Gå til indhold

Er Gud krigerisk i Det Gamle Testamente?

Midt i Ukrainekrigens rædsler rejser sig det aktuelle spørgsmål: Kan det passe, at Gud i GT tillader aggressioner, krigsforbrydelser og folkemord?

af den

Den 24. februar var som at vågne op en drøm, der havde varet så længe, at vi var begyndt at regne den for virkelighed. Drømmen om at Europas fred var sikret én gang for alle, og at vores forsvar var en forsikring, vi pligtskyldigt betalte til, men dybest set regnede for overflødig.

Nu er virkeligheden en anden. Størstedelen af de europæiske nationer er atter i færd med militær oprustning, og den 1. juni skal vi stemme om, hvorvidt vi vil afskaffe det europæiske forsvarsforbehold. De etiske spørgsmål presser sig på: Hvornår er det legitimt at gå i krig? Hvor meget ondskab kan vi bære at se, før vi engagerer os militært? Og hvordan bekæmper vi Putin-regimets tyranni uden selv at ende som tyranner?

Mange vil utvivlsomt gribe til Bibelen i disse dage for hjælp til at tænke over disse vanskelige spørgsmål. Der er dog et problem: For når man beskæftiger sig med Bibelens, særligt Det Gamle Testamentes, fortællinger i dag, kan det sommetider forekomme, at Israels Gud har mere til fælles med vor tids hensynsløse autokrater end med freds- og frihedskæmperne. For iværksatte Gud ikke adskillige aggressive krige? Så han ikke igennem fingrene med civile tab og krigsforbrydelser? Og værst af alt: Befalede han ikke en etnisk udrensning af det kanaanæiske folk? Og kan man i så fald have tillid til, at disse skrifter er en kilde til etisk visdom også i dag?

Jeg hævder ikke at kunne besvare disse spørgsmål fyldestgørende i det følgende. Jeg håber dog at kunne vise, at Bibelens krigstekster, hvis de læses rigtigt, er langt bedre end deres rygte, og at de har militæretisk tyngde nok til at udfordre selv os i dag.

Israels vattede hær

Først er det værd at sige et par ord om krigsførelse på Bibelens tid. Normen i den nære orient var, at lande blev ledt af en konge, som stod i spidsen for en trænet hær, der blev finansieret gennem skatter. Kongen var altså en hærfører, hvis styre stod og faldt med størrelsen på hans hær.

I det lys er det overraskende at læse Israels militærpolitik i Femte Mosebog 20. Her siges det, at Israel ikke skal frygte for krigsstyrker, der er langt større end deres egen, for Gud – ikke hæren og dens våben – er den, der afgør krigens resultat (vers 1-4). Herefter hører vi, at Gud mener det så bogstaveligt, at Israel ligefrem skal afstå fra at have en trænet hær. Deres krigere skal blot være menige israelitter, som har tid og mod til at kæmpe (vers 5-9).

Derfor revser Gud også Israels ønske om en konge, og anser det ligefrem som en afvisning af ham selv (se Første Samuelsbog 8,6-9). Når folkets ønske alligevel accepteres, understreges det med det samme, at kongen ikke må “anskaffe mange heste” (Femte Mosebog 17,16). Heste og stridsvogne var datidens ækvivalent til kampfly og tanks, og stærke nationer som Egypten var derfor berømte for deres mange heste. Når Israel absolut ville have et monarki, skulle det altså være et, som afviste den militaristiske ideologi, der gennemsyrende datidens kongeriger. Derfor behøvede israelitterne heller ikke betale skat til kongens hær. Deres overskud skulle hellere gå til templet og de fattige (se eks. Femte Mosebog 14,29).

Desværre forblev det ikke sådan. Kong David samlede en stærk hær under sig og førte en aktivistisk krigspolitik. Nogle af disse krige havde tilsyneladende Guds velsignelse. Alligevel måtte Gud ved hans regeringstid afslutning sige: “Meget blod har du udgydt, og store krige har du ført. Du skal ikke bygge et hus for mit navn, fordi du har udgydt meget blod på jorden for mine øjne.” (Første Krønikebog 22,8). Davids militaristiske vej var ikke Guds vej.

Landet, der flyder med mælk og honning – og blod?

En begivenhed, som ikke kan forbigås i denne artikel, er erobringen af Kanaan. Guds ord lyder hjerteskærende klare: “Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem.” (Femte Mosebog 20,16-17). Særligt forstyrrende er beskrivelsen i Josvas bog: “Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler.” (Josvas Bog 6,21). Én ting er krigsførelse mod en fjendtlig hær. Men civile, endda kvinder og børn? I dag ville vi kalde den slags for krigsforbrydelser.

Først må der siges et par ord om erobringens formål. I Bibelens logik var dette ikke blot et land blandt andre men det sted, Gud havde udvalgt som sin bolig på jord (Tredje Mosebog 26,11-12). Fordi Guds tempel skulle være på dette sted, var landet helligt og måtte respekteres som sådan. Derfor måtte det ikke forurenes med ondskab, sådan som kanaanæerne havde gjort (Tredje Mosebog 18,25). Gud gør naturligvis ikke forskel på nogen, og derfor understreges det også, at hvis israelitterne videreførte denne ondskab, ville også de blive fordrevet fra landet (Tredje Mosebog 18,28).

