Langt de fleste, der rejser dette spørgsmål, gør det, fordi de er oprigtigt fortvivlede over det, de læser i Bibelen. Den fortvivlelse kan også ramme selv meget habile bibellæsere, og de svar, der kan gives, er ikke altid tilfredsstillende.
Men spørgsmålet skal tages alvorligt, for uanset hvad man svarer, har det konsekvenser for stort set al anden teologi. Det giver kirkehistorien mange eksempler på: I den ene grøft har vi eksempelvis den teologiske antisemitisme, der fra midten af 1800-tallet og frem til 1945 forsøgte at adskille kristendommen fra dens jødiske rødder, og resulterede i, at mange teologer og kirkefolk bød nazismen velkommen. I den anden grøft findes kristne kirkesamfund, der gennem historien har forsøgt at implementere GT’s love og forskrifter som ikke bare en religiøs lov, men også en politisk lov.
Spørgsmålet er, om Gud er den samme i GT og i NT. Men ofte kommer spørgsmålet i en anden form, fx: Hvordan kan Gud være den samme i GT og i NT, når han er så vred i GT, men så kærlig i NT? Når han i GT straffer og dømmer, men i NT tager imod alle?
Antagelser
For at svare på de spørgsmål vil vi først se nærmere på nogle af de antagelser, der kan ligge bag.
Antagelse 1: Kærlighed og vrede er to absolut modsatrettede følelser
Enhver, der har oplevet en bare tilnærmelsesvis ægte kærlighed – det kan være en forældre-barn-relation, et parforhold eller en dyb venskabsrelation – ved, at vrede uden problemer kan være udtryk for kærlighed. Tænk bare på, hvordan forældre almindeligvis reagerer, hvis deres barn løber over vejen uden at kigge sig for.’
Antagelse 2: Guds åbenbaring kan ikke udvikle sig
Det er en grundlæggende kristen påstand, at Gud har åbenbaret sig flere gange. I GT (tilmed af flere omgange) og ultimativt gennem Jesus. Særligt i GT er det tydeligt, at Gud, som tiden går, åbenbarer mere og mere af sig selv.
Abraham fik noget at vide, men ikke meget, og først langt senere åbenbarede Gud sit egennavn og dermed sin identitet (2 Mos 6,2-3). Senere igen kommer flere lag og mere dybde i Guds åbenbaring af sig selv. Med andre ord: Gud ”set nedenfra” (set fra israelitternes synsvinkel) har faktisk forandret sig. I grove træk går han fra at være en stammegud til at være en nationalgud, der har et folk at bevare, og senere igen knyttes Gud også tæt til det israelitiske kongedømme. I GT findes der også ansatser til det, som bliver afgørende i NT, nemlig at Gud viser sig at være en international Gud.
Når vi reflekterer lidt nærmere over det, og hvis vi fx også mener, at Gud er en levende Gud og ikke bare et menneskeligt produkt, er det nok bedre at formulere det på denne måde: De situationer, Gud har åbenbaret sig i, har forandret sig, og derfor har Gud åbenbaret sig på forskellige måder. Og det har han dybest set, fordi han ønsker at blive forstået af de mennesker, han kommunikerer til. Hvis Gud fx havde sagt til Abraham, at han var en international Gud, der ville skabe et interetnisk folk, ville Abraham næppe havde forstået ret meget af det, for det ville gå på tværs af Abrahams samtids forståelse af, hvad en gud overhovedet kunne være. Den indsigt måtte komme hen ad vejen.
Antagelse 3: GT og NT er samme slags tekst og skal læses på samme måde
Hvis det er sandt, at Gud har åbenbaret sig løbende gennem den bibelske historie, så bliver det også klart for os, at GT og NT ikke er samme slags tekst. Faktisk er en af de afgørende og mest grundlæggende påstande i NT, at GT fremover skal læses på en anden måde. Efter Jesus er der sket noget afgørende nyt, som resulterer i, at GT har fået en anden slags autoritet.
At Guds åbenbaring i NT giver GT en ny betydning, betyder ikke, at vi som kristen kirke kan undvære GT – jf. de historiske eksempler ovenfor – eller at vi kan slippe afsted med at omtolke GT, så alting kommer til at handle om Jesus. Men det betyder, at når vi i kirken læser GT og NT sammen, så læser vi dem begge som et vidnesbyrd om, at Jesus er Israels Messias og hele verdens konge. Det er et vidnesbyrd, der kun giver mening, hvis vi bruger både GT og NT, men de spiller hver deres rolle.
Antagelse 4: Alt, hvad der står i Bibelen, er evigtgyldigt sandt og giver os umiddelbar indsigt i Guds væsen
Jeg indrømmer, at det er en svær formulering. I praksis fungerer denne forudsætning sådan: Vi læser i Malakias 1,2, at Gud elsker Israel, men hader landet Edom, og konkluderer, at sådan er Gud, for det står jo i Bibelen. Det, vi glemmer, er, at Bibelen er skrevet af mennesker. Gud har været involveret i den proces, sådan at resultatet er troværdigt, men i sidste ende har vi ikke adgang til Guds ord uafhængigt af Malakias’ ord.
Malakias havde sine grunde til at formulere sig, som han gjorde. Han havde nogle forudsætninger, som vi ikke nødvendigvis deler, og ud fra de forudsætninger er hans ord et troværdigt vidnesbyrd om Israels Gud. Før vi river et vers ud af dets kontekst og sætter det ind i vores (fx ved at erstatte Edom med en nutidig etnicitet), skal vi forsøge at forstå versene i deres litterære og historiske kontekst.
