at vores livssituation kan ændre sig betragteligt gennem et langt liv. Det kan derfor slet ikke afvises, at religion for nogle mennesker og i nogle livssituationer kan fungere som en psykologisk krykke. Det gælder også kristendommen. Jesus siger eksempelvis: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11. 28). Og alle kristne kender formentlig til den trøst, der ligger i i bøn at udøse sine sorger, bekymringer og glæder for den kærlige og almægtige Gud.
Men både religioner generelt og kristendommen specielt har mange andre vigtige funktioner end støtte-funktionen. F.eks. skænker kristendommen en tilværelsesforståelse, der både er virkelighedsnær og giver alle de forskellige facetter af vores erfaringsverden en grundlæggende sammenhæng (koherens).
Og så må der i øvrigt skelnes mellem religionens funktion på forskellige tidspunkter i et menneskes liv og dens tilblivelse. Hvad kristendommen angår, betyder det, at selvom det som nævnt ikke kan udelukkes, at den kan have en psykologisk støttefunktion, så skyldes dens tilblivelse ifølge klassisk kristen opfattelse Guds handlinger i historien og ikke mindst i Jesus Kristus. Kristendommen er med andre ord helt uanset dens forskellige funktioner i menneskers liv i sit grundlæggende væsen en åbenbaringsreligion. Den grunder sig i, at Gud har givet sig til kende. Dette kommer eksempelvis til udtryk i Hebræerbrevets første kapitel vers 1-2: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn….”.
Og holder vi os til kristendommen, er det i øvrigt nu om dage slet ikke altid dens krykke-funktion, som er anstødsstenen. Mange tager tværtimod afstand fra kristendommen, fordi Gud efter deres mening er alt for hård og krævende. De oplever, at Gud slet ikke blot er en rar gammel bedstefar, der altid trøster og stryger dem med hårene, men at han også kræver og anklager. C.S. Lewis gav í den forbindelse udtryk for, at han på ingen måde havde lyst til at møde en almægtig og altseende Gud.
Vi er med andre ord ikke kristne, fordi vi har behov for noget at støtte os til. Men vi er kristne, fordi vi er overbeviste om, at Gud findes, at han har åbenbaret sig for os, og fordi vi ønsker at leve i overensstemmelse med denne virkelighed. Og så tager vi gerne den efterfølgende trøst og mening og besvær med.
Forfatter
