Der er efter min mening fire gode grunde til, at vi som kristne skal beskæftige os med apologetik eller trosforsvar, som vi også kan kalde det.
1) Det er et bibelsk påbud, at vi bruger vores hoved. Jesus citerer lovens største bud i Mark 12,30: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind(dianoia) og af hele din styrke.” ”Dianoia” kan også oversættes med tanke, forstand, intelligens eller forståelse. Vi skal altså kort sagt også elske Gud med vores hoved. Hvordan gør vi dette? (Vi gør det i al fald ikke ved at tage hovedet under armen.) Gud har skabt os med en forstand for, at vi kan tænke, reflektere, stille spørgsmål og være kritiske. Ved at bruge vores forstand i tjeneste for Gud og med ham som tænkningens grundlag, så elsker og ærer vi Gud. At beskæftige sig med apologetik er (dybest set) at bruge forstanden i Guds tjeneste og til Guds ære.
2) Det er trosopbyggende. Det ligger i apologetikkens væsen at stille spørgsmål og søge sandhed. Dette giver en dybere og mere reflekteret og sammenhængende forståelse af troen. Faren ved, at kirken ikke beskæftiger sig med apologetik, er ikke blot, at nogle mister troen, men også at kristne mister fornemmelsen af evangeliets sandhed og derfor bliver halvhjertede i deres tro. Apologetikken stiller det normative spørgsmål: ”Er det sandt?” Hvis det er sandt, har det konsekvenser for mit liv.
3) Mennesker stiller spørgsmål. De fleste kristne, som har snakket med en ikke kristen om tro, har oplevet at blive stillet en lang række spørgsmål. Spørgsmålet er i denne situation ikke hvorvidt man udøver apologetik eller ej, for det gør man uundgåeligt, men om man udøver en god eller dårlig apologetik. Apologetikkens rolle er at udruste os til denne slags samtaler, ikke fordi det i sig selv kan omvende mennesker, men fordi det kan fjerne eventuelle blokerende indvendinger, så mennesker kan høre evangeliet. Målet for den apologetiske udrustning er ikke at have faste svar klar på alle tænkelige spørgsmål, men at vide hvad man tror, og hvorfor man tror det.
4) Det sekulariserede Danmark tager ikke klassisk kristendom seriøst. Den amerikanske teolog John Gresham Machen omtalte et lignende problem i sin åbningstale på Princeton Theological Seminary i 1912:
“False ideas are the greatest obstacles to the reception of the gospel. We may preach with all the fervor of a reformer and yet succeed only in winning a straggler here and there, if we permit the whole collective thought of the nation or of the world to be controlled by ideas which, by the resistless force of logic, prevent Christianity from being regarded as anything more than a harmless delusion.”
Jeg synes desværre, at denne beskrivelse passer alt for godt på kirkens situation i Danmark.
Medlem af Humanistisk Samfund Dennis Nørmark udtalte i radioprogrammet ”Religionsrapport” på P1 13/3-2012:
“Gudløsheden trives næsten intet sted på jorden bedre end i Danmark, der har den det rigtig, rigtig godt. Men hvis man gerne vil have ateisme i den der nyateistiske forstand, som noget der er meget kritisk, så trives den ikke så godt, fordi man har en meget svag modstander. […] Den danske folkekirke er så vag, så slap og viser så lidt tænder og er så konform og relativt areligiøs og ikke-religiøs, at den ikke udgør nogen egentlig aggressiv fjende for ateister.”
Til dette svarer teolog på Aarhus Universitet Kirstine Helboe, at ”størstedelen af den danske befolkning opfatter folkekirken som en højst ufarlig form for religion.”
Mange mennesker overvejer aldrig om kristendommen skulle være sand, fordi kulturen siger, at det er den selvfølgelig ikke. Kirken i Danmark har derfor en enorm apologetisk opgave med at vise danskerne, at kristendommen er relevant, rationel, sandsynlig og god.