Når vi gør det, bliver det fx tydeligt, at Edom ikke bare er et tilfældigt folk, men er den nære slægtning, der desværre har vendt sig væk (derfor kaldes Edom for Esau, Jakobs/Israels tvillingebror), og at udtrykket ”Gud hader Esau” formentlig blot betyder ”Gud har ikke udvalgt Esau (på samme måde, som han har udvalgt Jakob/Israel)”.
Disse fire antagelser ligger ofte bag spørgsmålet ”Hvordan kan Gud være den samme i GT og i NT, når…”, og jeg mener ikke, at de antagelser nødvendigvis er sande. Når jeg har brugt så meget plads på antagelserne, er det ud fra den overbevisning, at mange frustrationer og anfægtelser kan forløses allerede her.
I det følgende vil vi ganske kort forholde os nærmere til, hvordan Gud præsenteres i henholdsvis GT og NT.
Hvordan er Gud i GT?
Det første, vi får at vide om Gud i GT, er, at han er skaber og opretholder af hele verden, og at han velsigner den skabte verden. Gud er altså en god Gud, der elsker den skabte verden. Vi finder også hurtigt ud af, at han er en Gud, der ønsker fællesskab med mennesker, og som derfor slutter pagter (indgår bindende aftaler) med mennesker. Den slags fællesskab fordrer trofast kærlighed, og Gud beskrives da også som en, der beskytter og forsvarer dem, han har pagtsfællesskab med. Et sådant fællesskab må også opretholdes indadtil – dvs. på israelitternes banehalvdel. Derfor har Gud også en dømmende og opdragende rolle, og han kan blive vred. Men som nævnt er det ikke en modsætning til hans kærlighed.
Hvad så med de andre folkeslag – ikke-israelitterne? Hvordan kan Gud fx tillade, at Israels folk udrydder de kana’anæiske folkeslag (5. Mosebog 7 m.fl.)? Her er vi inde ved kernen af spørgsmålet for mange, og det er også her, hvor et svar ikke nødvendigvis er simpelt eller tilfredsstillende. Men et muligt svar kan lyde nogenlunde sådan:
Israelitternes kamp mod kana’anæerne er legitimeret af Gud på et bestemt tidspunkt i historien (og aldrig før eller siden), formentlig som et udtryk for, at Gud foregriber sin endelige dom over ondskaben og effektuerer den gennem israelitterne. Hvordan det kan være retfærdigt – hvorfor kana’anæerne fx ikke fik en chance til – må vi lade være op til Gud. Men hvis Gud er en retfærdig Gud, så kan han ikke dømme uretfærdigt. Kana’anæerne blev med andre ord ramt af den dom, som i sidste ende skal ramme alle uretfærdige folkeslag, ledere og mennesker. Og i øvrigt retter Gud senere en lignende dom mod sit eget folk. Ja, Moses understreger på det kraftigste, at ”det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig” (5. Mosebog 9,4-5).
Bag alt dette ligger det, at Guds folk i GT er et etnisk folk med et geografisk land, og begge dele måtte forsvares. De etniske og geografiske grænser måtte opretholdes, for at Guds løfter kunne opfyldes. Som nævnt ovenfor var dette ikke alt, Gud havde tænkt sig, men det er udtryk for en bestemt fase i historien.
Hvordan er Gud i NT?
Når vi taler om gudsbilledet i NT må vi allerførst konstatere, at både NT’s forfattere og Jesus selv ubetinget bekræfter, at han er åbenbaringen af Israels Gud, dvs. GT’s Gud. Selvom Jesus gerne forholder sig kritisk til sin samtids jødedom og postulerer at bringe en ultimativ åbenbaring fra Gud, antydes det intet sted i NT, at han tager afstand fra GT’s gudsbillede eller GT i det hele taget.
Mange tænker på Jesus som den glade, den favnende, den inkluderende, der accepterede alle og bekræftede mennesker i, at de var gode nok, som de var. Men der er også en anden Jesus: Den Jesus, der kritiserede de selvophøjede, væltede borde og bænke, talte om Guds dom og forventede, at folk forandrede sig radikalt. Og NT’s forfattere imødeser, at Jesus kommer igen for at holde alle mennesker til ansvar for det liv, de har levet. Igen kan det være relevant at gentage, at vrede ikke nødvendigvis er kærlighedens modsætning.
Jesus viderefører ganske enkelt de samme karaktertræk, som Israels Gud har: Han er den velsignende, den gode, den trofaste og kærlige, men også den dømmende, opdragende og vrede.
Afslutning
Der kan skrives meget om dette emne, og som nævnt er det næppe et spørgsmål, vi bliver færdige med i morgen. For det er ikke uden grund, spørgsmålet rejser sig. Lad mig bare til allersidst komme med tre korte pointer, der forhåbentlig kan tjene som en form for opsummering:
- I GT vælger Gud nogle gange at fremrykke den dom, som i NT er udskudt til den yderste dag. Det behøver vi ikke kunne forsvare – det er Guds ansvar. Men vi må aldrig tro, at det fx legitimerer kristnes korstog mod ikke-kristne.
- I GT er Guds folk etnisk og landet geografisk. I NT er Guds folk interetnisk og internationalt. Det er en afgørende forskel, som har store konsekvenser for den måde, den kristne teologi udformes på, og derfor kan mange af GT’s udsagn ikke direkte overføres til i dag.
- Moseloven fylder meget i GT og udtrykker i forhold til sin samtid en god intention og et skridt i den rigtige retning, men den var ikke Guds evigtgyldige åbenbaring af sig selv.
Så for at svare helt kort på spørgsmålet: Ja, Gud er den samme, men Guds folk har forandret sig, og den kontekst, Gud åbenbarer sig i, har også forandret sig.
Forfatter
Kasper Bergholt, Ba.theol.