Er Helvede evig pine?

Svar på et spørgsmål

af den

Kære N.N.

Tak for dit spørgsmål, som jo drejer sig om et både vanskeligt og særdeles alvorligt tema: Vi menneskers evige ’skæbne’.

Først synes jeg, at det er vigtigt at slå fast, at Gud ifølge Bibelen ønsker, at alle skal frelses (Joh 3,16; 1 Tim 2.4). Helvede bliver dermed noget, som Gud egentlig ikke vil, i alle tilfælde ikke for os mennesker.

Dernæst må vi se i øjnene, at vi både når det gælder den nye jord og fortabelsen/Helvede beskæftiger os med en dimension ved tilværelsen, som ligger ud over al menneskelig erfaring, og en dimension, som Bibelen kun giver meget begrænsede beskrivelser af. Vi må derfor være tilbageholdne med at give alt for kategoriske svar vedrørende disse ting.

Det er imidlertid efter mit skøn tydeligt, at Bibelen både når det drejer sig om frelse og om fortabelse anvender billeder, som vi mennesker kan forbinde noget med: Frelsen skildres som en bryllupsfest, fortabelsen som et pinested (jf. f.eks. beretningen om den rige mand og Lazarus (Luk 16, 19-31)). Disse billeder skal demonstrere for mennesker til alle tider, at det er godt og attråværdigt at være sammen med Gud i al evighed, og at det er forfærdeligt at være borte fra Gud.

For det tredje mener jeg, at Guds væsen må udgøre en vigtig nøgle til at manøvrere i disse vanskelige spørgsmål. Og da det hører til Guds centrale væsenstræk, at han er retfærdig, kan vi være sikre på, at Guds dom ikke vil være uretfærdig.

Men hvad betyder det så konkret? Som du selv giver udtryk for, har man traditionelt i kristendommen forstået fortabelsen som ”evig pine”. Og vi kan da ikke se bort fra, at der virkelig er tale om evig fysisk smerte. Men som du selv er inde på, kan evig død også godt forstås som udslettelse. Der er dog mange teologer der vil afvise, at det skulle udgøre en ret forståelse af de relevante bibeltekster. Men selvom der så ikke skulle være tale om udslettelse, kan ”pine” jo godt være billedtale. Og det er der efter mit skøn en vis sandsynlighed for. Det skyldes primært, at jeg har vanskeligt ved at se, at den Gud, som jeg har lært at kende via Jesus, virkelig skulle have noget ønske om at se mennesker lide evig pine/fysisk smerte. Og en række prominente kristne har da også i tidens løb på forskellig vis givet udtryk for noget lignende: eksempelvis Martin Luther, C.S. Lewis og John Stott.

Som du sikkert kan fornemme, er jeg på den ene side tilbøjelig til at tolke Bibelens udsagn om fortabelsen sådan, at de ikke nødvendigvis betyder evig fysisk smerte. På den anden side er der ingen tvivl om, at de skal forstås sådan, at det er en forfærdelig ’skæbne’ for et menneske i al evighed at være borte fra Gud.

Kurt Christensen

(Spørgsmålet og svaret er redigeret og forkortet)

URL: https://apologetik.dk/resource/er-helvede-evig-pine/