Blind ateisme – seende kristentro!

Blogindlæg af Kurt Christensen fra teologi.dk

af den

Det irriterer mig ærligt talt en smule fra tid til anden at møde udtrykket ”blind tro” anvendt om kristendommen, som om det er os troende, os kristne, der går igennem verden med lukkede øjne. Efter min mening forholder det sig stik modsat, nemlig at det er kristentroen, der giver det bedste forståelsens blik for tilværelsens helhed.

Det har siden oplysningstiden været populært at tale om ”blind tro”. Dette udgjorde en markant ændring i forhold til middelalderen, hvor det ikke var ualmindeligt at mene, at det er den kristne tro, der åbner øjnene for indsigt og viden om virkeligheden. De kristne teologer Augustin og Anselm tilsluttede sig således begge formlen ”credo ut intelligam” (”jeg tror for at forstå”).

Men siden oplysningstiden er kristendommen altså i høj grad blevet opfattet som ”blind tro”, som en livsanskuelse, der hviler på og resulterer i blindhed over for virkeligheden. Allerede begrebet ”oplysningstid” rummer for så vidt et kristendomskritisk element, idet det signalerer, at verden indtil da har befundet sig i mørke (”den mørke middelalder”, og at det er fornuften og ikke Jesus, der er ”verdens lys”.  En nutidig udgave af denne opfattelse møder vi hos nyateisterne, som karakteriserer sig selv som ”brights”, de begavede, de oplyste.

Men er det virkelig rimeligt, at den kristne tro på denne måde bliver sat i skammekrogen? Skal vi kristne finde os i at blive betragtet som blinde for tilværelsens virkelige sammenhæng? Er det ikke helt modsat ateisterne, som lukker øjnene for virkeligheden?

Formodentlig findes der formørket og blind kristentro.  Det har der sikkert altid gjort og det gør der sikkert stadig. Men er kristentroen som helhed blind for tilværelsens virkelige sammenhæng? En række nutidige kristne teologer, videnskabsmænd og filosoffer svarer afgjort nej.

De hævder tværtimod, at det netop er kristendommen, som bedst forklarer den verden, som vi ser omkring os og i os.  Allerede den danske teolog K.E. Løgstrup hævdede i bogen ”Skabelse og tilintetgørelse”, at det er mere ”erfaringstæt”, at verden er skabt , end at den er blevet til ved et tilfælde (s. 276). Den engelske filosof Richard Swinburne hævder, at det i lyset af de fænomener, som vi kan iagttage i verden, er højst sandsynligt, at den kristne Gud eksisterer.  Og den engelske biokemiker og teolog Alister McGrath peger i bogen ”Mere Apologetics” på ikke mindre end otte faktorer, som peger i retning af kristentroen:

Disse otte elementer, hvoraf nogle drejer sig om observationen af den ydre verden og andre om vore indre erfaringer, får god mening i lyset af den kristne tro, hvilket ifølge McGrath betyder, at den kristne tro både er rationel og eksistentiel adækvat. Kristendommen giver med andre ord en god forklaringsramme til alle vore mangfoldige erfaringer (s. 120f.). Og den amerikanske filosof og apologet William Lane Craig vil tilsyneladende gå skridtet videre og hævde, at kristendommen giver den bedste forklaring på tilværelsen.

Ateister mangler derimod gode svar, gode forklaringer på en række af de samme elementer.  De kan måske forklare, hvordan livet udviklede sig her på vores klode (evolutionslæren). Men de kan ikke give gode forklaringer på livets opståen og slet ikke på universets oprindelse, dets finindstilling og dets orden.  Heller ikke en forpligtende moral eller tilværelsens skønhed er let at forklare ud fra en ateistisk, naturalistisk baggrund. Og nogle fænomener så som religiøse oplevelser, overnaturlige hændelser, mirakler og lignende må de simpelthen  bortforklare for at få deres system til at gå op.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at ateister ikke har forsøgt at fremkomme med forklaringer på alle disse aspekter ved virkeligheden, men gode og overbevisende forklaringer kan de efter mit skøn næppe kaldes.

Ateister vil så som regel på et eller andet tidspunkt i samtalen smide det kort på bordet, der går ud på, at man kun bør regne det for virkeligt, som kan ses og bevises, og at kristendommen derfor må betragtes som tankespind. Dette kort spiller ateisten Richard Dawkins eksempelvis med jævne mellemrum.

Dette fokus på fornuft og empiri bør man på den ene side have respekt for.  For det har været med til at fremme den naturvidenskabelige forskningsindsats og har resulteret i en enorm forøgelse af vores viden om tilværelsen.

På den anden side er der næppe nogen, som kan leve på basis af den ovennævnte snævre forståelse af virkelighed og viden. De fleste af os lever nemlig som noget helt selvfølgeligt med udgangspunkt i en lang række ”sandheder” og værdier, som vi ikke kan bevise, men som vi ikke desto mindre regner for selvfølgelige og sande. Det gælder eksempelvis:

Vi mennesker har med andre ord en lang række overbevisninger, som ikke er videnskabeligt godtgjort, men som vi ikke desto mindre mener os berettigede til at have. Ateismen må derfor se i øjnene, at enhver tilværelsesforståelse, hvad enten den er religiøs eller sekulær, rækker ud over, hvad fornuft og videnskab kan bevise (McGrath, Why God won’t go away, 59f).

Men hvis ateismen nu lukker øjnene for denne kendsgerning, hvad den tilsyneladende ofte gør, og hvis ateismen tilmed ikke kan give gode forklaringer på en række af de mest betydningsfulde sider af tilværelsen, som kristendommen tværtimod har en god forklaring på, står vi tilsyneladende med den forbløffende konklusion, at det er ateismen, der er blind, og kristentroen, som er seende.

URL: https://apologetik.dk/resource/blind-ateisme-seende-kristentro/