Apologetik er mere end jeg troede

Emil Nielsens rejse med apologetik har ledt ham mange nye steder hen. Læs om indsigter fra hans ph.d.-projekt om apologetik her.

af den

Mit møde med apologetik

Det var en stor øjenåbner for mig, da jeg i gymnasiet for første gang stiftede bekendtskab med den kristne apologetik (trosforsvar). Det faldt på et tørt sted. Jeg elskede at diskutere tro med mine studiekammerater, men nogle af deres – og mine egne – spørgsmål blev ved med at nage. Mødet med apologetik fik mig til at hvile i troen: OK, så er det altså ikke helt dumt at tro på Gud. Der findes faktisk noget at sige til alle de svære spørgsmål.

Mødet med apologetik fødte også en interesse i teologien og filosofien: jeg ville finde sandheden. Jeg ville dybere ned og tage livtag med de store spørgsmål. Det var den impuls, der fik mig til at søge ind som teologistuderende på Menighedsfakultetet tilbage i 2009. Efter nogle års studier kom den gamle professor i Religionsfilosofi, Kurt Christensen, og spurgte min medstuderende Jakob Laugesen og mig, om vi ikke skulle lave et Center for Kristen Apologetik. Og det gjorde vi så.

Et ph.d.-projekt fødes

Siden den tid har jeg holdt mange foredrag om apologetik. To af de spørgsmål, jeg har fået oftest i den forbindelse, er slet ikke apologetiske spørgsmål, men omhandler apologetikkens natur og metode: hvad er apologetik egentlig? Og hvorfor virker den ikke? Begge spørgsmål rumsterede således i mit hoved, da jeg i 2017 skulle vælge emne for min ph.d.-afhandling. Nu havde vi efterhånden arbejdet med apologetik en del år, så jeg tænkte, at det måske var på tide at finde ud af, hvad det egentlig var for noget, og om det overhovedet gav mening. Så det blev mit projekt. Er apologetik i virkeligheden et levn fra oplysningstidens rationalister og deres overdrevne tillid til menneskets fornuft? Eller findes der en nutidig relevant model for apologetik?

Nu skulle jeg så blot finde nogen, der havde noget klogt at sige om apologetik. Jeg forestillede mig en skala, der bevægede sig fra stor tillid til fornuften til lille tillid til fornuften. På denne skala skulle jeg så finde tre positioner: en rationalist, en mellemvej og en postmodernist. De tre tænkere blev Richard Swinburne, Alister McGrath og Stanley Hauerwas. Det skulle dog vise sig, at denne skala ikke var den eneste, som de tre tænkere kunne placeres på – og da slet ikke den mest interessante.

Apologetikkens natur: kristen retorik

Evangelikal apologetik hænger ofte tæt sammen med feltet erkendelsesteori. I første omgang definerede jeg derfor apologetik som ʺjustification of Christian beliefs”. Det vil sige: apologetik er det at begrunde kristne overbevisninger ved at præsentere gyldige argumenter. Der var dog noget, der strittede. McGrath havde et begreb om ”imaginativ apologetik”, som ikke rigtig passede i den kategori. Fantasiens apologetik er, at vise livets skønhed set gennem den kristne tradition. Solopgangen over Aarhusbugten er i det kristne perspektiv ikke blot en tilfældighed, men Guds gave til mig. Skønheden står centralt i denne tilgang til apologetik. Skønhed vidner om Gud, fordi Gud dybest set er skønheden i alt smukt. Dette syn på verden er attraktivt, og derfor har det evnen til at få mennesker til at tro og ændre overbevisning. Og derfor giver det da også god mening at kalde det apologetik. Men mit problem var, at den ikke passede ind i min definition af apologetik. Skønhed er ikke en begrundelse for, at noget er sandt. Der findes trods alt mange smukke løgne.

