Center for Kristen Apologetik ønsker at repræsentere, begrunde og forsvare ”klassisk kristen tro”. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad vi forstår ved ”klassisk kristen tro”.
Kristne har i tidens løb været uenige om lidt af hvert. De har også lagt vægt på forskellige ting i den kristne tro. Dette har blandt andet resulteret i de forskellige trosretninger (konfessioner). Samtidig har der dog op igennem historien været synspunkter, som har været fælles for langt de fleste kristne. Man kan benytte forskellige udtryk for dette fænomen: den normative kristendom, den traditionsbærende kristendom eller klassisk kristen tro.
Klassisk kristen tro kan indholdsbestemmes på forskellig vis. Men først og fremmest sigter vi til troen på den treenige Gud, som den kommer til udtryk i Den apostolske trosbekendelse og de to andre oldkirkelige trosbekendelser (Den nikænske og Den athanasianske trosbekendelse). Også Lausanne-pagten vil vi betragte som et moderne udtryk for klassisk kristen tro, og der kan givetvis peges på andre formuleringer.
I forhold til dagens udbredte tale om, at kristen tro og tænkning sker på nutidens betingelser, betoner klassisk kristen tro sit udgangspunkt i noget givet, nemlig i Bibelens bevidnelse af Guds historie med Israel og hans komme til os som menneske i Jesus Kristus. Og Jesu død og opstandelse vil for klassisk kristen tro udgøre omdrejningspunktet for kirkens liv og tænkning
Når vi altså fremhæver, at Center for Kristen Apologetik ønsker at forsvare ”klassisk kristen tro”, er det for at signalere, at vi ikke har til hensigt at forsvare alle teologiske mærkværdigheder og modestrømninger. Tværtimod ønsker vi at repræsentere og forsvare det, som altid har været kernen og arvesølvet i den kristne tro, samtidig med at vi er opmærksomme på, at der kan være en vis forskel i opfattelsen af, hvori dette består.