Erobringens formål var altså at rense landet fra urenhed. Derfor ser vi også, at israelitterne ofte befales at “uddrive” kanaanæerne, hvilket ikke i udgangspunktet indikerer drab (se eks. Femte Mosebog 7,1). Når Gud befaler israelitterne at “lægge band på” byerne (se eks. Josvas Bog 11,12-13).), bruges desuden et hebraisk ord, som formodentlig indikerer, at disse steder skal frigøres fra kanaanæisk indflydelse. Det primære mål er at indføre en ny og mindre demoraliseret kultur.

Samtidig må det indrømmes, at der er passager, som synes at sige, at israelitterne skulle dræbe alle kanaanæere. Dette forekommer at være den udtrykkelig befaling i Femte Mosebog 20,16-18, som opfyldes i Josvas Bog 10,40: “Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet.”

Dog bør vi være forsigtige. Når vi læser tekster fra samtiden, ser vi, at det var almindeligt at bruge retoriske overdrivelser til at beskrive sejre i krig. Den egyptiske Farao Tuthmosis III pralede således med, at “Mitannis talrige hær blev overvundet inden for en time, fuldstændig udslettet”. Moabs konge Mesha berettede ligeledes, at “Israel er totalt forsvundet for evigt!”, hvilket var en sandhed med modifikationer.

Det samme, tror jeg, gør sig gældende i Josvas Bog. Selv efter den tilsyneladende totale udradering af kanaanæerne, omtales både overlevere og uerobrede områder (Josvas Bog 13,1; 16,10; 17,12; 23,7; 23,12-14). Skriftet må altså benytte sig af retoriske overdrivelser, og pointen er sandsynligvis blot at hylde Israels succesfulde erobring.

Jeg tror, det bør forstås på samme måde, når de israelitiske krigere med sværd skulle lægge band på “både mænd og kvinder, unge og gamle” (Josvas Bog 6,21). Bemærk igen, at det drejer sig om at “lægge band på” disse mennesker, hvilket sandsynligvis havde mere at gøre med identitet og kultur end med drab. Endvidere medvirkede kvinder og børn ofte i forsvaret mod militære angreb (se eks. Dommerbogen 9,53), så det er langt fra sikkert, at der henvises til drab på civile. Endelig er det muligt, at dette er en fast retorisk figur, der fremhæver poler for at understrege totalitet. Pointen er altså, at israelitterne skulle besejre kanaanæerne totalt – ikke at de skulle gå efter uskyldige børn. Josvas Bog beretter da heller ikke om drab på civile kvinder og børn. De eneste konkrete kvinder og børn, der omtales, er Rahab og hendes familie, og de blev netop reddet (Josvas Bog 6,17).

Jeg mener derfor, det ville være anakronistisk at betegne krigen som etnisk udrensning. Angrebet, der primært havde til formål at fordrive snarere end slå ihjel, var ikke motiveret af kanaanæernes etnicitet men af umoralske praksisser og teologiske forhold. Vold var i flere tilfælde et svar på aggression fra kanaanæernes side (se eks. Josvas Bog 11,1-5). Beskrivelsen af total udslettelse bør forstås som almindelig hyperbolsk krigsretorik. I samtiden var dette slag altså efter alt at dømme blevet opfattet som ganske almindelig krigsførelse, der fulgte datidens generelle spilleregler.

Den lovede Freds Fyrste

Hvis vi stoppede vores analyse af Det Gamle Testamentes syn på krig her, ville det være misvisende. Når vi læser de sene profetskrifter, møder vi nemlig en forbløffende hyldest til fred samt en kritik af datidens krigsførelse. Tænk bare på Guds ord til profeten Zakarias: “Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres.” (Zakarias’ Bog 9,10). Eller til Hoseas: “Jeg frelser dem ikke ved bue, sværd og krig eller ved heste og ryttere.” (Hoseas’ Bog 1,7).

Ingen har dog skildret denne fredsvision så stærkt som Esajas, når han skriver: “De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” (Esajas’ Bog 2,4). Esajas fortæller, at der vil komme en “Freds Fyrste”, hvis herredømme vil bringe fred til verden (9,5-6).

Og denne fredsfyrste, mente de tidlige kristne, var Jesus Kristus. Når Jesus siger “Elsk jeres fjender” (Matthæusevangeliet 5,44) og “slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (5,39), så er det ikke fremmed for Det Gamle Testamentes etik. Det er tværtimod kulminationen på den fredsbevægelse, der startede med Israels bevidst vattede hær og blev videreført gennem profeterne. Når vi læser Bibelen som en samlet historie, møder vi en Gud, der ønsker fred – ikke krig.

Og lad mig i den forbindelse slutte på en mere personlig note. Jeg er glad for, at der i disse dage sker en øget tilslutning til NATO og det nationale forsvar. Jeg frygter desuden, at en konsekvent pacifisme er i fare for at sætte rigide principper over etisk situationsfornemmelse.

Samtidig oplever jeg, at Bibelen – Det Gamle Testamente inklusive! – udfordrer mig, og minder mig om, at krig aldrig må blive en selvfølgelighed. Personligt tror jeg, oprustning er det eneste middel til at holde stand mod Putin. Men i en dybt krigshærget verden formanede Gud israelitterne til nedrustning. Og hvor efterlader det os i dag? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at vi aldrig kan tage Gud på vores side, når vi griber til våben.

Forfatter

Jacob Munk, Ba.theol