Gå til indhold

Er det ikke intolerant at hævde, at Jesus er den eneste vej til frelse?

af den

Der er ingen tvivl om, at mange mennesker opfatte det som intolerance, når kristne hævder, at Jesus er den eneste vej til frelse. Og der er ligeledes ingen tvivl om, at det til alle tider har været muligt at pege på kristne, som gjorde det nærliggende at opfatte kristendommen som en intolerant religion. Men spørgsmålet er ikke desto mindre, om kristendommen med opfattelsen, at Jesus er den eneste vej til frelse, med rette kan karakteriseres som intolerant. Dette må afklares dels via en undersøgelse af begrebet tolerance/intolerance dels via en nærmere analyse af udsagnet: ”Jesus er den eneste vej til frelse”.

Helt generelt giver begrebet tolerance kun mening over for værdier og holdninger, som man ikke er enig i. Den danske Ordbog definerer ordet tolerance som: ”evne og vilje til at acceptere det der afviger fra det normale; forståelse og accept af andre menneskers meninger, væremåde, kultur, religion el. lign.”1 og definerer tilsvarende intolerance som: ”Manglende forståelse og accept af andre mennesker og deres meninger eller væremåde” 2. Spørgsmålet er derfor, hvordan påstanden ”at Jesus er den eneste vej til frelse” forholder sig til disse definitioner?

Her vil vi først fremhæve, at den nævnte påstand ikke indebærer, at andre religioner tager fejl i alt, hvad de står for. Tværtimod har der i kristendommen været en lang tradition for at anerkende, at andre religioner og livsanskuelser på både det moralske og på det mere specifikt religiøse område kan rumme større eller mindre dele af sandheden. Man har i den forbindelse med udgangspunkt i Romerbrevet 1,19-20 og 2. 14-15 talt om en naturlig åbenbaring og om en naturlig lovåbenbaring.

C.S. Lewis giver i den forbindelse udtryk for, at før han blev kristen, betragtede han al religion som usand. Men efter at han var blevet kristen, fik han et mere nuanceret syn på tingene. Nu måtte han betragte alle de synspunkter, som stemte overens med kristendommen, som sande. Kun der, hvor de andre religioner afveg fra kristendommen, måtte han afvise dem som falske.

Men netop når det gælder spørgsmålet om frelse (det allervigtigste) har kristendommen lige fra Jesu dage hævdet, at ikke alle veje fører til Gud, og at ikke alle måder at tro på kommer ud på ét. Jesus fremhæver ifølge Johannesevangeliet selv, at ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Johs 14.6), og i Apostlenes Gerninger læser vi, at ”… der er ikke givet mennesker noget andet navn [end Jesu navn], som vi kan blive frelst ved” (Ap G 4.12).

Men hvordan kan Jesus (og den kristne kirke) dog finde på at hævde noget sådant? Er der ikke tale om topmålet af storhedsvanvid? Set fra en kristen synsvinkel kan tingene beskrives med et billede fra en retssal: Gud, som har skabt alt og alle, er ikke blot den kærlige og almægtige, men også den hellige Gud, som er vores dommer. Over for hans krav om renhed står vi mennesker som skyldige med vores dybtliggende egoisme og urene handlinger. Men så viser det sig, at der er en, som allerede har taget straffen på sig, nemlig Jesus, der ved sin død på korset har betalt straffen for vores synd. Jesus er den eneste i verdenshistorien, som har påtaget sig denne rolle som syndebuk. Det ligger derfor i kortene, at tilflugten til Jesus, troen på ham og hans frelsergerning er den eneste udvej, den eneste vej til frelse.

Og til alle, som forarges over eksklusiviteten i Jesu ord, kan vi tilføje, at Jesus altså var villig til at påtage sig hån, lidelse og død for at skabe mulighed for frelse – også for dem.

Efter dette indskud, efter denne lynindføring i ’et af de helt centrale punkter i den kristne tro er det vigtigt at påpege, at udsagnet, ”at Jesus er den eneste vej til frelse”, ikke hævder, at den enkelte ikke må mene noget andet. Påstanden lægger således ikke op til, at dem, som ikke er enige, skal chikaneres eller det, som er værre. Den hævder kun(!) at enhver anden tro tager fejl. Men den kristne tro tillader, at man gør det.

Påstanden ”at Jesus er den eneste vej til frelse”, accepterer i den forstand andres meninger og væremåde. Derfor er den ikke intolerant.