Jeg havde altså svært ved at definere apologetikkens natur, indtil den dag da jeg faldt over ordet ”persuasion”. Så hvad er ”persuasion”? Jo, det er det at overbevise en anden om noget. Det at overbevise andre om noget kan godt have en lidt negativ klang i nogles øre: det lyder lidt anmassende og manipulerende. Men det er selvfølgelig ikke sådan, det er ment. Vi overbeviser nemlig hele tiden hinanden om alt muligt, og oftest er det helt uproblematisk.

Én af de gode grunde til at bruge ordet ”persuasion” er, at det kobler apologetik med retorik. Retorik kan nemlig defineres som studiet af overbevisende kommunikation. Apologetik er således en særlig form for kristen retorik. Denne kobling er dog ikke ny. Faktisk finder den sine rødder i den antikke kultur og i Bibelen selv. Den græske term ”apologia” bruges en række gange i NT. Ordet har sine rødder i det antikke retssystem. Hvis en borger blev anklaget af en anden borger for at have begået en forbrydelse, så blev der afholdt en offentlig retssag, hvor byens borgere afgjorde udfaldet. Den anklagede fik mulighed for at holde en forsvarstale, hvor han skulle overbevise tilhørerne om sin uskyld. Peter og Paulus forsvarstaler i Apostlenes Gerninger finder sted i denne antikke juridiske kontekst. (Men det er ikke kun her apologetikken har sine rødder.) Retorikken har ligeledes sine rødder i denne kontekst. Den opstod, fordi man forsøgte at blive så dygtig som muligt til at overbevise tilhørerne.

Apologetikkens metode: hvordan overbevise?

Nu har vi altså bestemt apologetikkens væsen: den er forsøget på at overbevise andre om kristendommens sandhed. Det rejser så straks et nyt spørgsmål: hvordan overbeviser apologeten tilhøreren (om kristendommen)? Her kommer vi (således) til metodespørgsmålet. Det klassiske evangelikale svar er argumenter. Apologeten præsenterer argumenter for at overbevise samtalepartneren om kristendommens sandhed. Men findes der ikke andre metoder? Aristoteles er eksempelvis kendt for at identificere tre appelformer: logos, ethos og pathos (argumenter, karakter og følelsesappel) – og af disse er ethos og ikke logos den vigtigste! Og det er lige netop her McGrath’s imaginative apologetik passer ind: det er en anden apologetisk appelform.

Og her kommer vi så til min anden store opdagelse. Hos mine figuranter fandt jeg ikke blot tre forskellige syn på fornuftens styrke, men også tre forskellige apologetiske metoder. De havde alle tre en argumentativ apologetik, og jo højere syn de havde på fornuften, jo mere fyldte den. Hos Swinburne, der havde mest tillid til fornuften, fyldte den alt. McGrath havde et mere moderat syn på fornuften, og derfor supplerede han sin apologetiske tilgang med den imaginative apologetik. Apologeten skal således ikke kun vise, at den kristne tro er intellektuelt forsvarlig, men også, at den er en smuk og attraktiv livsforståelse. Hauerwas havde den svageste fornuftsforståelse, og derfor spillede argumenter næsten ingen rolle for ham. Hans apologetik var i stedet baseret på skønheden i den kristne livsstil, når kirken lever trofast mod evangeliet. Hans apologetiske tilgang er således mere non-verbal og passiv. Kristne skal først og fremmest i trofasthed søge at kropsliggøre evangeliet i deres liv. En sådan livsstil vil som et biprodukt have en særlig overbevisningskraft, der tiltrækker mennesker til kirken og Gud.

Apologetik er altså mere end argumenter. Apologetikken er nødt til at være mere end det rent argumentative, hvis den vil overbevise mennesker. Men den må aldrig opgive det argumentative, for vi har alle en moralsk pligt til ikke at tage hovedet under armen.

URL: https://apologetik.dk/resource/apologetik-er-mere-end-jeg-troede/